af Ulrika Louisa Bjerregaard
Jorime
Jorime faldt og faldt gennem den sorte tunnel ned og ned. Det var den samme følelse, som hun nogle gange fik, når hun var lige ved at falde i søvn og følte, at hun faldt ud over en skrænt. Forskellen var bare, at hun ikke sov. Det vidste hun. Vægtløs og med arme og ben, der flagrede helt ustyrligt. Med ét ramte hun noget blødt, men som på samme tid var hårdt og knoglet.
„Av! Få den albue væk fra min mave.“ Den stemme kendte hun.
„Athma?“ spurgte hun undrende. Hun havde følt sig helt alene, mens hun fløj gennem det sorte hul.
„Ja, og du maser mig.“ Athma skubbede til hende, så hun rullede ned på et trægulv. Først dér slog hun øjnene op og missede let. Rummet var dunkelt oplyst, men ikke desto mindre føltes lyset skarpt i forhold til det, hun var kommet fra. Da hun kiggede rundt, så hun, at de alle tre, Massel, Athma og hun, lå i en rodebunke på gulvet i en krostue.
„Hvor er vi?“ Jorime satte sig befippet op og bemærkede, at der var bomstille omkring dem. Alle stirrede på dem og iagttog deres interaktion. Skjaldene i hjørnet havde åbenbart været i gang med at spille. Musikanterne var forskellige væsener, og forsangeren et regnbuefarvet firben, der stod oprejst.
„Vi er tilbage på krostuen. Tak Aløv for det. Og hvad der er endnu bedre, så er du tilbage som dig selv … eller det tror jeg nok.“ Athma løftede et øjenbryn, der så både spørgende og undrende ud. Hun lænede sig frem og hviskede: „Du var besat.“
„HVORFOR ligger I og roder rundt på mit gulv?“ En proper næve blev slået i bardisken, så ølkrus og tallerkener hoppede til alle sider. Kromutter lænede sig ud over kanten og sendte de tre på gulvet et lynende blik.
I samme øjeblik lød der hestehove udenfor. Hvis der før havde været stille i kroen, blev der med ét helt lydløst. For Jorime føltes det, som om hun var i et isoleret og affolket lokale, hvor hun ikke kunne trække vejret, og alt ilt blev suget ud af hende.
Massel rejste sig som den første fra gulvet og styrede direkte mod døren. Gudemærket på armen lyste kraftigt – det nærmest blussede som en ild – og Jorime forsøgte at række ud og stoppe ham. Men det var for sent. Uden omsvøb flåede han døren op.
„Neeeejjjj.“ Kromutters stemme var så gennemtrængende, at lanternerne på væggene faldt ned, splintredes, og stearinlys blev blæst ud. En sort tåge krøb ind ad den åbne dør og sendte en isnende kulde ind i den ellers opvarmede krostue.
Massel stod bare og kiggede ud i den mørke nat. Det var, som om at han ikke så tågen, men bare lod den komme.
„In Sindarin.“ Ordene fra kromutter sendte en bølge af varme gennem lokalet. Hoveddøren smækkede i lige for næsen af Massel, og tågen veg tilbage så hurtigt, den var kommet. Gardinerne blev på magisk vis trukket for, og Jorime hørte alle åbne døre i hele huset smække en efter en, mens låsene gled i med høje smæld.
„Ved Aløv! Hvad var det?“ Jorime rejste sig og børstede sine klæder. Hun gik langsomt hen til Massel, som fortsat stirrede på den lukkede dør, som var han i trance. Gudemærket lyste stadig, men blev gradvist svagere og svagere. Blidt lagde hun sin hånd på hans arm. Han havde fornemmet hende og blev ikke forskrækket ved hendes berøring, men hun så også et vildt blik i hans øjne. Et syn spillede i hans iris. Et syn, der fortalte hende præcis, hvad der var hændt dem i Limbo.
Det var Massel, der med sine spinkle arme havde bekæmpet monsteret. I Massels øjne så Jorime monsteret falde til jorden, og simultant fløj en skygge ud af hendes krop. Måtte den nu hvileløse sjæl fare i fred, bad hun. Dernæst så hun sig selv falde til jorden. Athma var den, der havde grebet hende, inden hun ramte stengulvet. Hun havde også rystet mere blåt pulver ud i deres munde, og nu så hun dem falde i et altomsluttende mørke.
„Hvem er I, og hvilken magi bringer I til mit etablissement?“
Jorime gjorde omkring og så op i kromutters ikke så muntre øjne. Normalt betragtede Jorime sig selv som en frygtindgydende kriger; en der kunne skræmme de fleste, men ikke denne kvinde som stod foran hende. Athma lagde sin hånd beskyttende på Jorimes arm, som ville hun give hende styrke i mødet med den vrede kromutter. De var nok rejsefæller, men kultmageren var omgærdet af en konstant mystik, som Jorime ikke kunne blive klog på.
„Tre magikere i min krostue.“
„Massel pegede direkte på Athma. „Hende der er vist den eneste rigtige magiker i selskabet.“
„Den skal du længere ud på landet med, min fine ven. Følg med mig.“ Kromutter førte an hen til et afsides hjørne. „Start musikken igen. Her er jo alt for tavst. Dødens tåge kan ikke røre os herinde. Og alle bliver til daggry, så I kan lige så godt få det bedste ud af det.“
„Dødens tåge?“ spurgte Massel og Athma i munden på hinanden.
„Nirish,“ hviskede Jorime, så kun hendes såkaldte venner hørte det. Han eller hans håndlangere måtte have opsporet og indhentet dem. Lidt højere sagde hun: „Vi har brug for en, der kan lede os til min fars sjæl. Min far er den eneste, der kan frelse os fra dødens tåge, krig og elendighed, splid og fjendskab, men han er blevet frarøvet sin sjæl.“
Bag dem i krostuen sang det regnbuefarvede firben om kærlighed, troskab og om ensomhed, der forsvandt.
„I har heldet med jer. For aftenens underholdning er ikke blot skjald, men også sandsiger. Vores allesammens Sandsiger Simz.“ I baggrunden kunne de høre, at skjalden sang om den blå himmel og det turkise hav, om jordbærmarker for evigt under solens stråler og om kærlighed, der overvandt alt. Stemmen var dyb, hæs og melankolsk, men midt i melankolien var der håb at finde i teksten. Det var smukt, og Jorime, der normalt var stolt af, hvordan hun beherskede sine følelser, kunne mærke, at hendes øjne blev blanke af tårer. Det, der var startet som en mission uden mål, havde med ét fået retning. De måtte bekæmpe det mørke.
***
„Sandsiger Simz vil være hos jer om et øjeblik.“ Kromutter løftede sine hænder op foran ansigtet og lod som om, at hun lukkede et gardin om dem. Et tykt, lilla velourgardin faldt ned fra loftet og omsluttede dem i et lille aflukke. Man kunne intet høre fra bordene ude i krostuen, og musikken var også væk.
„Endelig alene.“ Jorime så forundret på Massel. „Du bekæmper monstre, som om du var født til det.“
„Jeg aner ikke, hvad du snakker om,“ forsøgte Massel sig. Athma forholdt sig helt tavst. Det var ikke tit, det skete, og Jorimes bekymring over kultmagerskens tanker og ikke mindst troskab tog til.
„Nu har vi danset om den grød længe, så spyt ud,“ hvæsede Athma. „Ingen besværgelser virkede, da jeg forsøgte at fremmane dem.“ Hun lød hånlig, men havde ikke grund til det. Måske var det på grund af hendes sårede stolthed.
„De kom bare til mig. Ånderne. Budbringeren tog min hånd, og jeg din, mens du stadig holdt fast i Jorime. Vi var døde, hvis ikke jeg havde …“
„Hvis ikke du havde?“ Jorime tog Massels hånd i sin. Den rystede.
„Hvis ikke jeg havde befalet, at ånderne skulle slå monsteret ihjel.“ Hans stemme var så lav, at de næsten ikke kunne høre, hvad han sagde.
„Så du befalede ånderne at dræbe, og de adlød bare?“ Jorime vidste, at shamaner kunne påkalde sig ånder både i denne verden, men også i andre, såsom i Limbo, hvor de netop havde været. Dog kunne kun virkeligt magtfulde shamaner få deres ånder til at dræbe for sig. Det løb hende koldt ned ad ryggen.
„Velkommen til Sandsiger Simz’ sandhedstime.“ Forhænget gled til side, og det smukt farvede firben kom fejende ind til dem. Alle regnbuens farver glimtede fra dets skæl, og det havde nærmest en hypnotiserende psykedelisk effekt, når hun kiggede for længe på et sted. „I har bedt om at tale med en sandsiger. Til tjeneste.“
„Mange tak, fordi du vil se os. Vi leder …“
„Hvor er mine manerer? Vi mangler da mad og drikke.“ Sandsiger Simz afbrød Jorime og slog ud med hånden, præcis på samme måde som kromutter havde skabt forhænget på. Først ramlede fire krus ned på bordet. Alle skvulpede over, og der bredte sig en liflig duft af mjød lavet på honning, druer, kanel og vanilje. Dernæst faldt et stort fad med en hel pattegris ned midt på bordet. „Det er til jer, mine gæster. Den basse der er lidt for stor til mig. Jeg foretrækker dem mindre og meget mere knasende.“ Sandsiger Simz slog en høj latter op og rakte op i luften efter en tallerken fyldt med edderkopper og bænkebidere. „Undskyld kæreste, du var ved at sige noget, da jeg afbrød dig.“ Simz vendte blikket tilbage mod Jorime.
„Tak. Vi leder efter min fars sjæl. Den er blevet berøvet, og vi har brug for min fars evner til sammen at bekæmpe mørkets kræfter, så vi igen kan få den kærlighed og fred, som du så smukt synger om.“
„Utopi,“ hvislede Athma.
„Vissevasse. Hvis man ikke tror på det eller gør noget ved det, bliver det aldrig bedre.“ Sandsigeren spiste en edderkop, der knasede godt og lukkede øjnene, mens den foldede hænderne. Lanternens lys flakkede, da Simz’ ansigtstræk fortrak sig i koncentration. Alle afventede, hvad sandsigeren ville sige.
„I har alle hemmeligheder for hinanden. Det er farligt.“ Ordene kom messende ud, og firbenet havde stadig sine øjne lukket.
„Du,“ den henvendte sig til Massel, „drømmer om at løbe væk … hjem til Nordfolket … slippe for din skæbne, men det kan man ikke. Med stor magi kommer også et stort ansvar.“
„Men jeg er ingenting.“ Massel knyttede hænderne, og Jorime kunne se, hvordan gudemærket lyste op på hans arm, som om det svarede sandsigeren for ham.
„Fortæl du dig selv det,“ svarede Athma tørt.
Jorime betragtede sine to såkaldte venner.
„Med sådan nogle venner behøver man ikke fjender.“ Simz drejede sin krop mod Athma. „Og du, kultmagerske, skal beslutte dig for, om du er med eller ej. Hvad er det, der betyder noget for dig? Vil du fuldføre missionen? Vil du sælge dine ’venner’? Er du forelsket i Jorime?“ Den fyrede spørgsmål efter spørgsmål af i Athmas retning.
Jorime fór sammen og sendte sin rejsefælle et spørgende blik, men Athma rystede bare på hovedet og så ned.
„Og Jorime.“ Jorime så direkte på sandsigeren. „Du tror, at din mission er at finde din fars sjæl, men skaberen har langt større planer med dig og dig alene. Du har endnu ikke forløst dit fulde potentiale. Det skal du først finde.“
„Men hvordan?“ Jorime, der normalt havde retning og masser af selvtillid, var pludselig i vildrede. En knitren begyndte i hendes fingre. Hun havde følt den flere gange, men efter hun havde været besat, havde hun glemt alt om følelsen. Nu var den tilbage. Det var, som om hendes fingerspidser glødede, og Simz’ ord fik fornemmelsen til at tiltage. Men Jorime vidste ikke, hvad det var.
„I må rejse sydpå. Der findes en løsning mod mørket, men det bliver ikke let. Og I skal vælge hinanden til. Stå sammen. Ellers kan I lige så godt gå hver til sit, og du kan fortsætte alene.“ Sandsigeren nikkede mod Jorime.
„Men hvor er min fars sjæl?“ Jorime kunne godt høre, at hun lød desperat.
„Sydpå.“ Firbenet åbnede øjnene og rakte ud efter sit krus med mjød, tømte indholdet og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. Derefter rejste det sig og nikkede rundt om bordet. „Det bliver to sølvstykker.“
„Du har mønterne, Jorime.“ Massel nikkede til sin mester.
Jorime spærrede øjnene op. Selv om hun var kommet tilbage til sin krop og huskede det meste, var der alligevel ting, som hun ikke erindrede, mens hun havde været i Limbo og besat. Hvad mon hun ellers ikke kunne huske? Og hvordan skulle de fortsætte deres færd, hvis de havde hemmeligheder over for hinanden?
„Værsgo’.“ Hun smækkede to sølvmønter på bordet.
„Hvis I vil rejse i nat, går der et skib fra floden.“
„Men vi kan ikke bevæge os udenfor. Dødens tåge vil omslutte os og tage os med.“ Massel, der normalt afventede, hvad Jorime ville sige, afbrød sandsigeren.
„Jeg kender en underjordisk gang her fra krostuen og næsten helt ned til kajen ved floden. Den munder ud i skoven tæt på skibene. Så skal I kun gå de sidste meter uden at blive opdaget.“ Sandsigeren afventede gruppen.
„Tør vi?“ Jorime kiggede først på Athma og så på Massel. „Og vil vi? Eller skal vi bryde op her på kroen og gå hver til sit i morgen tidlig?“ Hun sendte dem begge et bistert blik. Hvem kunne man i det hele taget stole på?
„Jeg følger med dig.“ Massel bukkede ærbødigt for Jorime.
Athma nikkede kort. „Vi skal have udryddet den sortekunstner en gang for alle. Sammen. Ingen forstillelse eller hemmeligheder. Ja, jeg er med dig og har været det hele tiden.“ Et suk undslap hendes læber. „Og vil altid være det.“
„Åh, venskab og kærlighed, jeg kan mærke en sang på vej.“ Sandsiger-firbenet smilte stort. „Skal jeg hjælpe jer til den underjordiske tunnel, inden jeg skal synge om en kærlighed, der er større end mørket?“
„Meget gerne.“ Jorime vidste ikke, hvad hun skulle sige til Athmas svar, der nærmest lød som enten et troskabsløfte eller en sand kærlighedserklæring. Det måtte de snakke om senere. Hendes egne følelser flammede som en ild i hende, men de måtte gemmes væk for nu. Varmen fra fingerspidserne bredte sig til hele kroppen.
Sandsigeren kiggede ned mod gulvet, hvor en lem, som ikke før havde været der, kom til syne. Gyldne beslag skinnede op mod dem, og en ring til at åbne lemmen med glimtede ekstra tydeligt.
„Jeg anede ikke, at det var en magisk kro, vi var kommet til,“ mumlede Athma. Lemmen i gulvet gik op, og et mørkt hul åbenbarede sig for dem. „Det er ikke en magi, der kommer fra nogen af de guder, jeg kender.“ Hun så bekymret ud.
„I får brug for lys.“ Sandsigeren greb ud efter lanternen på bordet og rakte den til Jorime. „Held og lykke og husk jeres egen magi. Især din.“
Jorime blev bekymret, for hun havde ingen magi og var afhængig af Massel og Athmas hjælp. Men for sin far og søster måtte hun fortsætte rejsen og opgøret mod sortekunstneren og mørket. Hun tog det første skridt ned ad trappen mod mørket og uvisheden.
***
Musikken blev svagere og svagere i baggrunden, indtil Sandsiger Simz’ sang forstummede helt. Der blev stille omkring dem, og i takt med at de bevægede sig dybere ned i mørket, krøb utrygheden ind over Jorime. Hun kunne høre sit eget og de andres åndedræt og hvert et skridt, de tog frem i mørket. Lanternen lyste kun få meter frem, men tunnelen var bemærkelsesværdig tør og ren. Tydeligvis var passagen stadig i brug.
„Når tunnelen slutter, og inden vi går ud, er vi nødt til at tage bestik af omgivelserne. Vi ved ikke, hvad der venter os.“ Jorime behøvede ikke at tale højt til Athma og Massel. Siden de var de eneste i den larmende stilhed, rungede hendes stemme.
„Hvordan kommer vi fra tunnelens udmunding og hen til skibet?“ Athma behøvede ikke sige uden dødens tåge indhyller os.
„Jeg kan forsøge at påkalde en beskyttelsesånd.“ Det var Massel, der talte.
Athma stoppede, og Massel, der gik bagerst, brasede ind i hende. „Forsøge?“
Jorime vendte sig rundt med lanternen i hånden og oplyste deres ansigter. „Vi er nødt til at have en klar plan.“ Hun tav, som om hun skulle tænke længe over, hvad hun ville sige. „Vi har gået på må og få, undsluppet sortekunstneren. Tiden er kommet til, at vi tager kampen op.“
„Men hvordan?“ Athma satte hænderne i siden.
„Først og fremmest passede det, som Simz sagde. Vi arbejder ikke sammen. Vil vi det samme? Massel?“ Jorime vendte sig mod ham. „Vil du hellere hjem til dine egne?“
En skygge af taknemmelighed gled over Massels ansigt. Han var ikke vant til at blive hørt. Han tjente Jorime, og den skæbne var han nødt til at affinde sig med. „Det ville jeg,“ sagde han med lav stemme, „men jeg vil gerne tage kampen op mod de mørke kræfter. Jeg tror, at jeg kan hjælpe.“
„Efter du påkaldte ånderne og dræbte monsteret, er jeg sikker på, at du er bestemt til den her mission.“ Jorime sendte ham et medfølende blik, som var ulig hende. Efter turen til Limbo og sandsigerens ord var noget forandret i dem alle tre.
„Og Athma. Jeg kan ikke finde ud af dig, men du har hængt i så længe. Jeg skal vide, om vi kan stole på dig. Du deserterer eller snigløber os ikke, vel?“ Jorime søgte Athmas blik og fastholdt det. Usagte ord, der overgik missionen, de var på, sværmede mellem dem. Endnu en varme spredte sig i Jorime, men igen var hun nødt til at undertrykke sine følelser.
„Jeg er med.“ Athma svarede klart og tydeligt.
„Godt. Tak.“ Jorime vendte sig rundt og fortsatte med at skære sig gennem mørket i lanternens skær.
„Vent et øjeblik.“ Athma stoppede Jorime med en blid hånd på hendes arm. „Hvad gør vi, når vi kommer frem?“
Frem for dem snævrede den trygge tunnel sig ind, og en trappe var kommet til syne. De skulle bevæge sig opad fra dybet, op til overfladen, op til den mørke nat.
„Hvilken magi kan vi påkalde os?“ Jorime forstod alvoren i Athmas ord.
„Jeg kan forsøge at slå et skjold om os, og hvis Massel kan påkalde en ånd, er vi dobbeltbeskyttet, men jeg ved ikke, om det virker.“ Athmas pande rynkede sig i bekymring. „Og hvordan finder vi din fars sjæl og sortekunstneren?“
„Jeg ved det ikke.“ Jorime trak opgivende på skuldrene. „Jeg ved bare, at vi må sydpå og ikke give op.“
De tre bevægede sig op ad en ujævn stentrappe. Flere steder var de ved at snuble i fordybninger i den gamle trappe, som var slidt af mange fødders aftryk gennem tiden. Selv om det stadig var mørk nat udenfor, fornemmede de straks, at luften blev friskere for hvert skridt, de tog, og snart kunne månens lys skimtes gennem et buskads forude. Der var ingen dør. Indgangen, eller udgangen om man ville, lå skjult bag et tjørnekrat.
„Det er nu,“ hviskede Jorime og slukkede lanternen, hvis lys påkaldte sig al for megen opmærksomhed. De tre dannede en rundkreds i ly af tunnelens mure og loft og tog hinanden i hænderne, men sagde ikke noget. Jorime så, hvordan Athma lukkede øjnene, og ansigtet forvred sig i koncentration. Massel vendte det hvide ud af øjnene og knejsede med nakken, så ansigtet var rettet direkte mod himlen. Jorime lukkede øjnene, men alt var sort. Hun hverken så eller hørte noget. Der var bare tavst.
Luften vibrerede omkring dem, som tusind tordenfluer, der slog kreds om dem. Det summede og sitrede, men man kunne ikke se det usynlige skjold, der omkransede den lille flok. Athma åbnede tilfredst øjnene.
„Jaren følger med os,“ hviskede Massel. „Den lover beskyttelse mod passagen til de dødes verden. Det er ikke vores tur endnu.“
Jorime og Athma udvekslede et blik, men nikkede til Massel.
„Så snart vi ser havnen og skibet, må vi skynde os,“ sagde Athma. „Jeg ved ikke, hvor stærkt skjoldet er.“ De slap hinandens hænder og gik de sidste meter op mod udgangen.
Tjørnekrattet rev og sled i deres klæder, men endelig kom de fri. Med det summende og vibrerende skjold som værn bevægede de sig langsomt frem, stoppede og orienterede sig. Skoven, de var landet i, var ikke tæt bevokset, og lidt længere fremme gennem en lysning kunne de i måneskæret se master vaje i den lette vind.
„Ret frem.“ Jorime satte i løb med Athma og Massel i hælene.
Havnen var ikke andet end en fem meter bred brostensbelagt havnefront med småbåde fortøjet til pæle. Der var kun et skib, og det måtte være det, de skulle med. Det, der krydsede strædet mod syd.
„Landgangsbroen er lige der.“ Jorime pegede på tværs af de mørke brosten. En tåge begyndte at sive. Hvorfra kunne de ikke se. Det var, som om at den stod op af alle sprækker og lagde sig som et dynd, de skulle gå igennem for at komme hen til skibet. „Bare besværgelsen holder,“ mumlede Athma.
„Og ånden er kraftfuld nok,“ tilføjede Massel.
„Fuld fart frem,“ råbte Jorime.
Athma haltede, og Jorime kunne se, at hun havde svært ved at følge med. Derfor tog hun hende under armen, støttede Athma og løb så hurtigt, de kunne, gennem tågen, hvis mørke arme de kunne mærke række op ad deres ben, trænge ind gennem tøjet og længere og længere op, til tågen lukkede sig om deres hjerter og strammede til.
Jorime hev efter vejret. Kom nu … frem, hviskede hun til sig selv.
Hun kunne se, at Massels gudemærke brændte. Hele armen var rødgul, som stod den i flammer. Jaren svævede om ham, og hun kunne høre ham messe hurtigere og hurtigere. Det var tydeligt, at dødens skygger var så kraftfulde, at de kunne knække enhver ånd og bryde selv de stærkeste besværgelser.
Endelig nåede de broen. De fortsatte med at løbe, indtil de stod på skibets dæk. Først der standsede de. Snøren om Jorimes hjerte blev løsere. Åndens messen aftog, og Athma lod skjoldet om dem falde. Massel frigjorde ånden.
Ud af mørket kom en skikkelse, som bar en sort, gulvlang kappe, til syne. Jorime håbede inderligt, at det var skibets kaptajn, men et gys løb gennem hende.
„Godaften.“ Stemmen var mørk og hæs. „Så mødes vi igen.“ Personens ansigt var dækket af kappens hætte.
Den stemme kendte hun alt for godt.
Langsomt kom kaptajnen tættere på det lille følge, løftede langsomt hovedet, men den hvide pisk af en lang hestehale afslørede, hvem skabningen var, inden de så den i ansigtet.
Massels arm blussede op igen.
Athma bøjede opgivende hovedet.
Nirish var kaptajn på skibet.
De var fanget.
Var de blevet lokket i en fælde? Eller var det tilfældigt?
Jorime mærkede den sitrende følelse tage til i fingerspidserne, og hun løftede sine hænder, kiggede på dem. Blå stråler af gnister sprang fra fingrene. Det brændte ikke, men hun kunne fornemme varmen og ildens magt, der tog til i hende.
„Ild. Du er ildkunstner. Det er din magi,“ udbrød Athma.
Illustration: Sara Kornerup Fog
Forfatter: Ulrika Louisa Bjerregaard
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller