af Jakob Leth
Jorime
Langt over dem prydede solens sidste stråler bjergtinderne. Der ville ikke gå længe, før den gav slip på dagen og forsvandt ned i Mastøjs Dyb for natten. En nat, som forhåbentligt bød på en del færre farer end den dag, de lige havde været igennem.
Jorime iagttog træt Iqzöl og hans tjenerinde besigtige et kort, som de havde haft pakket ned mellem deres urter og flakoner. Floden havde ført dem ud på bjergets vestside, så meget afslørede de solbelyste bjergsider trods alt, men de var ikke enige om, hvor de var endt, eller hvor det nærmeste bjergpas mod øst befandt sig. Jorime hævede et øjenbryn, da tjenerinden endnu en gang verfede Iqzöls hånd væk fra kortet og sukkede irritabelt. Nok var Solmun bedre kendt her i klippefolkets land, men hendes autoritative mine overraskede Jorime. Hun var trods alt Iqzöls tjener, ikke omvendt.
„Er I sikre på, at I vil rejse gennem bjergene om natten?“ Jorime strakte hals for at kunne se kortet bedre. „Klippefolket kender passene her lige så godt, som du kender sumpene hjemme i Kurat, Iqzöl.“
Hun følte sig nødsaget til at spørge. Selvom den lave kultmager havde set til, mens klippefolket behandlende hende og hendes følge som fanger, så var en spinkel alliance opstået imellem dem. En alliance imod sortekunstneren.
„Klippefolkets øjne er vant til dagens skarpe lys, ikke nattens dunkle hemmeligheder,“ svarede Iqzöl afvisende. „Og i øvrigt er de travlt optaget andetsteds.“
Som på kommando lød et voldsomt brøl fra en reptilphorus hinsides et bjerg nær ved, og snart efter steg en flok reptilfugle op. Som sorte skygger på aftenhimlen svævede de kort i luften, før de vendte rundt og styrtdykkede ned mod kampene mellem bjergene igen.
„Jeg var sikker på, at floden havde ført os længere sydpå,“ mumlede Iqzöl irriteret, mens han på ny konsulterede kortet.
Bag ham smilede Solmun triumferende. „Vi må se at komme afsted,“ svarede hun overraskende neutralt. „Vi har en lang rejse foran os.“
Også Jorime, Athma og Massel havde en lang rejse foran dem. Det var lokkende at tænde et bål at varme og hvile sig ved i aftenens tiltagende kulde, men hvis de ikke var længere fra kamphandlingerne, end at de monstrøse fugle kunne høres, så var det udelukket. Og det var uden at tage højde for sortekunstneren. Jorime sank en klump. Selv efter at være blevet knust mellem klipperne havde en overvældende kraft strømmet ud af ham. Han havde revet og flået i hendes sind, da de flygtede gennem bjergenes tunneller, og igen havde hun set minder, hun helst ville glemme.
… Lange fingre kriblede hen over gulvet som edderkopper, en klam, kold ånde mod hendes hud og smagen af blod. Og ædelstenene, der nærmede sig hendes hals. Alle sammen med hviskende hemmeligheder, nogle lokkende, andre truende, men alle sammen var de med til at stramme grebet …
Jorime rettede sig resolut op og jog tankerne på flugt. De måtte videre.
Athma nikkede, som havde hun læst hendes tanker.
„Vi skal også afsted.“ Hun udvekslede et hurtigt blik med Massel. „Må Aløv lede os på vej.“
Jorime fik tvunget et anstrengt smil frem. På nattehimlen over hende viste Rødmånen vejen mod syd og hvis hun skulle vælge, ville hun til hver en tid sætte sin lid til den over en guddom. Det sagde hun dog ikke til Athma. Stridsøksen lod til at være begravet mellem de tre for nu. Selv Massel havde givet hende et klem på skulderen, da han og Athma var komme tilbage fra buskadset. Gode Massel med de taknemmelige, ravfarvede øjne, som for lidt siden på et kort øjeblik var blevet lige så kolde som det Nord, de kom fra. Han havde endnu ikke kigget direkte på hende, men berøringen fortalte hende, at det første chok havde lagt sig, og såret nu kunne begynde at hele. Hun sukkede. Hele, før det skulle brydes op igen. For det var uundgåeligt, hvis hun ville have sin far tilbage. Derom var hun ikke i tvivl.
***
Lige så ulidelig varm som Mastøjs time var midt på dagen, lige så nådesløs kold kunne nætterne i Sydlandet være. Efter en kort afsked med Iqzöl og Solmund, havde de forladt buskadset ved flodbredden, og ude i det lyngbeklædte landskab var der intet til at holde på varmen. Jorime var født i disse ekstremer og bød normalt både middagens tørre varme og nattens kølige omklamring velkommen, men ikke i nat. Hendes krop værkede og skreg på hvile, mens hendes tænder klaprede ukontrolleret. Skoldningerne, hun havde pådraget sig under den stegende sol tidligere, havde været ulidelige, men nu var hun villig til at opleve det igen, hvis hun kunne slippe for den bidende kulde, som natten bragte.
Foran kunne hun se Massels skikkelse bevæge sig nervøst frem. Hans blik var stift rettet fremad, måske på sit gudedyr, men selv den mindste hvislen i lyngen fik ham til at fare sammen. Jorime kunne ikke bebrejde ham. Rødmånen førte dem på rette vej, men kastede også sit røde skær på dem. Herude i det åbne landskab var de nemme at finde for både reptilfugle og ryttere fra klippefolket. Og sortekunstneren.
Athma haltede bag hende. Jorime kunne høre hende forgæves prøve at undertrykke støn for hvert skridt, hun tog, men hun nægtede at tage imod hjælp. I stedet gik hun og borede neglene på hendes højre hånd ned i håndfladen i en nærmest manisk rytme. Måske prøvede hun at aflede opmærksomheden fra det deforme ben, som hun slæbte gennem lyngen.
Den unge kultmager var vedholdende, så meget måtte Jorime give hende, men hovedrystende dum for at insistere på at klare sig selv. Hun ville være prisgivet, hvis klippefolket besluttede sig for at ride ud efter dem. Lige da hun havde tænkt tanken, indså Jorime, at det ikke kun gjaldt for Athma, men for dem alle.
Massel stoppede op. Hans gudemærke begyndte at flakke blegt for første gang, siden de forlod floden.
„Er her nogen?“ Jorime spejdede rundt, men kunne kun se vinden, der legede i slettens lave beplantning. „En støjhest? Dybdestrejferen?“
Massel rystede på hovedet, mens han så ned på sine fødder. „Jeg har brug for flere svar,“ sagde han sagte. „Hvad er det helt præcis, du forventer af mig?“
„Skal det være lige her? Nu?“ Jorime åbnede og lukkede munden med en vantro mine, mens hun ledte efter ord, der så skånsomt som muligt forklarede hendes tjener, at det måtte vente.
„Nu er vel et lige så godt tidspunkt som noget andet.“ Kultmageren var nået op til dem. Trækningen i hendes hånd var endelig holdt op, måske fordi den gjorde ondt. Den var i hvert fald blevet helt blå.
Jorime kiggede fra den ene til anden og sukkede så.
„Kultmagere kan hente sjæle tilbage fra Mastøjs Dyb, eller Det Tredje Rige, som I Nordboere kalder det.“
„Men hvad skal du så bruge mig til?“ Massel lod sine fingre glide hen over ringene, som han stadig bar, og så hende for første gang i øjnene. „Jeg er ikke kultmager.“
„Min fars sjæl er ikke nået helt til dødsriget. Sortekunsteren har fanget den et sted mellem vores verden og de dødes.“
„Det Andet Rige,“ stammede Massel og gøs.
„Og Athma har brug for en shaman, hvis det skal lykkes at hente en sjæl ud derfra.“
Jorime vidste, at de fleste af verdens religioner beskrev et sted, en sfære, mellem de dødes og de levendes verden. Sydlændingene troede på, at Aløv her vejede sjælenes værd på en gylden vægtskål for at se, om de var værdige nok til efterlivet, mens munkene fra Flodøerne prædikede, at sfæren var en mulighed for at skrifte alle ens synder før himmeriget. Det var, hvis man da ikke havde nået at skrifte dem til munkene selv inden. Nordboerne var af en anden overbevisning. Ifølge dem var Det Andet Rige en lang række af pinsler, som skulle uddrive et helt livs onde gerninger. Her var metoden ikke soning, men tortur som brændende vinde, sult eller hjul og stejle. Kun med forbrændte og forkryplede kroppe og rene sjæle ville Nordens guder tage imod dets folk. Jorime forstod derfor udmærket frygten i Massels øjne.
„Jeg er ikke shaman,“ fik han sagt, men tvivlen kunne spores i hans stemme.
„Ingen ved, hvad der venter os efter døden og før dødsriget,“ prøvede Jorime. „Og derfor ved jeg heller ikke, hvad der venter dig, eller hvad min far gennemgår lige nu. Men vi må prøve at få ham fri.“
Massel skævede til Athma, som til Jorimes overraskelse nikkede alvorligt. Var kultmageren enig?
„Og når min far er fri, så får du også din frihed.“
Massel spærrede øjnene op, og i et kort glimt var varmen i de ravfarvede iriser tilbage. Han skulle lige til at sige noget, da Athma rømmede sig og trådte ind i mellem dem.
„Og vi kan endelig besejre sortekunsteren,“ sagde hun og smilede et underligt smil til Jorime.
„Jeg troede ikke, at du ville …“ Jorime trådte et skridt tilbage. Athmas fremtoning var uhyggelig i nattens røde skær. Det tilbageværende af hendes maling sad i klumper, og i hendes hår havde hun stadig rester af småkviste og slam fra floden. En sidste hjortetak stak skævt ud som et horn i panden, og en stribe af mudder havde lagt sig langs hendes kæbe. Den mindede på skræmmende vis om et snitsår.
Kultmageren løftede sin stadigt knyttede hånd op foran Jorime. Ikke truende, men med håndfladen opad. En sødlig duft nåede Jorimes næsebor, og hun kiggede forvirret fra Athma til Massel. Hendes tjener pillede igen ved sine ringe og lod som om, at han ikke bemærkede det besynderlige optrin.
„Hvad er det, du har lavet med din hånd?“ spurgte Jorime og opdagede nu, hvor klar en blå farve Athmas næve havde fået.
„Tilbage i klipperne testede Iqzöl mig. Han ville se, hvor stærk jeg egentlig var, og blandede derfor lidt Aconitum i det vand, jeg vaskede mig med. Ikke at jeg kendte til planten på det tidspunkt.“ Athma smilede et smil, der ikke nåede op til hendes øjne. „Men med guderne vågende over mig var det ingen udfordring at modstå plantens gift. Faktisk så jeg det som et tegn, så jeg besluttede mig for at låne lidt af ham.“ Hun lagde hovedet på skrå. „Tror du, at du ville have genkendt Aconitum?“
Jorime blinkede en gang og prøvede at forstå, hvor Athma ville hen. „Jeg har hørt, at dværgene fra Kurat smører dens gift på deres våben.“ En kuldegysning gled ned ad hendes ryg uden, at hun helt kunne placere hvorfor. „Den skulle være dødelig i rette mængder, men nem at kende på dens karakteristiske farve, som er …“
Jorimes hjerte sprang et slag over, og hendes hånd fór ned til øksen i hendes bælte, men for sent. Athma havde allerede åbnet sin knyttede næve og afslørede den pulveriserede plante, som lå i en fin bunke i hendes hånd. Med et enkelt pust fik kultmageren pulveret til at hvirvle op i luften og lægge sig om Jorimes ansigt. En prikkende fornemmelse omkring hendes næsebor og mund tog hastigt til, og hun fik svært ved at trække vejret. Hun slap øksen og tog sig til halsen med begge hænder, mens hun kæmpede for at få luft. Som at drukne over vand sank hun hostende i knæ.
„Blå,“ færdiggjorde Athma Jorimes sætning og børstede det sidste pulver af sine hænder. „Aconitum skal optages i kroppen, før det virker. Det går langsomt gennem hudens porrer, nærmest umuligt gennem den tykke hud i håndfladerne, men ganske hurtigt gennem sår eller luftveje.“ Hun trak på skuldrene. „Eller det stod der i hvert fald i Iqzöls optegnelser.“
Jorimes blik var sløret, og hun kunne knap nok skelne de to skikkelser, der nu stod over hende.
„Hun klarer den, ikke?“ spurgte en bekymret stemme, Jorime ikke længere kunne genkende. „Du sagde, du ikke ville give hende en dødelig mængde.“
Det føltes, som om at koldt vand væltede ud over Jorime, men hun kunne ikke rejse sig.
„Hvis hun er så stærk, som hun giver udtryk for, så burde hun vågne igen.“ Denne stemme var perlende, nærmest frisk som den kulde, der nu også fyldte Jorime indvendigt og lagde sig om hendes organer.
„Du lovede …“ startede den bekymrede stemme, men Jorime nåede ikke at høre mere. Følelsen af at falde ned i et koldt og mørkt bassin overdøvede hendes sanser. Det eneste, hun kunne se, var Rødmånens cirkulære skær, der forsvandt længere og længere væk over hendes hoved.
Illustration: Jan Jensen
Forfatter: Jakob Leth
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller