Pernille Eybye er født i 1982 og husker ikke en tid, hvor bøger og historier ikke har haft stor betydning. Som barn og teenager besøgte hun jævnligt biblioteket for at slæbe en rygsæk fyldt med bøger hjem til sofaen.
Da hun var cirka ti år gammel, satte hun sig ved familiens computer og skrev sin første gysernovelle. Det var skuffelsen over nogle dårlige gysernoveller, som fik hende til at tænke ”Det kan jeg gøre bedre!”
Det kunne hun selvfølgelig ikke, men hun opdagede fornøjelsen ved at skrive. Flere gysernoveller kom til og senere forsøgte hun sig med romaner (der – hvis vi skal være ærlige – ikke var særlig lange og heller ikke særlig gode).
Mere end ti år senere udkom hendes første roman ”Kristines hjerte”, som er en spøgelseshistorie. Siden da er der kommet flere til.
Det er især de fantastiske verdener og magiske væsner, som fanger Pernilles interesse, når hun vil ud på eventyr. Hun skriver derfor oftest historier, der ikke foregår i vores egen verden. Der skal helst tilsættes drager, vampyrer, kentaurer, hekse og hemmeligheder til skrivningens magiske univers.
Pernilles første ”rene” fantasyroman for unge og voksne er ”Heksejægerens bytte” i serien ”Dragernes konge”. Serien skriver hun sammen med Carina Evytt, en forfatter hun har kendt siden hun drømte om at komme igennem forlagenes nåleøje.
Til dagligt arbejder Pernille som bibliotekar, så bøger og historier er aldrig ret langt væk.