En besk lugt af magi – Kapitel 2

af Sidsel Sander Mittet

Jorime

Reptilfuglen cirklede over hendes hoved. Dens gyldne skæl glimtede i solen, og det skingre skrig, der forlod dens åbenstående mund, skar hende i ørerne.
  Jorime greb fastere om øksen og stillede sig bedre til rette, parat til at tage imod endnu et af de bevingede kræ. Men fuglen holdt sig tilbage. Den svævede lige uden for hendes rækkevidde, som om den vidste, at det var dens artsfælles blod, der farvede hendes økseblad rødt.
  Bag Jorime stønnede Athma lavmælt – enten af anstrengelse eller af frygt. Jorime bed tænderne sammen. Forbandede kælling! Hvis bare hun var gået med uden brok, ville de måske være nået væk, inden flokken af reptilfugle blev for stor, men nu …
  Hvor mange havde Jorime allerede dræbt? Otte? Ti? Måske kunne det overbevise det arrogante kvindemenneske om, at det ved Mastøjs ånde ikke var hende, der gjorde Jorime en tjeneste ved at følge med, men omvendt. Jorime kunne have efterladt hende. Athma var arrogant og uudholdelig, og hendes halten forsinkede dem, udsatte dem for unødig fare. Ved alle guderne, Jorime burde have efterladt hende – ville have efterladt hende, hvis ikke det var for …
  … fornemmelsen af den fugtigkolde luft mod blottet hud. De slanke fingre, der pressede sig ind gennem revnen under døren, truende og fulde af løfter om gentagelse. Evig gentagelse.
  Stanken af magi i luften, tør og besk, der blandede sig med dunsterne fra Jorimes maveindhold, som tørrede ind på hendes hage og fik hendes røde hår til at klæbe sammen.
  Ømheden og skammen, blodsmagen i munden og smerten fra de brækkede ribben. Maromes rædselsslagne og opgivende blik, der spejlede hendes eget.
  Og stemmen.
  Stemmen der hviskede, lokkende og lovende …

  Mindet sendte en skarp smerte gennem Jorime, men hun bød den velkommen. Snart, meget snart, ville hun have midlerne til at kunne tilbagebetale hver eneste ydmygelse tifold. Hundredfold! Det eneste, hun behøvede, var Massel … og Athma.
  Det susede i luften, og Jorime glemte kultmageren. En kile af rødligt guld skød ned mod hende. Hun strammede grebet om øksen yderligere.
  Ventede …
  Ventede …
  Og huggede.
  En knasende lyd afslørede, at slaget havde knust knoglerne i reptilfuglens venstre vinge. Den skreg ynkeligt og forsøgte at flakse væk, men endnu et hug fra øksen åbnede dens hovedskal, så bleghvid hjernemasse og levret blod væltede ud.
  Endnu en var nede.
  Jorime vred øksen fri af det smadrede kranium og kiggede op. Området omkring den nedbrændte kongsgård vrimlede efterhånden med de flyvende krybdyr, der varslede klippefolkets komme. Om ikke så forfærdelig længe ville det ikke kun være øgletænder og skarpe klør, de skulle frygte, men halvmenneskenes pigbesatte stridskøller og skarpslebne sværd.
  „Skynd jer. Videre. Nu,“ hvæsede hun til Massel og Athma, selvom hun vidste, det var omsonst.
  Massel kunne løbe hurtigere end de fleste, men kultmageren … hvis hun i det mindste ville lade Massel støtte sig, men hver gang han forsøgte, veg hun væk med en forbandelse mod ligæderne fra kulden dryppende fra sine læber. Åndsvage kvindemenneske!
  Et nyt skrig gennembrød de varme vindstød, og Jorime vendte sig mod den næste angriber; en stor han med glødende øjne, kobberfarvede skæl og et næb, der var åbnet i et rasende skrig og afslørede en række spidse tænder.
  Jorimes arme dirrede af anstrengelse, sveden brændte i øjnene, og en lang flænge fra kampen med den første reptilfugl fik hendes underarm til at dunke. Det kobberfarvede kræ undveg hastigt angrebet og snappede ud efter hende. Jorime dukkede sig. Fintede.
  Ved Mastøj, hvor længe kunne hun blive ved?
  Over hende cirklede den kobberfarvede pestilens drillende rundt som for at sige, at den havde tid nok.
  Det havde den også. Det var Jorime, hvis tid var ved at løbe ud. Bag hende skreg Massel. Også han var under angreb, men hun kunne ikke komme ham til undsætning nu. Ikke så længe hun havde sin egen angriber at slås med. Desuden havde Massel vel sine guders gunst og budbringeren på sin side? De kunne redde ham!
  Nej, det var ikke retfærdigt, det vidste Jorime. Massel kunne ikke bare hidkalde gudernes hjælp. Han kendte ikke sine kræfter, det havde Marome sørget for. De havde ikke brug for hans fulde styrke, ikke endnu, havde hun sagt. Massel skulle være under deres kontrol, men ved guderne, lige nu ville Jorime ønske, at hun ikke havde lyttet til sin søster! Især fordi kultmageren heller ikke var til nogen hjælp.
  Mine kræfter er brugt for nu, havde hun sagt, da Jorime tidligere havde bedt om hendes hjælp. Aløvs styrke er uendelig, men jeg er ikke andet end kød og blod. Måske kan din tamme ligæder hjælpe.
  Ynkeligt! Som Athma havde stået der, blodig, beskidt og pibende, lignede hun ikke en kultmager, men den ynkelige kvinde, Jorime huskede fra før, Athma var blevet gudevalgt. Krumrygget, fattig og behagesyg …
  Jorime bandede for sig selv, da den kobberfarvede fugl dykkede igen og efterlod endnu en sviende flænge på hendes blottede hud, inden den elegant undveg hendes angreb.
  Som altid var Jorime nødt til at klare sig selv. Ingen, hverken gudevalgte, jar, støjheste eller usynlige budbringere, ville komme hende til hjælp.
  Den kobberfarvede dykkede igen. Jorime sprang frem. Huggede skråt opad og ramte kræet i maven, så varmt blod og stinkende indvolde regnede ned over hende og Athma.
  Kultmageren peb, og Jorime fnøs af foragt. Måske havde det været en fejl at ofre så meget for at få fat i hende. Som kultmageren selv havde sagt, var hun ikke andet end kød og blod. Jorime havde rigeligt af begge dele selv. Dét havde hendes fjender bevist mere end en gang. Det var Aløv og Mastøjs kraft, hun havde brug for. Sammen med Massels evner burde det være nok …
  Skrig fyldte luften og meldte om ankomsten af endnu en flok reptilfugle. Jorimes hoved dunkede. Hun kunne ikke blive ved sådan her. En pause … bare en lille pause.
  Hun sendte den nedbrændte kongsgård et blik. At se den reduceret til sodede ruiner fyldte hende med hård, krystalklar glæde. Hun græd tørre tårer for kongsgården og dens beboere. De havde ikke fået andet, end de fortjente.
  Jorime havde fortalt Massel, at den sidste dag på kongsgården havde været den værste i hendes liv, og selvom det ikke var sandt, var det heller ikke helt løgn. Det var trods alt der, det hele var begyndt.
  Hvis kong Toron ikke havde frataget hendes far alle hans titler, ville sortekunstneren og dem, han arbejdede for, aldrig have turdet … aldrig have …
 … slanke fingre, der pressede sig ind gennem revnen under døren, truende …
  „Jorime!“
  Panikken i Massels stemme tvang Jorime tilbage til virkeligheden.
  Hendes blik forlod den nedbrændte kongsgård, søgte op mod himlen, hvor den nye gruppe reptilfugle nu var faretruende tæt på. Hun drejede sig, afsøgte horisonten for muligheder. Dér. En lav bygning, som havde undgået ildens værste hærgen. Kongsgårdens saddelmagerværksted, så vidt hun huskede.
  „Denne vej,“ brølede hun, greb Athma om overkroppen og halvt bar, halt slæbte kultmageren med sig. Også Massel satte øjeblikkeligt i løb. Hans fødder trommede hen over den raslende, lilla lyng, mens han kiggede sig over skulderen, som om han ventede på noget. Budbringeren måske? Han sagde et eller andet på sit barbariske sprog og fortsatte så ind i huset, tøvende og forsigtigt, som om han ikke havde fået det svar, han ønskede.
  Hårene rejste sig på Jorimes solbrændte arme. Det kunne godt være, knægten ikke var meget bevendt i en kamp, men tanken om den kontakt, han trods alt havde til sine guder, gjorde hende alligevel usikker.
 … og stemmen. Stemmen der hviskede, lokkende og lovende. Stemmen, hun knap kunne stå imod …
  Bag hende skreg den nye flok reptilfugle ophidset. Jorime ignorerede de strittende hår på armen og fornemmelsen af ubehag, og med et fast greb i Athma fulgte hun den tatoverede knægt ind i huset.
  
„Undskyld, Jorime,“ mumlede Massel som det første, da de havde smækket den tunge trædør bag sig. Han talte så lavt, at de rasende skrig fra reptilfuglene udenfor næsten overdøvede ham. „Jeg prøvede, men … men den … budbringeren … det er, som om den ikke var færdig i kulthuset, og …“ Knægtens ravfarvede øjne nærmest tryglede om forståelse.
  Synet fyldte Jorime med foragt. Hun foretrak, når Massel var tør, sarkastisk, ikke … ynkelig. Alligevel tvang hun sig selv til at sende ham et skævt, selvsikkert smil.
  „Vi har klaret det … indtil nu.“ Hun lo hæst. „Det bliver ikke i dag, vi finder ud af, om dine og mine guder kan enes nok til at lade os mødes i dødsriget …“
  „Blasfemi.“ Kultmagerens kolde stemme skar igennem den stillestående luft i det forladte hus og tvang Jorime til at holde mund. „At du følges med en ligæder er slemt nok, Jorime Harosdatter, men at du overhovedet kan få tanken om, at …“
  „Hold din kæft!“ Ordene forlod Jorimes mund i en irriteret hvæsen.
  Athma ignorerede dem. „Du skal ikke tale sådan til mig,“ krævede hun med en selvhøjtidelig mine. „Jeg er ikke længere den pige, du kendt…“
  „Lige nu vil jeg skide på, hvad du er og ikke er,“ skar Jorime hende af. „Vi bliver nødt til at finde en vej ud herfra …“
  Ved Mastøjs ånde, fattede den magre heks ikke alvoren? Det her var ikke tiden til religiøse skænderier. Jorime havde ikke kunnet klare reptilfuglene, så hvad troede Athma, der ville ske, når klippefolket først ankom?
  Jorime vendte ryggen til kultmageren og bevægede sig undersøgende længere ind i bygningen. Der var indtørrede blodstænk på væggene, og selvom huset havde overlevet den brand, som havde hærget kongsgården, hang den sure lugt af gammel røg tæt mellem de støvede vægge.
  Du er et fjols, lød Maromes stemme i hendes ører. Klippefolkene skåner ingen, så hvorfor opsøge deres jagtmarker? Vi får ingen hævn, hvis du er død, gør vi vel?
  Marome havde ret, det vidste Jorime. Det havde været en fejl at søge tilflugt i saddelmagerværkstedet. Reptilfuglene var ikke først og fremmest ude på at slå dem ihjel. De var ikke andet end åndløse redskaber for deres herskere. Hvis de kunne holde Jorime og hendes to gudekaldte i skak, indtil klippefolket ankom, havde de gjort deres pligt.
  „Jorime Harosdatter,“ tordnede Athmas stemme bag hende. „Hvor vover du at vende mig ryggen, når jeg taler til dig? Husk på, jeg er gudernes udvalgte. Jeg forlanger, at du …“
  Uden at svare gik Jorime videre. Også bag stalddøren kunne hun høre reptilfuglenes skingre skrig. Hun var omringet. Lukket inde, som dengang …
 … de slanke fingre, der pressede sig ind gennem revnen imellem døren og dørkarmen, ringstensbesatte og blodige. Stemmen der hviskede, lokkende og lovende. Den samme stemme der havde holdt hende fast, bundet hende og Marome mere effektivt, end hamperebene havde gjort det, mens udyrene havde …
  Nej, der var ikke tid til selvynk. Marome skulle ikke få ret. Jorime ville overleve det her. Havde hun måske ikke overlevet værre ting? Var det ikke hende, der havde sparket vagterne ned, mens sortekunstneren var ude? Hende, der havde fået dem i sikkerhed bag den låste dør, den forbandede nat, hvor hendes liv endegyldigt var faldet fra hinanden?
  Bag sig fornemmede hun Massel som en lydig hund.
  Hun havde trænet ham godt. Altid stod han ved hendes side, selv når han var uenig med hende.
  „Kan du gøre noget?“ hviskede hun til ham med samme tone, som hun ville anvende overfor en ligeværdig. „Kan dit gudedyr … jeg mener din budbringer ikke …?“
  Massel nåede ikke at svare, før Athma igen skræppede op. „Jorime Harosdatter,“ vrængede hun. „Jeg forlanger, at …“
  Reptilfuglenes skrig steg i styrke og overdøvede kultmageren.
  „Ved Mastøjs ånde,“ bandede Jorime. „Hjælp dog til i stedet – eller er Mastøj, Aløv og resten af de forbandede guder så svage, at de ikke engang kan klare en flok fugle?“
  Athma blegnede af harme, og Jorime havde lyst til at sparke sig selv. Hun havde brug for kultmageren – som en allieret, ikke en fjende. Men ved alle guderne, både dem fra nord og syd, hvorfor skulle kvindemennesket være så irriterende?
  „At du vover at tale på den måde om guderne,“ smældede Athma. „Det er din skyld, at jeg ikke kan tilgå den guddommelige kraft, der blev givet mig. Det er dig, der følges med en ligæder.“ Hun sagde det sidste med en vellystig hvislen, som om hun talte om et stykke velhængt kød eller en smuk, ung mand. „Du kunne bruge hans kraft. Vi kunne bruge den. Hvis du lod mig tage den …“ Den halte kvinde rakte ud efter Massel, men Jorime skubbede ham til side.
  „Massel er min,“ hvæsede hun. „Du rører ham ikke …“
  Athma rystede på hovedet. „Du forstår ikke. En ligæder, der går frit omkring … Det er en skændsel. Hans hedenskab besudler dette hellige sted …“
  Besudlet. Den beske lugt af magi. Ømheden og skammen. Stanken af opkast.
  „I stedet for at bruge hans styrke, har du ladet hedenskaben inficere dig, og dette …“ Hun slog ud mod dørens tykke planker, der adskilte dem fra reptilfuglene. „Dette er gudernes straf. Bare fordi du ikke ser hans sande værdi, men kun en køn knægt, der kan holde dig varm om natten …“
  Massel bandede på sit barbariske sprog, og Jorime knyttede næverne. Fugleskrigene udenfor blev mere og mere eksalterede. Klippefolkene måtte nærme sig, men Athma fortsatte bare.
  „Du har altid været en liderlig tøs. Tror du ikke, jeg husker de blikke, du sendte prinsen … og hans tjener … og staldknægten? Tror du ikke, jeg ved, hvad rige, forkælede kvinder som du bruger deres slaver til? Én ting er, at du lader ham kneppe dig, men at du ligefrem …“
  „HOLD DIN KÆFT, DIN VANSKABTE HEKS!“ brølede Massel. „Du skal ikke tale sådan til Jorime. Hun er anderledes. Hun er …“
  Massel fortsatte. En lang tirade, der skiftevis bestod af anklager mod kultmageren og forsvar af Jorime.
  Det kunne godt være, Massel ikke var den store kriger, men han var loyal, det måtte Jorime give ham, selvom han i virkeligheden ikke havde meget at takke hende for.
  Han var hendes slave, købt og betalt, og det var alt, hvad han var. Et redskab i den kamp, der havde været i gang lige siden natten for sortekunstnerens angreb.
  Det havde været Maromes idé at købe Massel. Hun havde, som den eneste, ikke
hæftet sig ved de vansirende ar på hans ryg eller hans skravlede skikkelse, men set tatoveringerne og udpeget ham som en efterkommer af shamanerne. Det var også Marome, der havde sagt, at ligæderen ville være lettere at bruge, hvis Jorime vandt hans tillid i stedet for at banke loyaliteten ind i ham, og hun havde gjort, som søsteren foreslog.
  Det havde været forbavsende nemt. Et venligt ord i ny og næ, en interesse for hans fortid og hans guder. En vittighed og en ordentlig seng at sove i – og vigtigst af alt – ingen seksuelle krav.
  Hvor havde hans blik været taknemmeligt, da det gik op for ham, at hun ikke ville misbruge ham. Hans øjne havde strålet af uforbeholden loyalitet, som om hun havde gjort ham den største tjeneste, selvom de eneste, hun tjente, var sig selv og sin søster. Det havde næsten været komisk. Han havde siddet på knæ foran hende i hendes kammer og takket hende, som om hun havde ofret noget for hans skyld, uden at forså, at hun ikke ville have rørt ved hans drengede krop, der stank af magi, om han så havde tigget hende om det!
  Og nu stod han her og forsvarede hende. Bleg under den røde skoldning med lysende øjne og dirrende læber. Stakkels, naive knægt, der i modsætning til Jorime ikke engang havde styrken til at søge hævn over dem, der havde misbrugt ham.
  „Tror du ikke, jeg så støjhestene,“ fortsatte Massel. „Jeg ved, det var dig, der lavede dem, og jeg ved hvordan. Jordbinder uskyldige væsner. Det er en forbrydelse mod guderne …“
  „Dine guder, måske. Ikke mine,“ afbrød Athma ham med en snerren. „Desuden … hvem er du at anklage mig? Jeg har set den vederstyggelighed, du slæber rundt på. Jeg ved, hvad du har gjort. Jeg kender din styrke, ligæder.“
  Fuglenes skrig trak Jorimes opmærksomhed væk fra diskussionen. Havde de ændret karakter? Måske. Og hørte hun en lav klapren som af hestehove? Nej, det var hendes frygt, der talte. Det måtte det være.
  „… du aner ikke, hvad du taler om, sydlænding.“ Massel spyttede det sidste ord ud, som om det var en fornærmelse. „Du kender intet til …“
  „Jorime, få din slave til at holde mund, ellers skal jeg …“ skingrede Athma.
  „Skal hvad?“ Massels stemme dirrede af raseri. „Du er lige så magtesløs som jeg, ellers ville du …“
  Jo … det var hovslag, Jorime hørte. Fjerne og svage. Alligevel var hun sikker. Ved Mastøjs forbandede ånde. De måtte væk. Hvis bare …
  „Ha! Magtesløs,“ svarede kultmageren. „Du kunne gøre noget, hvis du ville.“
  Nu var det ikke kun lyden af hovslag, Jorime hørte, men også fjerne, gutturale stemmer …
  „Du kunne hjælpe,“ fortsatte Athma. „Lyder det hårløse misfoster, du har skabt, måske ikke dit bud? Du ønsker, vi bliver fanget. Du er i ledtog med …“
  Kultmageren tav brat, som om en magisk, ringstensbesat hånd var faret frem og havde lukket hendes luftrør. Massel var også stille. Hans øjne var store og runde og stirrede mod den dør, de var kommet ind ad.
  En rædselsstribe løb ned ad ryggen på Jorime. Hun vendte sig, sikker på, at hun ville se døren slået op og fyldt af klippefolkets lave, metaldækkede skikkelser, men … intet.
  Hun blinkede. Døren var stadig lukket, og uden for den skræppede reptilfuglene endnu.
  „Ved Mastøjs ånde, hvad …“ begyndte hun, men Massel afbrød hende. Hans øjne var lænkede til kultmageren.
  „Har du …“ Hans stemme dirrede. „Har du … har du skabt den?“
  Også Athmas stemme var usikker. „Nej … det … det tror jeg ikke. Den ligner … den ligner et af jeres misfostre. Desuden er din budbringer …“
  Jorime kneb øjnene sammen, selvom hun vidste, at det ikke ville gøre den store forskel. Hele rummet stank beskt og tørt.
 En slank, ringbesat hånd … blodige fingre. Ømhed og opkast. Hampereb og Maromes rædselsslagne blik.
  Hun havde lyst til at holde sig for øjnene, men vidste, at det ikke ville hjælpe. Massels gudemærke oplyste nu hele rummet.
  „Hvad ser I,“ skreg hun med en stemme, der mindede hende om fortiden. „Hvad ser I?“
  De svarede hende ikke.
  Udenfor var stemmerne nu så tydelige, at de kunne skelnes fra hinanden, men Jorime ænsede dem ikke. Stanken af magi blev stærkere, og hun kæmpede for ikke at kaste op. Magi. Guder. Jar. Gudevalgte og sortekunstnere. Hun hadede dem. Hadede dem. HADEDE DEM. Hvordan skulle man kæmpe mod en fjende, man ikke kunne se? Hvordan skulle man kunne forsvare sig mod noget, der kunne vende ens egen krop mod én selv?
  „Hvad ser I?“ gispede hun. „Massel … Athma … hvad ser I!?“