af C. A. Wolters
Nirish
„Det Første Rige er de levendes verden. Det Tredje Rige de dødes verden. Det Andet Rige er limbo. Det er en døråbning, hvor man kan se begge verdener som åbne marker af mælket tåge.“ Manden har en blid stemme, mens han prøver at forklare noget, han knap selv forstår.
En spæd barnestemme hvisker: „Hvad sker der, hvis man går tilbage til livet, når man er i døråbningen?“
Manden svarer ved at brumme og stryge sig over skægget, mens han ser på barnet med et medfølende, men overvejende blik. „Så bliver du til noget andet. En krop uden sjæl eller en sjæl uden krop, men ikke noget, der hører til blandt os mennesker. Det er kun dem, der er født med evner eller som studerer sortekunsten, der kan betræde de andre riger uden at blive til noget dæmonisk eller monstrøst.“ Han er ikke helt sikker på, at det er sådan, det forholder sig, men det er, hvad kultmagerne siger, og manden kan ikke læse de hellige bøger selv.
„Er det de monstre, som prinserne har fortalt mig historier om? De siger, at der er lig, der graver sig op af jorden og kravler ud i natten for at fange børn …“ Barnet sidder i sygesengen og ser ned på sine hænder. „Er det sandt, at den slags monstre aldrig dør?“
Lyset i børneværelset flakker kort. Stolen knirker, idet manden læner sig ind imod sengekanten.
„Ja, Nirish.“ Manden lægger sine hænder over barnets. De store grove hænder dækker alle barnets let foldede fingre. „Men de lever heller ikke. Husk det, min dreng.“
Barnet drejer hovedet, og de tomme, sygelige øjne fæstner sig i mandens.
„Er det rigtigt, at jeg skal dø snart?“
Manden knuger barnets hænder lidt for hårdt. Han kan se, hvor meget liv kongens præster allerede har suget ud af hans søn. Hans hud er så hvid som sne, en tynd hinde strakt ud over et lille kranie, og renderne under barneøjnene er mørklilla. Det gør manden kvalm.
„Kultmagerne har brug for dig. Du giver dem styrke … du har evner, vi endnu ikke forstår.“ Han undgår at svare barnet.
„Må jeg så komme ud og lege?“ Barnet er håbefuldt.
Mandens hjerte kramper.
„Vi får lov at bo i dette smukke kulthus på slottet, vi får mad, Nirish. Og alt, hvad du skal gøre, er at lade kongens præster tage en lille smule af din kraft og finde ud af, hvad det er, du kan. Og hvorfor.“ Ikke engang manden ved, hvad drengen er i stand til, eller hvad præsterne præcist gør ved hans søn her i det mørke værelse. Han ved, at de tapper drengens blod. Og han ved også, at kongen giver hele familien alt det, manden ikke selv kan, efter høsten slog fejl. „Præsterne siger, at du er en helt særlig dreng. Og det er vigtigt, du bliver herinde og tjener guderne. Vi passer på dig.“ Ordene runger hult. De føles lige så tomme som drengens sorte øjne.
Barnet river sine hænder til sig og kaster sit vrede blik væk fra faderen.
„Du siger nej. Det er uretfærdigt!“
Manden sukker. „Nirish …“ siger han, men bliver afbrudt.
„Jeg vil ikke mere! De dumme præster skærer i mig, og det gør ondt! Jeg vil ikke mere! Jeg vil hjem.“
„Nirish … tænk på din familie. Uden dig har vi intet hjem.“
Der er en tavshed. Skyld og pligt lægger sig som tunge skelethænder på barnets smalle skuldre og presser dem nedad. Manden kan nærmest se afmagten. Både hans søns og sin egen.
„Prins Toron siger, jeg er et lig allerede,“ mumler barnet. „De siger, kultmageren vil æde mig.“
„Du er ikke et lig. Det ville jeg aldrig lade dem gøre mod dig.“ Igen føles det hult. Et tomt løfte. Manden rejser sig og kysser barnets fjerlette, blonde hår. Han må ud, før tårerne, der brænder i øjnene, triller ned ad de skæggede kinder. „Ingen kommer og æder dig. Sov nu, min dreng. Og lad ikke prinslingen skræmme dig.“ Han forsøger at smile, aer barnets hår og går ud af værelset med tunge skridt.
Barnet ser ikke efter sin fader, men stirrer i stedet på månen, der skinner svagt på den anden side af vinduet.
Nirish er ikke bange, men fyldt med mørk, isnende vrede. Alt for meget vrede til at det kan passe ind i en seksårig, udsultet krop.
***
Nirish blinkede mindet væk og rev sine øjne fra månen, der hang som en halv sølvmønt i himlen.
Han lo lavmælt for sig selv og støttede sin skulder mod en forvredet, indtørret træstamme.
Hvor havde hans far dog løjet for ham. Det havde han fornemmet allerede som barn, og den nat var Nirish flygtet ud af vinduet. Han havde kæmpet sig over på den anden side af voldgraven og haltet ind i skoven. Tre dage senere var hans familie blevet henrettet på hjul og stejle for landsforræderi mod kongen. De kunne ikke betale deres skatter. Hans søsters hår og faderens lange skæg havde bevæget sig sagte i brisen, da Nirish vovede at komme hen til slotsmuren for at se deres lig en måned senere. Han havde set op på de frosne, fordrejede ansigter i sort og blåt, og det krystalliserende lag af rimfrost, der dækkede huden, havde glimtet til ham i solen. Øjnene havde fuglene spist.
Nirish havde ikke mærket noget i det øjeblik andet end sulten og ønsket om at have sin faders frakke til at beskytte sig mod kulden. Men han fortrød intet. Det var ham eller dem. Og som voksen havde han forstået sortekunsten. Studeret den. Og nu vidste han, at kongens hellige præster var ligædere, og at hans blod og kød var blevet brugt til kongen og prinserne selv. Det havde skænket den royale slægt et unaturligt langt og stærkt liv, som de stadigvæk levede højt på i dag.
Han knugede rystende den våde, forbundne stump, hvor hånden skulle have været, ind til sig. Sølvet og ædelstenene på hans fingre klirrede sagte mod hinanden. Der var næsten ikke mere magi tilbage i dem. Skovbunden gyngede svagt under ham. Bjergene var bag ham et sted i natten – hans stjålne ringe og den lille ligæder et sted forude. Måske. Hvis Nirish var heldig.
Lyset fra en halv måne, var ikke nok til at oplyse skovens tusindvis af stier, og det var umuligt for Nirish at spore Jorime og hendes slæng i den her tilstand.
Det ville have været let for ham, havde han haft sine bøger, sit pulver og sit alter til at hidkalde al den magt, der lå i det andet rige … men de grotter og gange, han havde gjort til sit hjem den sidste tid, var nu fyldte med krig. Så meget latterlig krig. Sumpdværge og bjergfolk og mennesker, der slagtede hinanden, som de altid havde gjort. Løj og myrdede. Men alt blod var rødt, og det havde det altid været. Hvad, der i sandhed forbitrede Nirish, var dog, at sumpdværgene sikkert ville starte brande i gangene, hvis de ikke allerede havde gjort det, for at ryge bjergfolket ud. Og de brande ville æde Nirishs bøger. Alt hans hårde arbejde.
Koldsveden drev af hans blege, beskidte ansigt. Svedperlerne trak hvide striber igennem den støvede hud, og det matte smil nev i den tørre underlæbe. Alt i ham var et flammehav af smerte, og hans vejrtrækning var overfladisk. En underlig, tyk tåge syntes at rulle ind over stierne foran ham.
„Det andet rige er et limbo …“ raspede han sagte og mærkede de brækkede ribbensknogler langsomt rykke sig på plads i sin brystkasse. Jorime kunne hugge ham i stykker, og sumpdværgen kunne knuse ham under tonsvis af sten, men Nirish overlevede altid. Han fandt altid en sprække at krybe sig ud af. Han greb enhver chance, der ubemærket gled forbi ham i mørket. Han overlevede uanset, hvad der skulle til. Intet ville standse ham. Intet kunne standse ham.
Nirish spyttede bittert på skovbunden.
Han måtte indrømme, at det denne gang var kritisk. Han var tættere på døden, end han nogensinde havde været før. Selv dengang da han nær var frosset ihjel i skoven, efter han var flygtet som seksårig.
Klipperne havde knust ham inde i bjerget. Han havde mistet næsten alt sit blod under stenene. Og uden alle sjæleringene arbejdede kadalblodet langsomt. Det var en udførlig proces at regenerere væv, knække knogler på plads og danne nyt blod. Så chancen for, at Nirish ville overleve natten, var rent ud sagt en optimistisk tanke. Han lod sig glide ned ad træstammen og fandt sig selv på skovbunden, da hans ben gav efter på halvvejen.
„Forbandet.“ Nirish sank hårdt. Der blev ved med at boble blod op i hans hals, og han måtte kæmpe med at synke det.
Tågen blev tættere mellem stammerne i horisonten.
Et kort skrig skød igennem natten.
„Allen! Kom! Kom, op nu, Allen!“ En kvinde gispede, og Nirish hørte lyden af et barn, der jamrede sig. De løb, standsede, løb igen. Nu kun et sæt fødder.
De var tæt på ham. Og kom endnu tættere. De løb imod ham.
Lykke.
Nirishs øjne kneb sammen, og han blottede sine røde tænder i det kolde måneskær. Inde i ham samlede han mørket, kraften, de sidste tjæreagtige dråber, der var tilbage, og formede dem til en håndgribelig vilje – en masse af umulig styrke. Nirish sad og hang med hovedet. Han undertrykte et host, der smagte af kobber helt bagerst på tungen, og holdt sig komplet i ro. Som en hugorm, der ligger helt stille og venter på byttet.
Han ville ikke risikere at se rundt om stammen og blive opdaget og holdt i stedet vejret og spidsede ører. Da han kunne høre, at kvindens småløbende skridt var tæt nok på, skød han hånden frem fra skjulet og frigav magien. En sort, pulserende sky eksploderede ud på stien og stoppede kvinden lige ved siden af ham, som var hun løbet ind i en klistret mur. Den fastholdt hende. Hun skreg og vred sig med barnet, som hun havde samlet op i sin favn.
Nirish hev efter vejret, knurrede anstrengt og knyttede sin hånd. Skyen med hans ofre kom hen til ham og smed kvinden og barnet ned over hans ben, idet den forduftede. Han hvæsede af smerte og udmattelse. Skubbede det bagerst i sindet. Greb kvinden om halsen med en nådesløs klo, inden hun kunne fatte, hvad der var sket, og bed sine tænder ned i det senede kød, der udgjorde hendes strube. Hun skreg. En boblende, pivende lyd idet han nåede ind til stemmebåndet. Det unge barn skreg. Et panisk hvin da det kæmpede sig ud af sin moders favn og kravlede febrilsk væk. Nirish følte intet, og så skete det.
Lykke, lykke, lykke.
Smerten aftog. Vævet samlede sig. Vævede de afrevne fibre sammen og snoede nye blodbaner. Hans manglende hånd voksede i takt med at han drak og åd mere og mere af kvinden. Hun blødte varmt ud over ham og optøede hans forfrosne krop. Hendes liv flød ind i ham. Flød ind i ringene. Forlod sit hylster og gled ind i hans. Han knugede kvinden til sig som en elsker, imens han stjal noget, der muligvis ikke tilkom ham.
Til sidst lå hun helt stille i hans arme. De mangefarvede sten på hans fingre glødede i natten.
Han slikkede dybt ind i det åbne halshul, og først da kvindens blod var blevet koldt og bittert på hans tunge, gik det op for Nirish, at barnet hyperventilerede et sted i nærheden. Det var ikke løbet væk. Han så op fra, hvad der føltes som et hul i tiden, hvor der kun eksisterede lykkefølelse. og fik øje på ungen, som sad i skovbunden over for ham. Det var et ungt barn, enten en dreng eller en pige, det kunne han ikke tyde, men ikke mindre end fire år.
Nirish tørrede sin mund langsomt, imens hans kolde øjne var låst i barnets rædselsslagne stirren.
„Allen. Er det dit navn?“ Nirish smilede.
Barnet krøb væk. Klynkende. Som en såret hund.
Nirishs blik faldt på barnets nøgne fod. Den var åbenlyst brækket. Mørket i Nirish var en skvulpende pøl. En sort sø. Nej, et nattehav. Koldt og dybt og uendeligt. Men der var altid plads til mere.
„Kom her, Allen.“ Nirish rakte venligt sin hånd med de lysende sjæleringe frem mod barnet. „Jeg skal nok passe på dig.“ En ny sky af klistrende dødsmagi, pulsende som et sort hjerte med frisk, men umættelig hunger, formede sig i hans hvide håndflade.
Nirish overlevede altid.
Intet ville stoppe ham.
Foto: Frida Borello
Forfatter: C. A. Wolters
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller