3 gange drager

Drager er det ultimative fantastiske væsen. Stor, majestætisk, mægtig, klog og farlig. Et dyr, der både er frygtet og elsket. De kan fremstilles som hævngerrige, snu og egoistiske, men andre drager portrætteres også som loyale, fyldt med humor og kærlighed for dem, der står dem nærmest. 

Der er mange, der efter at have set eller læst ”Game of Thrones” ønskede sig en drage, og efter hypen med ”Fourth Wing” er drager et must at snakke om.

Heldigvis er der også danske fantasytitler med drager, og tre af dem sætter vi fokus på i denne artikel.

Dragernes æra af C. G. Valentin

Carinas serie om ”Dragernes æra” har vundet ”Årets danske fantasyforside” både i 2022 og i 2023, henholdsvis for anden og tredje bog i serien – stort tillykke med det!

”Dragernes æra” er serien om et parallelunivers med tråde til vores egen verden. Hvis der er globale problemer i det ene univers, er der også problemer i det andet. I første bind følger vi pigen Juliana, der bliver sendt gennem en portal til Novahr Orbis, fordi der er blevet forudset, at hun er landets frelser – og dermed også Jordens frelser. 

I de to næste bøger er det Sarina, der er hovedperson, og vi følger hendes kamp for at overleve og finde ud af sandheden om sin familie.

Bøgerne er utroligt svære at slippe, når først man er gået i gang. Historien bygges gradvist op og bliver mere og mere spændende, jo længere ind i den vi kommer. Hemmeligheder og intriger afdækkes, og der er små spor af brødkrummer, som vi skal følge.

Dragernes Konge af Pernille Eybye og Carina Evytt

Firebindsserien om landet Perina er en sværvægter i dansk fantasy, ikke alene på grund af størrelsen på bøgerne, men også fordi det er en virkelig velskrevet og spændende historie. 

I Perina er der mange farer, der lurer, hvilket de mange hovedpersoner finder ud af. Ikke alene er de flere gange fanget i drabelige kampe, men de kæmper også for at gøre oprør imod den onde kong Tarodan, der hersker i landet med hård hånd. 

Hovedpersonerne tæller mange, og det kan være lidt forvirrende at holde styr på, men det giver samtidig en dybde til historien, der gør den utrolig medrivende og svær at lægge fra sig.

Karaktererne er troværdige og kæmper hver især med deres bagage i form af usikkerhed, sårbarhed, forudsagte skæbner og meget mere. Bøgerne bæres frem af både personerne, deres indbyrdes forhold og ikke mindst humor. Selvom historien er dyster, er der bestemt lysglimt undervejs.

Dragens kys af Josefine Ottesen

”Dragens kys” er vist efterhånden gået hen og blevet en klassiker. Den blev udgivet i 1993 og har sidenhen fået en mere opdateret forside og tekst. 

Det er historien om pigen Iljana, der er sidste ætling i en mægtig drageslægt. Desværre er hun blevet fordrevet fra byen af Bjergkongen og hans krigere, men må snige sig tilbage i byen forklædt som dreng. Af sin mor får hun overdraget slægtens talisman, og nu hviler der så et enormt pres på Iljanas skuldre: Hun skal føre sin slægt tilbage på tronen.

Men det er ikke nemt, når hun har svært ved at bedømme, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Hvem der vil beskytte hende, eller hvem der vil bruge hende for egen vindings skyld. 

Det er en rå og barsk historie om et samfund, hvor det ikke er nemt at være kvinde. De oplever både vold og voldtægt, og Iljana er som en brik i et større spil af flere mennesker. Så selvom det ikke er en helt ny historie, kan der stadig trækkes tråde til vores verden, hvor der stadig er steder, hvor kvinder må kæmpe for rettigheder og for dem selv.