Fredag d. 26. august udkom ULVEGABET, 3. bind i serien VØLVENS VEJ. Serien tager udgangspunkt i vores nordiske mytologi. I 2022 modtog Anne-Marie Vedsø Olesen DR Romanprisen for seriens første bind ’Snehild’. Hos Dansk Fantasy skal der lyde et stort tillykke med den store succes, og for at fejre denne udgivelse, har vi lavet et lille interview med Anne-Marie, som kan læses her.
Kan du fortælle kort om ”Vølvens vej”?
Vølvens vej-serien har den unge kvinde Snehild som hovedperson. Snehild er synsk og må i løbet af serien lære at håndtere den magt, der følger med det at have særlige evner. Handlingen foregår i landskaber, der som udgangspunkt ligner dansk jernalder, og udfolder sig i et univers tæt inspireret af nordisk mytologi. Der er masser af drama, politiske intriger, magtkampe, magiske væsner, blodhævn og kærlighed.
Hvor kom inspirationen til serien fra?
Jeg har altid interesseret mig for mytologier. Jeg har tidligere skrevet trilogien GUDESTORM om egyptisk mytologi, og nu syntes jeg at tiden var inde til at dykke ned i min egen kultur – den nordiske mytologi. Den nordiske mytologi er farverig, dramatisk og frem for alt mærkelig, og når noget er mærkeligt, får jeg virkelig lyst til at grave i stoffet og finde ud af hvad det mon kan rumme. Samtidig kunne jeg bare kigge ud ad vinduet, hvor jeg bor i Vallø syd for Køge. Omkring mig er en fantastisk natur med gravhøje fra både jernalderen og bronzealderen. Da jeg så begyndte at læse “Vølvens spådom” – der er den kendteste tekst fra det islandske middelalderværk “Den poetiske Edda” – blev jeg stærkt inspireret til at have en vølve som hovedperson og i det hele taget løseligt følge den store fortællebue i “Vølvens spådom”.
Du tager afsæt i dansk jernalder, gamle myter og nordisk mytologi. Hvad er det netop den blanding kan?
Dansk jernalder er den tid, hvor man har de første tegn på den nordiske mytologi, altså på at folk har troet på Odin og Thor og Freja og jætter og alfer. Derfor forekom det helt naturligt at lade handlingen fra den nordiske mytologi udfolde sig i jernalderen. Samtidig befinder vi os i en præhistorisk tid – det vil sige der er ingen skriftlige overleveringer, kun arkæologiske fund – hvilket giver friere muligheder for fantasien, og for at al det magiske kan udfolde sig på en måde der virker naturlig for læseren. Man kan sige at tid, sted og mytologi smelter helt naturligt sammen ved den kombination.
Hovedpersonen er vølven Snehild – hvad er hun for en karakter?
Snehild er en stærk ung kvinde, der udvikler sig. Hun er født med særlige vølve-evner, hun kan spå og foretage transcendentale sejdrejser, hvor hun kommer i kontakt med andre verdener og væsner. Snehild er modig og selvbevidst, men også ensom og til tider arrogant.
Kan du beskrive den udvikling, Snehild har været igennem fra første bog og frem til nu?
I bind 1, Snehild, er hun ung og selvsikker og tror, hun kan alt. Så begynder verden og voksenlivet i de kommende bind at vise hende, hvor kompliceret livet kan være. Hun skal lære at tage den autoritet på sig, som hendes talent som vølve lægger op til. Men med autoriteten kommer magt, og magt korrumperer. Træffer hun de rette etiske valg? Handler hun moralsk rigtigt? Hun får i bind 2 Misteltenen konsekvenser af uetiske valg at føle, og tror hun bliver klogere. Men i det nye bind 3 Ulvegabet viser verden sig at være endnu mere kompleks, endnu mindre sort-hvid end hun havde troet, og det forvirrer hende, både følelsesmæssigt og reflektorisk. Hvordan det videre vil gå hende, ved heller ikke jeg. Jeg plotter aldrig 😊
Uden at spoile alt for meget, hvad udsætter du så Snehild for i ”Ulvegabet”?
Snehild møder i begyndelsen af bogen den monstrøse Fenrisulv, som hun både har sympati for, men også indser bør lænkes. Hun drager derfor til dværgeriget Nidavellir for at få smedet et bånd stærkt nok til at holde ulven. Her rammes hun af et stærkt begær, hun forelsker sig hovedkulds i dværgekongen Fafner, og hendes begær er gengældt. Men ikke alt med Fafner er, som det ser ud til, og det viser sig at være en farlig kærlighed.
Kan du sætte et par ord på din skriveproces? Har du hele bogen planlagt inden du sætter dig til tasterne, hvor lang tid er du om at skrive en bog, skriver du hver dag?
Jeg plotter aldrig. Jeg aner ikke, hvad der skal ske, når jeg sætter mig ved tasterne. Det eneste jeg ved, når jeg går i gang med en roman, er temaet. Og her med Vølvens vej-serien, hvilke myter jeg vil spejle min egen fiktive fortælling om Snehild i. Jeg har selvfølgelig en ide om den helt store bue, en fortælling mod et ragnarok. Men hvad bliver mit ragnarok egentlig – idemæssigt, filosofisk, samfundsstrukturelt? Det er noget, jeg tænker over – og det begynder jeg at have en ide om. Men hvordan intrigerne udvikler sig, og hvad der konkret skal ske med alle karaktererne i mit efterhånden store persongalleri, ved jeg ikke.
Jeg skriver hver dag, når først jeg går i gang. Før i tiden tog det mig to år at skrive en roman. Men Vølvens vej-serien har jeg ramt en åre, mytestoffet får det bedste frem i mig som forfatter, og hver bog har foreløbig taget et lille år at skrive. Det er stadig hårdt og rummer stor modstand at skrive en roman. Derfor er der ingen anden vej frem end at tvinge sig selv til at skrive hver dag.
Hvor meget fylder research?
Research sker løbende. Og jeg har nærmest de seneste par år sovet med “Den poetiske Edda”, som er min grundkilde, og som jeg ganske ofte citerer fra i romanerne. Jeg slår løbende op i Eddaen og andre værker før og under skrivningen. Men jeg har det som Stephen King, der har sagt at research i sidste ende ikke er vigtig. Research må ikke spænde ben for fiktionsfortællingen. Det vigtigste er at ens egen historie har liv. Man skriver ikke en fagbog, men et eventyr.
Hvad har været den største udfordring i skriveprocessen?
I bind 3, Ulvegabet, var forholdet mellem Snehild og Fafner noget, der virkelig skulle gennemarbejdes flere gange. Det er et kompliceret forhold, og det skulle skæres skarpt. Ellers er det det sædvanlige: At nogle dage virkelig er tunge, man tvinger ordene frem og får kun med hiv og sving skrevet sine to sider (som er mit daglige mål). Det nye for mig med Vølvens vej-serien er, at jeg har en glædelig variation i sproget. Ud over det episke drama fortalt i klassisk tredjeperson datid, har jeg syrede syner hos Snehild skrevet i første person nutid, og jeg har små digte, samt poetiske naturbeskrivelse. Så når jeg virkelig er ved at kløjes i skrivningen, kan jeg bare skifte skrivestil, og så genvinder jeg gejsten. Jeg elsker at knalde sprogligt ud med Snehilds bevidsthedsstrømmende syner!
Hvordan oplever du, folk generelt forholder sig til fantasygenren i Danmark?
Fantasygenren har altid været en af de helt store mainstreamgenrer ude i verden og er det efterhånden også i Danmark. Vi har fået en helt ny generation af voksne, som er vokset op med Harry Potter og nu søger voksenlitteratur inden for de fantastiske genrer. Forlaget og jeg har dog bevidst fra begyndelsen af ikke sat benævnelsen fantasy på Vølvens vej-serien. Det har inviteret endnu flere indenfor i universet, læsere som ikke anede, at det kunne være god, spændende og relevant litteratur, selv om der var magiske, eventyrlige elementer med.