Catharina Kjelgaard Vedel-Smith

Catharina har altid drømt om at være forfatter – og hun har arbejdet på denne drøm, siden hun var 16 år. Men selvom det var hendes drøm, har hun også altid vidst, at medmindre man var heldig; fik et fantastisk gennembrud og blev udgivet på flere sprog eller fik sin historie filmatiseret – så ville det være svært at leve af at være forfatter. Derfor har hun også et helt almindeligt job ved siden af. Men hun håber stadig på, at hun en dag vil kunne gøre sit forfatterskab til sit levebrød.

Hun har valgt selvudgiverens vej – hvilket har været den rigtige løsning for hende. Hun styrer selv alt fra start til slut – det er fedt, men også benhårdt, for der er kun en selv til at lave det hele. Heldigvis har hun god støtte i sin mand, familie, korrekturlæsere og venner.
Fantasy er en genre, hun har elsket siden barnsben og hun elsker at finde på en fantasy-historie i sit hoved. Nogle af dem kommer også ned på papiret. Hun kan også godt lide både krimier og horror – men hun har ikke skrevet noget indenfor disse.

Fritiden bliver brugt på at være sammen med familien (4 børn giver travlhed), spille rollespil (mest i fantasy-settings), læse bøger (når hun ikke selv skriver på dem), læse manga og ser anime, se film eller serier, spille computer, kreere ting til Books & Dragons for at nævne nogle stykker. Og det er også her hun ofte finder inspiration til nye historier.

Rollespil har en ganske særlig plads i hendes hjerte. Det var her hun fandt sin passion for at skrive. Det var rollespil, der inspirerede hendes første historie – som hun skrev som 16-årig, lagde på hylden, vendte tilbage til den som voksen og som nu er mundet ud i “Ildens Flamme”. Det er gennem rollespil, hun fandt kærligheden og selv i dag, når hun spiller, kan hun mærke det helt særlige bånd, der er mellem rollespil og hende selv.

Instagram
Facebook
booksanddragons.dk

Bøger af Catharina Kjelgaard Vedel-Smith