Portal fantasy

… Eva sparkede arrigt til en krøllet coladåse, der lå på parkeringspladsen uden for den forladte lagerhal. Dåsen fløj af sted hen over asfalten, inden den trillede den sidste meter og landede i et åbent kloakdæksel. En sydende, prikkende lyd begyndte at boble frem fra hullet, og Eva kunne ikke dy sig for at gå nærmere …     

I portal fantasy bliver personen eller personerne transporteret fra den virkelige verden til en anden fiktiv, fantastisk verden gennem en magisk portal, dør eller objekt. I den fiktive verden bliver karaktererne ofte direkte involveret i stedets problemstillinger, og de bliver derfor det centrale objekt for udviklingen i denne verden. Noget, man ofte kan opleve i portal fantasy, er magiske portaler eller objekter, problematiske familieforhold i den virkelige verden, onde magthavere i den fiktive verden samt uoverensstemmelser mellem de to verdener.