af Thea Astrid
Massel
Skyggen hastede hen over klippevæggen og var lige i hælene på dem. Massel hev efter vejret og ilede af sted sammen med de andre gennem mørke og snævre bjerggange.
Havde sortekunstneren virkelig overlevet at blive klemt mellem klipperne? Øgleblod eller ej, det virkede forrykt, hvis det forholdt sig sådan. For han blev jo kvast ihjel? Massel havde set det med sine egne øjne. Ønsket om et endegyldigt svar vendte hans hoved, men det eneste bag dem var den jagende skygge.
„Iqzöl Jokul!“ ekkoede den dybe stemme mellem klippevæggene.
Så højt at det gav et sæt i Massel. Han snublede, og i ren refleks holdt han armene afværgende op foran sig. Inden han nåede at dreje hovedet tilbage, stødte han ind i Athma, og smykkerne i hendes hår raslede. Hun trak sig hvislende væk.
„Om forladelse!“ røg det ud af ham. Det lød mere underdanigt, end det var meningen. Han blottede sine ru håndflader mod hende.
Som forventet værdigede hun ham ikke et blik og fulgte blot i hælene på de andre. Det samme gjorde Massel og indtog rollen som bagtrop. Det blev tydeligt, at det hastige tempo var for meget for kultmageren, der haltede mere og mere. Hun og Massel sakkede bagud, og med den fart ville sortekunstneren indhente dem.
„Jorime,“ kaldte Massel.
Krigerkvinden slog hælene i jorden og svingede sig rundt.
„Hvad?“
„Athma kan ikke følge med,“ råbte han til hende og kiggede opfordrende på kultmageren. „Kom, jeg bærer dig.“
Athma standsede og øjenbrynene fløj op til hårgrænsen.
„Det kan du godt glemme alt om.“
Massel var målløs. Anede hun ikke, at der var en énhåndet galning efter dem?
Jorime fnøs og løb over for at samle Athma op, men det var ikke uden protester. De rev og flåede i hinanden som to angribende ulve.
„Stop,“ råbte Massel. „Stop nu.“
Ingen af dem ænsede ham, og idet han gjorde mine til at tage et skridt frem mod dem, forstummede deres skurrende mundhuggeri i et kort nu, og i stedet lød en sagte hvisken, der var for lav og mumlende til, at han kunne høre ordene. Diskret skævede han til begge sider og konstaterede, at ingen stod i nærheden. Athma og Jorime var stadig i gang med at skændes, og nu involverede Iqzöl og hans tjenerinde sig også. Var det kun Massel, der hørte nogen hviske?
I udkanten af sit synsfelt kunne han se, hvordan de tre ringe, som havde prydet sortekunstnerens afhuggede hånd, lyste op. Kom den sagte hvisken fra dem?
Den mørke stemme gjaldede igen og rev alle lydene tilbage omkring Massel, der i et gisp stoppede med at trække vejret. De måtte ud herfra, og det kunne kun gå for langsomt. Med ét knirkede og bragede det. Hans hjerte sprang et slag over. Under deres fødder krakelerede jorden, og lange sprækker dannede sig overalt. Han kiggede op på de andre, og ud fra deres paniske blikke at dømme måtte de uden tvivl tænke det samme som ham.
„Løb,“ råbte Massel og spurtede over gulvet, der spaltede og sprækkede og faldt ned i store stykker.
I et skrig forsvandt fundamentet under Massel, og han drattede igennem flere luftlag. Alt var sort. En susende vind piskede om hans vægtløse krop.
Massel stødte mod en overflade, der sprængtes med et stort plask. Vand sprøjtede til alle sider og lukkede sig om ham. En stærk strøm skubbede ham frem. Massel slog øjnene op, men vandet var for grumset til, at han kunne se noget som helst. Han havde ikke vidst, at han skulle tage en dyb indånding, før kroppen var blevet tvunget under vand, og nu krampede den af iltmangel. Med benene sparkede Massel sig op til overfladen og grådigt halede han luft ned i lungerne, mens lyden af brusende vand overdøvede alting. Ved hans side brød Jorime op gennem vandet med sine røde lokker klistret fast til ansigtet.
Massel så sig omkring og konstaterede, at de var havnet i en bred, underjordisk flod, hvor mægtige klippevægge tårnede sig op på begge sider. Der var så højt til loftet, at han ikke engang kunne ane det. Ikke langt bag dem gyngede Athma, Iqzöl og hans tjenerinde i takt med strømmen.
I det fjerne øjnede Massel lys, der fik ham til at smile. De havde kurs mod en munding, og snart ville de være ude af det her forbandede bjerg. De kom tættere på lyset, der var så skarpt, at Massel missede med øjnene, og da varme solstråler ramte hans hud, lo han hæst af lettelse.
***
Det var lykkedes dem at komme op ad floden og ind i skjul af et busket landskab. Massel håbede inderligt, at de var i sikkerhed her. I hvert fald for en stund. Bukserne var tunge af vand, og den kolde flod havde nedkølet hans krop, så han nu sad skælvende tilbage. Lysten til at gå ud i sollyset hev i Massel, men det var udelukket, for de anede ikke, hvor langt væk klippefolkene og sortekunstneren var. Massel frotterede sine arme, imens han overvejede, hvad der havde forårsaget, at jorden var revnet under dem. Mon Iqzöl Jokul stod bag?
Et stenkast fra Massel, ved en stor busk, stod Jorime med ryggen til og vred sit røde hår. Et sted bag de store buskadser var Iqzöl og tjenerinden i gang med at undersøge, om deres små farvede flasker var blevet beskadiget under turen i floden. Massel var taknemmelig over, at de havde hjulpet med at få ham, Athma og Jorime ud af bjerget, også selvom det var sket på en lidt alternativ måde. Spørgsmålet var, hvad der nu skulle ske.
De tre ringe sad stadig på Massels fingre. En grøn, orange og en rød. Forsigtigt fingererede han ved dem. Nu var de matte. Tilbage i bjerget havde de lyst op, måske fordi deres herre havde været i nærheden?
Massel kunne knap nok genkende Athma, da hun kom haltende fra floden draperet i sit klæde, der nu var drivvådt og fyldt med mørke pletter og snavs. Vandet havde skyllet malingen af hendes krop, og tilbage var kun antydninger. Den løsnede knold på hendes hoved hang dinglende med undslupne totter, der lignede slimede strimler af tang.
Med ild i øjnene pegede hun på Jorime.
„Du har skændet mig!“ jamrede kultmageren og rodede ved de knækkede hjortetakker i sit hår.
Det gav et gib i Jorime, der vendte sig rundt og skød kæben frem.
„Fordi du ikke er klædt ud længere? Der skal sørme ikke meget til at krænke din ære,“ sagde hun i et spotsk tonefald, som nok ikke dæmpede den i forvejen anspændte stemning mellem dem.
Athma stoppede op og knyttede sine hænder.
„Jeg trivedes med at være i mit kulthus. Jeg havde et godt liv der, men du tog mig væk derfra, din kælling,“ smældede Athma. „Du har slæbt mig igennem den ene fare efter den anden. Aløv fordømme dig. Nu vil jeg have en forklaring. Hvorfor kidnappede du mig?“
Jorime brød deres øjenkontakt og kløede sig i det våde hår. Hendes mund indikerede, at hun vendte ordene et par gange inde i hovedet, før hun endelig gav dem lyd.
„Min familie og jeg har brug for din hjælp.“ Hun lod sit udmattede blik glide op på kultmageren. „Det var ikke kun min fars titler, som blev taget fra ham dengang…“ Stemmen ebbede ud i et knæk. Massel fik en klump i halsen, da han indså, hvor hårdt Jorime kæmpede for at holde tårerne tilbage. I al den tid, han havde kendt Jorime, mindedes han ikke at have set hende sådan. Hele Massels krop higede efter at omfavne hende, men han vurderede, at det nok ikke var det bedste træk.
„Sortekunstneren fordrev min fars sjæl, og kong Toron gjorde ingenting. Ingen greb ind.“ Jorime gestikulerede hastigt scenariet med sine hænder, og det skrappe tonefald fik Massel til at krybe sammen, trods han godt vidste, at udbruddet ikke var rettet mod ham. „Nu ligger min far livløs i sin seng. Sjælløs. Han sover aldrig. Han stirrer bare på os. Giver hæse strubelyde fra sig, som om han ønsker at fortælle os noget.“
Det stramme udtryk i Athmas ansigt opløstes, og i stedet løftede hun et bryn.
„Er det dét, det handler om? Er det derfor, at du har forvildet dig og din tjener igennem alt det her? Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan hjælpe dig. Mine kræfter er opbrugt.“ Hun skottede over til Massel.
Hvad skulle det betyde?
Opgivende slog Athma ud med armen. „Så det var altså din store plan, Jorime? Du er mere tåbelig, end jeg troede.“
„Det var Maromes plan.“ Ordene kom ud som en svag hvislen mellem Jorimes sammenbidte tænder. Massel var i tvivl, om Jorime ikke ønskede, at Athma skulle høre det.
„Det gør det ikke bedre,“ verfede kultmageren hende af.
„Du ved, at min far kan hjælpe os med at stoppe sortekunstneren.“ Jorimes stemme steg i styrke, og det slog mod Massels bryst.
„Jeg har ikke noget imod sortekunstneren.“ Den lille trækning i kultmagerens mundvig emmede af skadefro og udfordrede tydeligt Jorime. Massel kunne se, at hun brugte alle sine kræfter på at besinde sig.
„Lad være med at lyve. Du må da også være blevet overrasket over at se ham hos klippefolket. Det beviser, at han kan infiltrere alt. Som en smitsom rotte forgifter han alle omkring sig. Jeg beder dig, Athma. Kom med os. Jeg ved, at det er barnemad for dig at påkalde en sjæl.“ Jorimes hurtigsnakkende stemme dirrede af ulmende panik, og sjældent havde Massel oplevet hende så oprevet. Usikker. Nu forstod han, hvor vigtig Athma var. I al denne tid havde Jorime prøvet at underspille kultmagerens rolle. Handlede det om, at Jorime måske ikke ønskede at fodre Athmas i forvejen høje selvtillid?
Med en besk mine løftede Athma hånden for at standse Jorimes ordstrøm.
„Spar mig for dit ævl. Du aner ikke, hvad du taler om. Og du glemmer en essentiel detalje. Den magi, som sortekunstneren benytter, er svær at bryde med, især når din far ikke er normal,“ påpegede hun.
Massel iagttog, hvordan Jorimes underlæbe bævede. Det virkede på Athma, som om slaget allerede var tabt. Tilfældigt, sådan føltes det, landede kultmagerens øjne på Massel, og det gav et sug i maven, så han veg et halvt skridt tilbage.
„Jeg får brug for din ligæders hjælp, Jorime.“
Massel trak brynene sammen og så på Jorime, der vendte sig væk. Prøvede hun at undgå ham? Det gav ham en dårlig fornemmelse. Et eftertænksomt smil spredte sig på Athmas læber.
„Du har ikke fortalt ham sandheden om hans kræfter?“
Jorime stod med ludede skuldre og sænket hoved. Det fik rynkerne til at danne sig i Massels pande. Med tiden havde han og Jorime opbygget et tæt bånd og betroede hinanden alt. Eller gjorde de? De små hår i hans nakke rejste sig, da Jorime skævede til ham og skrabede i jorden med foden.
„Hvad taler hun om, Jorime?“ spurgte Massel.
Rundt om en af de store buske kom Iqzöl og tjenerinden vadende med vådt tøj klaskende mod deres lavstammede kroppe. Med ét fik Jorime travlt med at rette skuldrene tilbage.
Iqzöls forventningsfulde blik gjorde allerede Massel en smule træt.
„Mine frænder fra øst er i gang med at invadere klippefolket, men kender jeg Nirish ret, slipper han væk. Det gør han altid,“ fastslog Iqzöl og knejsede. „Vi må tage til Kurat og slutte os til sumpdværgene.“
Den lave kultmager forspildte sørme ikke tiden. Det fik Massel til at sukke indeni. Han var stadig omtåget og drivvåd. Alt det, som de allerede havde været igennem, havde han knap nået at bearbejde, og der var fortsat intet spor af budbringeren. En underlig længsel summede i Massels bryst.
Han dumpede ned på jorden og orkede ikke at svare Iqzöl, men heldigvis antydede Jorimes læber, at hun havde et svar på vej. Hun satte hænderne i siden.
„Nej,“ bed hun. En fure satte sig mellem øjnene på Iqzöl, og tjenerindens mund åbnede sig på klem over den bratte afvisning. „Min familie har et udestående med Nirish, som kræver, at jeg tager mod syd sammen med de andre.“ Jorime skimtede til Athma og Massel, mens hun lagde hånden på øksen i bæltet. Hun så tapper ud, men Massel kunne ane desperation flakke i øjnene.
Der blev udvekslet mange blikke mellem Iqzöl og tjenerinden. Før de nåede at sige mere, kom Athma dem i forkøbet.
„Sortekunstneren har fordrevet Jorimes fars sjæl. Hun tror, at Massel og jeg kan tilbagekalde den,“ jappede hun med en hovmodig klang, som troede hun ikke selv på projektet.
Ud af øjenkrogen kunne Massel se, hvordan Jorime vred sig i arrigskab over kultmagerens udlægning.
Jorime rankede sig og kiggede stolt på Iqzöl.
„Min far kender sortekunstneren bedre end nogen anden.“
Til Massels overraskelse nikkede Izqöl til hendes ord.
„Vi har brug for alle de allierede, som vi kan få.“
„Min far kan også bruge sortekunstnerens ringe,“ tilføjede hun og nikkede over til Massel, der ubevidst var begyndt at pille ved de stjålne artefakter på sin hånd. Han stivnede og samlede hænderne bag på ryggen.
Iqzöl udvekslede atter blikke med sin tjenerinde, inden han tog Athma og Massel i øjesyn.
„Kan I få sjælen tilbage i hendes far?“
Athma korslagde armene.
„Jeg er kultmager, men opgaven er farefuld.“
Den kommentar forvandlede Iqzöls mund til en smal streg, og i stedet så han fordringsfuldt på Jorime, mens han lavede et kast med hovedet over til Massel.
„Og din unge tjener er villig til at sætte sit liv på spil? Er han indforstået med vovestykket?“
I et par sekunder havde Massel øjenkontakt med Jorime, før en trækning gled hen over hendes ansigt, og hun vristede blikket væk. Det var blot med til at bekræfte, at det, som Athma havde sagt tidligere, var sandt. Der var mere til planen end blot at finde kultmageren.
Massel spændte i kæben. Den gentagende omtale af hans kræfter fik ham til at sitre. Fra nu af nægtede Massel at blive ført rundt i manegen som en uvidende køter. Hvor var de brovtende at behandle ham sådan. Han skød brystet frem og betragtede dem med smalle øjne.
„Du skal fortælle mig sandheden, Jorime. Hvilke kræfter snakker de om? Hvilket vovestykke?“ raspede han.
Med et angrende blik kiggede Jorime på ham. Det lignede en kamp for hende at adskille læberne.
„Marome påstår, at du er efterkommer af shamanerne.“
Massel stirrede på hendes mund, mens ordenes egentlige betydning langsomt sank ind. Shamaner. Navnet på folkefærdet gav en rislen ned ad ryggen på ham.
„Hvorfor har du ikke sagt noget?“ spurgte han sagte.
Han ventede på en uddybning, der aldrig kom.
Athma himlede med øjnene, som var svaret indlysende.
„Fordi det kan koste dig livet at bringe sjælen tilbage i Jorimes far. Derfor.“
En kvalme rørte på sig i Massels mave.
„Nej, det hænger ikke sådan sammen,“ indvendte Jorime, og dog lød hun for famlende til, at Massel blev overbevist. Det virkede til, at hun godt selv var klar over det og stoppede sin indsigelse. „Det er ikke sikkert…“ Hendes stemme blev lille. „Vi ved det ikke med garanti.“
„Men der er en risiko?“ spurgte Massel direkte.
Der kom intet svar.
Han stønnede sagte. Ham som altid havde forsvaret hende og stået bag hendes ryg. Erkendelsen fik ham til at bide sig selv hårdt i tungen, og han skar ansigt over smagen af blod, der bredte sig i munden.
„Undskyld, Massel. Jeg skulle have sagt det noget før. Jeg ønskede ikke at skræmme dig,“ prøvede Jorime at forklare.
Tårerne steg op i hans øjne. Kvalmen slog som bølger nede fra maven og op mod halsen.
„Hør her, lad os nu ikke tage det ilde op,“ mæglede Iqzöl, mens ham og hans tjenerinde flankerede Massel.
Jo tættere på de kom, jo mere intensiveredes hans kvalme. Med ét satte han i løb. Væk. Ind mellem buske og træer. Langt væk fra Jorime. Dem alle sammen. Afsløringen udtørrede Massels mund. Et godt stykke væk standsede han og støttede sig til det nærmeste træ, mens han slugte luft. Hans fingre gled hen over træets ru overflade.
Massel forsøgte at få sandheden om sit ophav til at bundfælde sig. Det gav ingen mening, at han skulle være en efterkommer af shamanerne. De var så ulig ham. Levede anderledes. Deres magi var dyster, sagde man. Uhyggelig.
Og Jorime havde haft skumle planer om at misbruge ham. Ikke seksuelt, men ved at udsætte ham for fare. Hvor havde han dog været naiv. Hvert åndedrag, som han foretog, var med en grådkvalt skælven.
Da nogen rømmede sig bag ham, fór han sammen og drejede rundt.
Midt mellem træstammer og buske stod Athma. Hvordan var hun kommet så tæt på uden, at han havde hørt hendes halten? Det forventede fjendskab i hendes øjne udeblev. Alligevel var det ikke nok til at afvæbne Massel, og tilsyneladende var Athma forberedt, så hun værgede for sig.
„Om forladelse,“ sagde hun uden skyggen af spot eller eder. „Det gør mig ondt, at Jorime og hendes søster har løjet for dig.“ Hun vippede med skulderen. „De har ført os bag lyset, Massel.“ Hun rodede ved sit hår.
Bag et af træerne tittede budbringeren og stirrede på dem med sine mælkede øjne. Massel gøs. Det undrede ham, at det lille væsen var dukket op nu. Hvorfor her? En kulde smøg sig om hans krop, og han skyndte sig at flytte blikket over på kultmageren, der uanende talte videre:
„Du skylder ikke Jorime og hendes søster noget som helst. Du behøver ikke at ofre dit liv for deres skyld.“ Athma fiskede knækkede hjortetakker ud af sit hår. Massel havde svært ved at vænne sig til hendes afdæmpede fremtræden, og da budbringeren langsomt gled ned på alle fire og kravlede over til dem, hikstede han halvkvalt.
Athma fulgte Massels blik.
„Dit gudevæsen var meget fængslet af mit kulthus, Massel. Jorime og diverse udyr rev os væk derfra, inden vi kunne finde ud af hvorfor. Jeg ved, at du er nysgerrig efter svaret. Måske kan kulthuset lære dig mere om dit nyopdagede shamanophav?“ Hun så roligt ned på budbringeren, der stillede sig ved hendes side. „Lad os tage tilbage. Ringene kan beskytte os.“
En klump kradsede i Massels hals.
„Hvad med Jorime? …“ Hans ord døde ud, og ringene hviskede igen. „Og sortekunstneren?“
Højtideligt samlede Athma hænderne foran sit skød.
„Det er ikke vores byrde eller forpligtigelse. Du har allerede gjort nok for Jorime og hendes familie. Og hvad er takken? De vil udnytte dig til at vække en olding, som alligevel ikke kan hjælpe,“ sagde hun.
Tanken om at drage tilbage til kulthuset var fristende. Massel huskede budbringerens interesse. Dens forekomst var altid et tegn fra guderne, og nu stod den her. Det kunne umuligt være et tilfælde. Så hvorfor tøvede han?
Det føltes forkert at forlade Jorime …
Krigerkvinden havde forbrudt sig mod ham! Det bånd, som de havde opbygget gennem årene, var, fra hendes side, baseret på løgne. Han kunne ikke stole på hende. Nok tjente han hende, men i sidste ende måtte han lytte til sine guder, selvom han undrede sig over, at de pegede ham i retningen af Athma.
Kultmageren lagde hovedet på skrå.
„Så … hvad siger du?“
Illustration: Trine T
Forfatter: Thea Astrid
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller