af Signe Fahl
Athma
At befinde sig i en sortekunstners arbejdskammer var en interessant oplevelse. Athma så sig om. Rummet var delvist oplyst af et vindue af farvet glas, der sikkert gav et flot spil, når solen stod direkte over kløften. Nu klemte kun et mat lys sig gennem glasfelterne. En række kærter var blevet tændt til ære for hende og sendte afmålte cirkler af lys rundt om sig. Alt i alt fremstod kammeret mørkt. Passende for en sortekunstner.
Et bord og en stol var skubbet ind i et hjørne. På bordet stod en masse instrumenter og remedier, hun ikke vidste, hvad skulle bruges til. En kasse med sten stod under bordet, og gulvet var oversået med afslåede stenstumper. Mon det var her hos klippefolket, han fandt sine ringsten?
To af væggene var optagede af reoler med række efter række af bøger, bunker af dokumenter og besynderlige artefakter. Kærter var fastgjort til reolerne, velsagtens for at gøre det nemmere at finde den rigtige bog. Flammerne brændte i kritisk nærhed af det letantændelige pergament, men han havde sikkert truffet sine forholdsregler.
Det dårlige ben værkede efter rideturen, og hun kunne dårligt løfte det, men hun humpede hen til den ene reol og lod en finger glide over bogryggene. En indkapslet energi summede mod hendes hud. Hun overvejede at tage en af bøgerne ud og kigge i den og skævede mod døren.
Aløvs lære stod i én bog. En enkelt. Hendes finger gled langsomt videre over bogryggene.
Der var den. Hendes gudebog. Ryggen var bred og fyldte godt på hylden, men stadig blot en bog blandt mange. Aløv oplærte sine kultmagere gennem drømmerejserne. En sød skælven løb igennem hende blot ved tanken. Velkendt energi flød fra bogen gennem fingeren og ind i hende.
Men de andre bøger rummede også kraft. Den prikkede til hende fra hver enkelt bog. Hun fandt bøgerne, hvor de andre guders lære stod nedfældet. Hun så et par bøger, der handlede om Massels nordiske guder. Også de indeholdt en kølig energi, der ligefrem stak hende i fingeren.
Hans guder var magtfulde. Et enkelt blik på det misfoster, ligæderen havde frembragt, var bevis nok. Men deres kraft var af den forkerte slags. Ond. De krævede uhyggelige ofre for at dele ud af deres magt.
Hun så på sin egen benede finger, fulgte den op til den knoklede håndryg, det tynde håndled og videre op ad den skeletagtige underarm. Var hun ikke selv i færd med at ofre sit eget kød til Aløv?
Det var hendes eget valg. Og det, hun fik til gengæld, var uendelig meget mere værd end det jordiske hylster, hun slæbte rundt på.
Kun et af Aløvs krav havde hun haft kvaler ved. Som et spejlbillede af hendes tanker, flimrede luften i rummet, og støjhesten kom til syne. Den virkede aldeles malplaceret i rummet, men åndesyn tog sjældent hensyn til den slags. De tomme øjenhuler så på hende. Uden bebrejdelse, uden følelser i det hele taget. Fremavlet med det ene formål at blive ofret af en kultmager havde det været dens bestemmelse at dø for hendes hånd. Og genopstå med Aløvs kraft.
Hendes lår gjorde ondt efter rideturen hertil. Det dårlige ben gjorde hun bedst i slet ikke at tænke på. Heste var praktiske transportdyr, det kunne hun godt se. Men …
”Du har større frihed nu, end du ellers ville have haft,” hviskede hun til den.
Den vedblev at iagttage hende med de tomme øjenhuler.
Hun rettede igen opmærksomheden mod bøgerne. Støjhestens tilsynekomst var i sig selv et bevis på rummets kraft. Og der flød uanede mængder kraft fra disse sider.
Der var ikke kun gudebøger. Titler som ‘Sortekunst før og nu,’ ‘Ringstenenes Herre’ og ‘Kraften i en ædelsten’ mødte hendes blik. Nogle titler kunne hun slet ikke læse. Enten var sproget eller skrifttegnene ukendte for hende. Havde sortekunstneren mon læst dem alle?
Kunne hun mon forøge sin egen styrke ved hjælp af disse bøger?
Den blasfemiske tanke fik hendes hjerte til at banke mod ribbenene. Blodets rullen i årerne var både ophidsende og smertefuld som Aløvs kærtegn. Hendes krop var så uvant med fysiske reaktioner efter så lang tid som eremit i kulthuset ved den nedbrændte kongsgård. En tid, hun mest havde tilbragt i Aløvs arme på drømmerejser.
Hun vidste, hvorfor netop hun var blevet udvalgt. Hendes vanføre krop havde givet hende en fordel. I stedet for at lade sig gribe af angst ved tabet af kontakten med kroppen på drømmerejserne, havde hun budt den velkommen. Favnet friheden. Svælget i ekstasen.
Smerterne fra skrammerne meldte sig på ny i hendes skrog, og en ufrivillig stønnen undslap hende. Hun strøg sig over panden, og en blanding af hvid kridtmaling og indtørret blod fulgte med hånden.
Den jordiske verden havde aldrig budt hende andet end besvær og smerter. Men foran hende stod måske en ny kilde til magt. Magten over legemet.
Støjhesten flød tættere på den bogreol, hvor hun selv stod, strakte mulen frem som ville den snuse til bøgerne. Athma holdt vejret. Hesten berørte næsten en brun bogryg med sorte bogstaver og trådte derefter tilbage, som inviterede den hende til at se på bogen.
Hun fulgte opfordringen. ‘Ringsten’ hed den slet og ret. Hun tog den ud. Den var tung, lugtede gammelt og støvet. Hun slog op i den. Siderne var tæt beskrevne med slyngede skrifttegn, der strålede hende i møde med næsten samme glans som ringene på sortekunstnerens hænder. Hendes åndedræt stoppede et øjeblik. Denne mulighed kunne hun ikke lade gå fra sig.
Hun rakte bogen til støjhesten. Den åbnede munden, voksblege tænder bed sammen om læderindbindingen. I samme øjeblik forsvandt bogen, og kun den tavse, magre hest stod tilbage. Athma smilede. Hvad skulle hun med et fysisk legeme? Hesten ville skjule bogen bedre end noget menneske kunne, og når hun fik lejlighed til det, ville hun i ro og mag kunne læse den.
Det puslede ved døren, og hun nåede kun at vende sig mod den, inden den gik op. I døråbningen stod den lille, grå klippemand, som havde redet ved hendes side på sin pony. Klippefolkets kultmager. Hun kvalte et suk. Han havde snakket som et vandfald hele vejen, og hun var lige ved at foretrække, at det var sortekunstneren, der var dukket op.
Hvorfor havde han også beordret hende ført herop i sit arbejdskammer, hvis ikke det var for at tale med hende? Det var tæt på, at hun følte sig fornærmet, indtil hun kom i tanker om, at han sandsynligvis ville prøve at lokke Aløvs hemmeligheder ud af hende. Med alle midler.
Hun smilede imødekommende til klippemanden, der gengældte smilet. Hans blik gled over støjhesten, men smilet blev blot bredere. I hænderne holdt han et fad, og duften fra det fik en glemt følelse til at give lyd fra sig i hendes mave.
Lyden kom bag på hende. Det var længe siden, hendes krop havde givet udtryk for et behov. Hun var ikke klar over, om det skulle gøre hende bekymret. Men hun nåede frem til, at guderne ikke ville gøre sig det besvær med at udvælge menneskelige kultmagere, hvis ikke de holdt sig i live længe nok til at udfylde deres funktion som deres mellemled i denne verden. Hendes forening med Aløv skulle tidsnok komme.
”Glimrende,” sagde klippemanden med sin skæve udtale af hendes sprog. ”Jeg ser, at du allerede føler dig godt tilpas her.”
”Jeg ville føle mig bedre tilpas i mit eget kulthus,” svarede hun.
”Det er klart, men det kan desværre ikke lade sig gøre,” sagde han. ”Din tilstedeværelse der var uønsket. Men jeg vil gerne byde dig velkommen i klippefolkets kulthus. Jeg er sikker på, at vi kan lære en masse af hinanden.”
”Vores guder har intet med hinanden at gøre.” Hun hævede et øjenbryn, en bevægelse hun mestrede til perfektion.
”Måske ikke,” svarede han. ”Men vi har nu for vane at lade folk beholde deres guder i de områder, vi erobrer. Ingen gud er for lille til, at vi ikke kan lære noget.”
”… og forøge jeres egen kraft.” Hun lagde armene over kors.
”Også det,” sagde han uforstyrreligt. ”Men måske samler du selv lidt op på vejen?”
Han satte fadet på bordet, og med en gestus bød han hende at spise. Det var en række forskellige svampe, som sandsynligvis groede på klippevæggene hernede, og noget lufttørret skinke. Hun nippede forsigtigt til det. Nogle af svampene smagte gyseligt, men andre udmærket, og skinken fejlede ikke noget. Hun passede på med ikke at spise for meget. Det kunne hendes mave ikke holde til.
Klippefolkets kultmager trak en bog ud af reolen. Aløvs bog.
”Jeg har læst tilstrækkeligt til at vide noget om grundstenene i din tro,” sagde han og klappede bogens forside.
Hun krympede sig. Havde lyst til at flå den ud af hænderne på ham.
”Din mundering lader til at være vigtig,” fortsatte han. ”Hvis du følger med mig, kan jeg tilbyde dig et bad og at få frisket malingen op.”
Denne gang røg begge øjenbryn op. At få vasket blod og støv af og igen fremtræde som en værdig repræsentant for sin gud var mere fristende, end hun havde forestillet sig.
”Hvad hvis Nirish dukker op,” spurgte hun. ”Forventer han ikke at finde mig her?”
”Han er blevet optaget andetsteds,” sagde han. ”Din ene følgesvend er vist en gammel bekendt.”
”Det undrer mig ikke,” mumlede hun og så op og ned ad den lille kultmager, der ikke desto mindre besad kraft nok til at holde en hel by skjult.
Støjhesten slog med hovedet. Den bog, hun havde taget, var ikke at se. Som kultmageren havde sagt, kunne hun også lære lidt af klippefolkets magi. Hun var ikke i tvivl om, at han nu forsøgte at lokke Aløvs hemmeligheder ud af hende med sin venlighed, men hvis hun spillede med, kunne det måske gå hen og blive en fordel. Måske var tiden inde til at lære lidt om verden uden for Aløvs kulthus.
”Hvad var det nu, du sagde, du hed?” spurgte hun.
”Bol,” svarede han. ”Du kan nøjes med Bol.”
Hun forlod sortekunstnerens arbejdskammer i hælene på Bol.
Illustration: Kristian Flodgaard Bach
Forfatter: Signe Fahl
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller