af Mikkel Wendelboe
Athma
Hun havde hørt om dem.
Toppen af det afpillede kranie skrabede imod det sodede loft. De tomme øjenhuler flød over af gullig væske.
Af noget magisk at være så besad den en næsten farverig tekstur. Det var sjældent, så det bed hun mærke i.
Dens tilstedeværelse alene gjorde det svært at få luft. Athma kæmpede for at få adgang til sine lunger. Massel tog et skridt tilbage med hånden om sit lysende kættermærke, og hans budbringer fulgte modvilligt med. Den lod til at være splittet imellem sin forkrøblede interesse for Athma og det, der var kravlet frem af jorden.
„Hvad er der dog sket her?“ hvæsede Massels stemme.
Athma svarede ikke. Mest fordi hun ikke var sikker. Hun blev nødt til at opretholde en facade. Guderne forventede det af hende. Især over for noget som ham!
Massel messede noget på sit ækle tungemål. Blasfemi. Helligbrøde! Alene hans tilstedeværelse var nok til at få galden til at melde sig i hendes svælg. Guderne var rasende. Båndet til dem flimrede, så længe han og hans blasfemiske vanskabning var i nærheden. Det var en hån! Det måtte være ham, der havde fremmanet væsnet ved døren – eller slæbt det med sig.
Mægtige Aløv, hør mig!
Der var stille. Kun flimrende stik i hendes hoved.
Væsnet ved døren vred sig. Bevægede lemmerne i asynkrone ryk. De enkelte sener, der fæstnede kraniet til resten af kroppen, spændtes og slappedes, som de massive kæber skiftevis dinglede op og lukkede i. Kløerne på de abnormt lange forben skrabede imod gulve og vægge. Lugten fra skabningen var en sur blanding af råd og fordærv, der rev i næsen.
En dybstrejfer …
„ATHMA! MASSEL! HVAD KAN I SE?“ Jorimes stemme buldrede atter. Denne gang endnu mere febrilsk.
Athma lod kæmpehoren skælve. Hun lå, som hun havde redt.
„Dybstrejfer. Det er, hvad I kalder dem, tror jeg.“ Massel svarede sin ejer.
„Hvad?!“ Jorime knugede hårdere om øksen.
Athma tyssede på dem begge. Hun mærkede samtidig en sveddråbe bane sig vej ned igennem det hvide kridtlag på hendes pande. Det kildede. Mindede hende om hvor letpåvirkelig hendes fysiske krop var.
Dybstrejferen flyttede på sig, men den lod ikke til at ville væk fra døren.
„Jeg ved, hvad der skal til for at fremmane en dybstrejfer, kultmager!“ Massels stemme lød mere ru. Han kiggede forfærdet og rasende på Athma.
Hun havde ikke tid til hans spot. Hun havde indtil videre ladet ham trække vejret, for det burde han være taknemmelig. „Hvad rager det mig? Hvis jeg vil høre din mening, ligæder, så dræner jeg dig og spørger dit kadaver.“
Dybstrejferen rørte igen på sig. Dvask som en skødesløst ført marionet tiltede kraniet ned for at tage Massels misfoster i øjesyn.
Den forkrøblede barneskikkelse veg ikke, men vendte sig gentagne gange imod Massel.
Spurgte den om lov til noget?
Athma kneb øjnene sammen. „Kan den angribe? Du kan få den til at angribe, kan du ikke? Du skal ikke lyve for mig!“ Hun gjorde sin stemme hård. Det var længe siden, hun havde bekymret sig om sin måde at sige ting på. Hun var gudevalgt. Hendes ord var altid vigtige, det var ligegyldigt, hvordan de blev sagt.
„Du skal ikke snakke sådan til ham! Fatter du det?“ Jorime hævede stemmen. Ved døren lod dybstrejferen til at tøve foran budbringeren.
„Hvor vover…“ Athma skummede af raseri.
„Hold nu bare kæft, Athma! Massel, beskriv dybstrejferen for mig.“ Jorime svedte. Dråberne lavede kanaler i støvet på hendes bryske fjæs.
„Den rører loftet.“ Massel bakkede endnu et par centimeter.
„Ved Mastøjs ånde …“ Jorime slugte resten af sin ed.
Athma forstod hvorfor. Dybstrejferen var over tre meter høj, og dens kranie lod til at være stjålet fra en bjørn af en art. En børstebjørn, formodentlig. De var sjældne, men de fandtes i højderne. Dens krop mindede i base om et menneske, der slæbte sig afsted på alle fire. Både for- og bagben var unaturligt lange, og endte i kroglignende kløer. Pelsen hang i totter de steder, hvor der ikke var frit udsyn til knogler, kød og indvolde igennem den rådne hud.
„Jordbundne menneskesjæle. Åndeofre!“ Massel hostede.
„Det burde lige være noget for en vantro som dig. Barneskænder,“ hvislede Athma.
„Det er jo absurd!“ Jorime stampede i jorden.
Massel skævede til Athma. „Hvem har manet den frem, hvis du ikke har?“
„En der var ligeglad med sin egen sjæl. Og andres for den sags skyld“ knurrede hun irriteret.
Lyden af noget, der landede på taget af værkstedet, afbrød hendes tanker. Flere lyde fulgte hurtigt efter. Bump, basken og rallende skræp.
„Forbandede skældyr!“ Jorime hev efter vejret.
„Der er mange,“ konstaterede Massel.
Det gav sig selv.
„Klippefolket er nær. Hvorfor angriber de ikke?“ Jorime lod til at spørge sig selv.
„Klippefolket kan fornemme strejferen,“ sagde Athma.
„Kan de have manet den frem?“ Massel spurgte med en stemme, der dirrede.
„Så havde vi set dem nu. Hvorfor skulle de være bange for deres egen skabning?“ gættede Athma.
„Hvor farlig er en dybstrejfer?“ ville Jorime dernæst vide. Hun var tydeligvis i tvivl om, hvilke af de mange skrækhistorier om de forbandede væsner, hun kunne stole på.
„Det kommer an på dens formål. Og hvor meget fremmaneren betalte.“ Athma var selv i tvivl. Hun havde hørt om dybstrejfere, men aldrig drømt om at skulle se en. Slet ikke her hvor hun vogtede. Et skud jalousi skød igennem hendes bryst. Det var ingen sag for hende at fremmane støjheste. En dybstrejfer var noget andet. Dét ville være en gerning, der var guderne værdig …
Aløv, du høje, hør mig!
Intet.
„Der skal en mægtig magiker til at fæstne og sammensætte en dybstrejfer,“ forklarede Massel over skulderen.
„Sortekunstneren …!“ Farven veg fra Jorimes ansigt.
„Så har den været her længe.“ Athma knyttede hænderne. Hvordan havde den holdt sig skjult for hende? Den måtte med vilje have undgået kulthuset. Hun skar tænder.
„Hvorfor angriber den ikke?“ Massel pegede på dybstrejferen.
„På grund af din budbringer.“ Athma hentydede til barneskikkelsen. Dens tomme blik gav hende ubehag, men der skulle mere end en blasfemisk klump magi til at ryste de eneste sande guders udvalgte. Selvom hun måtte indrømme, at der skulle en potent mængde magi til for at holde en dybstrejfer væk. Hun kunne ikke undervurdere Massels vanskabning. Hvad han havde gjort for at fremmane den, gav hende lyst til at sprætte ham op og æde hans spaltede sjæl.
Budbringeren tog et par vraltende skridt frem. Dybstrejferen vred sig og hvæsede.
„Jeg bliver vanvittig af det her!“ Jorime brød igen ind.
„Du har bragt det over dig selv.“ Athma havde vigtigere ting at bekymre sig om end Jorimes klynkeri. Hele sit liv havde Athma arbejdet på at nå hertil. Nu så det hele ud til at forsvinde imellem fingrene på hende. Hun havde ikke gjort alle de ofre forgæves. Gudernes gunst var hendes! Aløv var hendes alene! Det skulle ingen ligædere, strejfere eller forbandede klippefolk ændre på.
Hvordan var det kommet så vidt?
Det hele var blevet vendt på hovedet, og nu stod hun i den her nedværdigende situation. Afskåret fra sine guder. Ude af stand til at føle deres kælende fingre imod huden. Den fysiske belastning, der havde været hende fremmed så længe, fik hende til at hive efter vejret. Legemlig smerte var vammel. Hun havde holdt sig fra den i så lang tid, at den føltes som en uvelkommen parasit. Lyde, smage og lugte. Surt, svedigt og fjendtligt. Det føltes overvældende atter at skulle forholde sig til.
„Hvordan kommer vi ud?“ Jorime så sig omkring i den beskedne bygning.
„Kan du løbe fra klippefolket, hvis først vi kommer udenfor, store dyr?“ Athma bed sig i læben.
„Kan du? Hvad vil du ellers gøre? Vil du have, jeg skal kæmpe imod en fjende, jeg ikke kan se? Så tager jeg den angriber, jeg kan se til hver en tid.“ Jorime rykkede sin massive venstrehånd op ad øksens skaft til lige under dens hoved. Hendes øjne var hårde og stålsatte.
Så forbandet simpel! Athma forstod hende ikke. Hun forstod ikke nogen af de levende efterhånden. Hun havde ikke brug for dem.
„Kan du bortmane en dybstrejfer?“ Massel flåede Athmas blik til sig.
„Hvis klippefolket fornemmer, at strejferen er væk, er vi døde. Opsprættede, besudlede og det, der er værre. Det er vi nok snart alligevel.“ Athma holdt sit kontrollerede toneleje. Et træk hun havde mestret til perfektion. Det var et bedre svar end et blankt nej.
Bortmane en dybstrejfer, en dødens budbringer …
En dybstrejfer var et mægtigt væsen, hvis tjeneste blev betalt med fremmanerens sjæl. Og alle de sjæle man kunne hælde oveni. For evigt fæstnet til sit ophavs ønske.
Athma havde hørt advarslerne om dem utallige gange.
Processen med at blive gudevalgt havde været fuld af advarsler. Advarsler om støjheste, advarsler om jar, men hun havde haft for travlt til rigtigt at høre efter. For travlt med at glæde sig til et ophøjet liv. Mager-ceremonierne var fløjet afsted, og hun var fløjet med.
Udvalgt! Hende og ingen andre! Hun havde svælget i udsigten til, at de endelig ville se, hvad hun virkelig var værd! Hvad hun altid havde været værd. Alle dem der havde spottet, spyttet, hånet og kommanderet med hende.
Siden kom alt det andet.
Stemmerne i mørket. Magien, den sjælelige smerte og klarsynet. Guderne havde udvalgt hende, og det forpligtede. Hun måtte udholde, hvad end de udsatte hende for. Måske forvoldte de smerterne, men de var også en vidunderlig lindring. Hendes Aløv hviskede hende beroligende ord i ørene. Alle advarslerne havde hun for længst glemt. Aløvs kærlighed og kærtegn var det eneste, hun lyttede til. Han var måske Bedragets Gud, men for hende var han lyset og sandheden.
Flere reptilfugle fik taget til at give sig med et knagende suk.
„Jeg hader dem,“ knurrede Jorime.
„Klippefolket kan mærke, at strejferen ikke har fortæret os. Det gør dem modigere,“ sagde Athma. Hun vidste, at de jernklædte aldrig lod sig afskrække ret længe.
Lyde af dyr i støvet ålede sig ind til dem. Sekundet efter skrabede den første reptilfugl imod murværket. Et snerrende skræp fulgte efter. Det var dybt. Mindede næsten om et brøl.
„Reptilphorus.“ Athma sagde ordet intuitivt.
„Hvad? Det mener du ikke.“ Jorime bakkede tilbage mod væggen.
„Bestemt.“ Athma forstod ikke, hvorfor det var så svært at tro på. Klippefolkets vældigste reptilfugl var ikke noget, man lavede sjov med. Den var en modstander, selv magiske skabninger undgik.
„Hvad er det her for et sted …“ hviskede Massel. „Tia’Mazé.“ Han skævede igen i vejret.
„Vi skal ud herfra. Nu!“ Jorime spyttede ordene ud. „Dybstrejferen angriber ikke, siger I?“
„Det ser ikke sådan ud,“ svarede Massel og skævede til sin budbringer, der stadig stirrede uudgrundeligt fra ham og til Athma.
„Ligæderen bør blive tilbage og holde den i skak med sin budbringer.“ Athma målte ham med øjnene. Så kunne han måske bruges til et eller andet og ende sit ækle liv hurtigt og snart.
„Der må ikke ske ham noget!“ Jorime drejede hovedet. „Der må være en anden udgang. Massel, din budbringer holder strejferen hen. Athma! ATHMA! Kom her. Gør som jeg siger, eller vi efterlader dig her!“ Jorimes stemme steg i diskant, som hun fik snakket sig varm.
„Manglende respekt for mig, er manglende respekt for dine guder!“ Athma hvæsede rasende.
Sekundet efter flækkede et lysglimt hendes hoved fra øre til øre, da Aløvs hvisken et kort øjeblik trængte igennem tågen, som Massels tilstedeværelse havde lagt over hende. Hendes sjæl vred sig i smerte. Hun udstødte et støn, en gurglen, og fråden havde meldt sig i mundvigen, før hun genvandt kontrollen. Den åndelige smerte tordnede rundt i kroppen, men hun havde lært at bevæge sig med den. Håndtere den og ånde med den. Den gav klarsyn.
Jeg hører dig, min Aløv!
„Jeg kan få os ud herfra.“ Athma tiltede hovedet på skrå.
„Så spyt ud eller jeg tæver det ud af dig!“ Jorime knyttede en næve. Hendes åndedrag tordnede afsted.
„Tiltal mig som du skal, Jorime Harosdatter! Din dyd har du måske kastet bort for længst, men du husker vel dine manerer?“ Athma kneb øjnene i.
„Du skal ikke snakke sådan til hende! Vi satte vores liv på spil for at redde dig!“ Massel hævede stemmen. Den knækkede over. Skulle han forestille en gudevalgt?
Ynkeligt.
„Kan din vantro redde os, monstro, ligæder?“ Athma slikkede sig om læberne. „Kan du og din … legemliggjorte udåd få din ejer og dig selv ud herfra? Nej? Så lyt efter. Jeg havde aldrig behov for at blive reddet.“ Hun pustede hårdt ud igennem næsen. „Bryd døren ned.“
„HVAD?! Du er syg i skallen, kælling …“ Jorime kunne ikke skjule sin foragt.
„Lad dem udrydde hinanden.“ Athma kneb øjnene i. Hun forstod ikke kæmpekvindens reaktion. Kunne hun måske se andre udveje?
Ved døren rørte dybstrejferen igen på sig, men den angreb stadig ikke.
„Og hvad så når de forbandede fugle kommer væltende herind?“ knurrede Jorime.
„Dybstrejferens magi skulle klare de fleste af dem.“ Athma affærdigede hende ligegyldigt med hånden. I sit hoved forsøgte hun at finde en måde, hvorpå hun kunne slippe tilbage til sit kulthus. Måske hun kunne være så heldig, at klippefolkene ville dræbe Massel og Jorime for hende.
„De fleste? Du er rablende vanvittig. Er du klar over, hvad en Reptilphorus er i stand til?“ Sveden tapløb ned over Jorimes simple ansigt.
„Lyt til mig eller dø, Jorime. Mastøj venter, og jeg garanterer dig, at der er en plads ledig i hendes skørter til dig!“ Athma stak sine ord ind, hvor hun vidste, der ville være størst effekt.
„Jeg frygter ikke dybet.“ Jorimes ansigt blev blegere.
„Men du frygter noget andet?“ Athma trak mundvigen op i et triumferende smil. „Du frygter at ende der, før noget er tilvejebragt?“ Hun gættede, men fornemmede at hun ramte plet.
Jorime åbnede munden. Et øjeblik lignede det, at hun skulle til at råbe noget mere, men det blev til et apatisk gylp. Derefter strammede hun grebet om øksen. „Bryde døren ned, siger du?“
Athma nikkede. „Når der er frit, så beordrer du dit misfoster til at rydde dybstrejferen af vejen for os.“ Hun snakkede til Massel uden at kigge på ham.
„Jeg … Jeg ved ikke om jeg kan.“ Han rystede og søgte hjælp hos Jorime.
„Så svag! Historierne om jeres formåen har været overdrevne. Gør det eller vi dør.“ Athma knurrede irriteret. De burde bare gøre, som hun sagde. Hun talte gudemål. Talte for dem og med dem.
Brædderne i døren knagede, og endnu et brøl trængte ind.
„Dine vage guder være os nådige, Athma.“ Jorime hævede øksen over hovedet. Hendes seje overarme dirrede, inden hun hvirvlede våbnet afsted imod døren af al kraft.
Den strøg lige igennem dybstrejferen og åd sig ind i det sodede træ med et knagende smæld. Her blev den hængende et øjeblik, inden en flænge skød ud fra den opståede sprække. Lynhurtigt løb den i hele dørens længde og svækkede konstruktionen nok til, at den ikke længere kunne stå imod. Der lød endnu et brøl, så et brag, og så splintrede døren. Lyset dansede i flakkende kaskader ind til dem. Glimt af kobber og bronze dansede, som flaksende reptilfugle fyldte dørrammen.
„TILBAGE!“ Jorime skreg og greb fat i Athma. Massel sprang efter dem. Den første reptilfugl var allerede skudt ind i lokalet. Den passerede lige igennem dybstrejferen, der rallede halvkvalt. Fuglen skræppede, sitrede og stivnede så i luften. Inden den ramte gulvet, var kød, sener og muskler ætset af, så kun det nøgne skelet var tilbage.
„Dødens tåge. Dybstrejferens våben,“ forklarede Athma interesseret. Hun havde hørt, hvad en dybstrejfer var i stand til, men hun havde ikke forestillet sig, at det ville være så effektivt. Det gibbede i hende for at eksperimentere med at skabe en selv.
Flere reptilfugle skød igennem døren. De var en sky af skæl og tænder, men dybstrejferens legeme opløste dem i flugten. Knogler og kranier hvirvlede omkring i værkstedets indre. Klippefolket havde åbenbart intet problem med at ofre deres flyvende bæster.
Massel bekræftede dybstrejferen med en grimasse. „Dødens tjener opløser alt levende. Dens nærvær er en dør til Det Tredje Rige,“ sagde han lavmælt. Han tog sig samtidig til sin tatoverede arm.
Athma betragtede ham og hans misfoster.
Hun kunne mærke symbiosen imellem dem som et parasitisk bånd. En aftale skrevet med skænd og helligbrøde. Han var hendes fjende. Hun måtte aldrig tilgive, hvad han havde gjort.
„Phorus …“ hviskede Jorime.
En ny skygge dækkede for dagslyset uden for døren.
„Hvad er det?“ Massel hev efter vejret.
„Klippefolkets bevingede tjenere kommer i alle størrelser.“ Athma bevarede sin kølige stemme, skønt hun mærkede guderne hviske ved synet af klippefolkets mest frygtindgydende marionet.
Det var endnu en fugl med matgyldne skæl, men den måtte bukke sig for at kigge ind i værkstedet. Vingerne på dyret var for små til at flyve med, men en Reptilphorus behøvede dem ikke. Den balancerede på sine massive bagben, der hævede det gigantiske hoved mindst fire meter over jorden. Næbbet kunne knuse en voksen mand, og det var besat med rækker af lange savtakkede tænder. Den var ikke så kompleks som de mindre, flyvende reptilfugle, men den var et væsen skabt komplet til at lemlæste.
Phorusen tøvede i døren. Den fornemmede dybstrejferen. Endnu et dybt brøl rullede ud af næbbet.
„Den fornemmer byttet.“ Jorime tyggede sig i læben. Hun svedte mere end nogensinde.
Athma tyssede på hende. Det her fascinerede hende. Et direkte opgør imellem noget af det mægtigste, magi kunne frembringe, og den perfekte dræbermaskine af kød, blod og skæl. Det var i gudernes interesse. Hun kunne mærke, at Aløv kiggede med.
Phorusen bankede til dørkarmen med næbbet. Det fik støvet til at regne ned fra loftet.
Dybstrejferen hvæsede rallende.
„Står strejferen endnu foran døren?“ spurgte Jorime.
Massel nikkede.
Øjeblikket efter eksploderede væggen bag dem i en kaskade af splinter og murbrokker. Solens stråler dansede ind og blandede sig med støvskyen, der rejste sig.
Athma mærkede Jorimes arm om livet, som hun trak hende og Massel med sig til højre. I sidste øjeblik, inden en anden Reptilphorus’ kæber tordnede sammen, hvor de havde stået. Den var braget igennem den bagerste væg og var kravlet halvt ind i bygningen.
Ved døren blev udsigten til bytte for meget for den første fugl, der trodsede dybstrejferen og kastede sig fremad. Den rev karmen med sig. Det meste af taget regnede ned.
Athma stønnede over et slag i panden. Blodet klukkede frem. Støvet krogede sig ned i hendes svælg, så hun bukkede sammen i et host. Spyt og savl drev af hendes hage.
Hendes blik fandt den Phorus, der havde været i kontakt med dybstrejferen. Selvom kødet var ætset halvt af dens hoved, og de gyldne skæl var smeltet ned på gulvet, så bed og snappede den stadig.
Hvis hun skulle fremmane en dybstrejfer en dag, så skulle den være stærkere end denne her. Det kødelige måtte ikke være i stand til at vinde over det magiske.
Massel var hurtigt på benene. Han var adræt og veg behændigt uden om endnu et bid.
„Kom!“ Han trak Jorime op, og sammen fik de Athma med.
Den intakte Phorus, der var brudt igennem væggen, bed og snappede efter alt, der rørte sig. Dens dunst af råddent kød gjorde Athma svimmel. Hun havde ikke savnet sine sansers voldsomhed. Hun afskyede dem. Kløerne på fuglens massive bagben søgte efter noget af holde fast i og flåede gradvist hullet i værkstedet større.
„Kan vi komme ud der?“ Massel hev efter vejret.
„Ellers dør vi her,“ sagde Athma monotont.
Det smældede i hele hendes krop, da den smeltede Phorus rev hovedet til siden og sendte dem flyvende ind i væggen. Jorime råbte, da muren gav efter.
Lyset blændede, og det gik det op for Athma, at de var udenfor og fløj igennem luften. Hun gled ud af Jorimes greb med et hvin. Ramte en klippeblok. Så en busk. Hun skreg, selvom hun ikke ville. Busken rev furer i hendes hud, inden hun ramte jorden på ryggen og rullede rundt. Et host trængte over hendes læber, og smerten fra sår og småskrammer hvirvlede igennem hendes krop.
Det var længe siden, hun havde mærket smerte så fysisk. Hun kunne ikke holde et pibende støn tilbage. En dyb indånding sendte endnu engang støv ned i hendes lunger. Hendes klæder var flængede, og hendes velsignede prydelser var bulede, skrammede eller revet af.
„Athma!“ Jorimes stemme gjaldede.
Athma forsøgte at finde hende med øjnene. Endnu engang blev hun mindet om, hvor svag hendes kødelige krop var. Hun hadede den følelse. En dag ville hun forene sig med Aløv og forlade sit overflødige hylster.
Noget borede sig ned i jorden for næsen af hende. Det var en pil med styrefjer af metal.
„Kom så her!“
Athma mærkede igen Jorimes arm om livet.
Massel kom halsende imod dem. Flere pile slog ned med dumpe smæld.
Athma og Jorime var rullet ned ad en lang skråning, og Athma blev tør i munden over det syn, der nu mødte hende over dem.
Sadelmagerværkstedet var jævnet med jorden og dybstrejferen forsvundet – sikkert tilbage i jorden eller til en anden bygning. Den halvopløste Reptilphorus stod i ruinerne og brølede med sin artsfælle ved sin side. Overalt omkring dem med torden fra hovene og solen lynende i skjolde og sværd, skyllede klippefolket frem.
Min Aløv, hjælp mig …
Illustration: bechart.dk
Forfatter: Mikkel Wendelboe
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller
