af Thomas Arnt
Jorime
Øksebladet flænsede ansigtet op på den lavstammede vagt, som kom patruljerende rundt om hjørnet. De brune øjne nåede knapt at blinke, i det næseryggen blev splittet i to. Endnu et velplaceret hug med øksen lukkede kæften på ham, og han sank gurglende sammen på gangens støvede stengulv, hvor en blodpøl hastigt voksede frem. Krampagtige ryk skød igennem den brynjeklædte krop, mens han febrilsk hostede blod op i korte, sprøjtende støvskyer.
Jorime satte sig på knæ, tog et fast greb om vagtens hoved og lavede et hårdt ryk. Der lød et knæk, som når man træder på en vissen gren, og vagtens krop blev slap.
Hun rejste sig, tørrede blodet på sine hænder af i bukserne. Hendes sanser var i højeste beredskab. Hun så ned ad gangen. Kommer der flere?
”Det der er du uhyggeligt god til,” mumlede Massel og sank en klump, mens han trådte et skridt baglæns for at undgå den voksende pøl af blod.
Jorime svarede ikke.
Er der nogen, der har hørt os?
Gangen var tom, men et sted langt bag dem kunne de høre sortekunstneren brøle alverdens eder og forbandelser på klippefolkets sprog. Selvom Jorime ikke forstod ordene, var tonen var ikke til at tage fejl af. De havde ikke tid til at stå her. De skulle væk. Ud.
Sortekunstnerens selvfede smil havde ikke ændret sig, siden hun var en stor pige. Som en slange i sandet der langsomt snoede sig ind på sit bytte. Intet havde ændret sig. De gennemborende øjne, der virkede, som om de kunne spidde enhver svaghed. Den søde lugt af krydderier, som altid smøg sig om ham som kælen slange.
”Hvorfor slog du ham ikke bare ihjel, da du havde chancen?” spurgte Massel og hev Jorime ud af hendes tanker. Under den ene arm holdt den unge nordbo sortekunstnerens afhuggede hånd.
”Jeg kan ikke… Den her kan ikke.” Jorime nikkede ned mod den blodindsmurte økse i hendes hånd. ”Du kan hugge nok så mange hænder af det sleske svin, og næste morgen står han der igen og vinker nok så kækt. Jeg kender ham.”
Men der er en anden, der kan. Hvor er du, Athma? Din forræderiske sæk!
Lyden at stålbeklædte støvler, der dundrede afsted i gangene, kom nærmere og fik Jorime til at sætte tempoet op. Der var ikke tid til mere snak.
”Vi skal den her vej,” sagde Massel og drejede ned ad en mindre gang.
Gangen var så smal, at de knapt kunne gå ved siden af hinanden. Massel tog føringen, mens hans øjne fulgte et punkt foran ham, som Jorime gik ud fra var hans gudedyr. Igen og igen drejede den ad nye gange, og Jorime mistede fornemmelsen for tid og sted. De løb bare. Fulgte blindt et væsen, som hun ikke kunne se.
Det hele lignede hinanden. De samme brune klippevægge overalt hvor de kom frem. Hist og her var der indgange ind til, hvad Jorime gættede på var små boliger. Hun hørte lyden af stemmer fra børn, hvis leg gav genlyd i de smalle korridorer, hvor der var højt til loftet.
Det var som en myretue, hvor myrerne var skiftet ud med rustningsklædte, bevæbnede soldater, der kom tættere og tættere på. Hærmyrer.
Det var ikke sådan her, det skulle gå. Det var ikke det her, vi havde planlagt. Hvor er Marome nu?
Tankerne væltede rundt i kaos, mens de banede sig vej forbi skrigende børn og kvinder, der kiggede ud fra deres udhuggede boliger i klipperne.
En lavstammet soldat iført pladebrynje kom ud af en døråbning. Han stoppede op et øjeblik og så forvirret på dem.
Jorime bed tænderne sammen og håbede, at de kunne komme forbi ham uden yderlige kamp, indtil hun kom i tanke om, at hun bar en blodig økse, og at Massel rendte og flagrede med sortekunstnerens afhuggede hånd.
Hvad skulle han også med den hånd?
Vagten råbte noget, der lød som en kommando, sænkede spyddet og stormede frem mod Massel.
I stedet for at vige tilbage satte Massel i løb direkte imod vagten, hvilket tydeligvis forvirrede denne.
Massels forbinding var blevet så flænset, at der var frit udsyn til hans gudemærke, der lyste skarpere, end Jorime havde set før. Uden at stoppe fortsatte han direkte mod soldaten.
Som et blad, der bliver fanget af vinden, blev vagten grebet af det rene ingenting og løftet op i luften. Et øjeblik hang han og dinglede hjælpeløst og baskede med arme og ben. Vagtens hjelm røg af og landede på klippegulvet. Kort efter fulgte vagten efter med ansigtet først.
Jorime ventede ikke på, at vagten skulle komme på benene igen. Hun skubbede Massel til side, svang øksen og gjorde vagten et hoved kortere.
”Ind her,” råbte Massel tilbage over skulderen og kastede sig ind ad den døråbning, hvor soldaten var kommet fra.
Jorime fulgte efter og kom ind i noget, hun gættede på var en bolig. Væggene var rå, men dekoreret med snirklede mønstre malet med sort farve. En seng af mørkt træ stod op langs den ene væg, og et lavt bord med skåle stod i den anden side.
Massel stod som en silhuet i den modsatte ende af rummet og kiggede ud ad et vindue, der var udhugget i klippevæggen. Solens skarpe stråler væltede ind i det ellers svale mørke. Jorime trådte også hen til vinduet. Der var mindst 10 meter ned.
Hun trak hovedet tilbage og stirrede forfærdet på Massel. ”Du har ikke tænkt dig, at vi skal ud den vej, vel?”
Massel bed sig i læben. ”Den førte mig den her vej. Jeg troede…”
Ude på gangen kunne de høre soldaterne komme tættere på. Der var kun to veje ud af rummet. Ud af vinduet eller igennem en mindre hær af klippefolk.
Jorime tog en dyb indånding, kravlede op og satte sig på vindueskanten. Under hende kunne hun se de farverige baldakiner, der gav klippebyens beboere skygge. Måske ville det kunne lade sige gøre, at det udspændte stof bremsede deres fald. Eller måske de ville ende som to poser skind med knuste knogler i egen sovs.
Det skulle ikke gå sådan her. Marome, hvor er du nu?
Hun vendte sig mod Massel, der fumlede med den afhuggede hånd.
”Hvad laver du? Kom nu,” hviskede hun.
Massel kastede den afhuggede hånd fra sig. På hans egen hånd sad der nu tre ringe. Sortekunstnerens ringe. En kuldegysning løb gennem Jorime, da minderne atter væltede frem fra fortiden.
”Kan de få os til at flyve?” spurgte hun og skævede ned.
Massel rystede på hovedet. ”Hvad? Nej, det tror jeg ikke …”
”Det var en skam.” Jorime hev Massel op ved siden af sig i vinduet.
En soldat kiggede ind ad døren bag dem. Han råbte et eller andet, og pludselig væltede det ind med klippefolk. En høj, sortklædt skikkelse fulgte dem.
”Nu!” råbte Jorime, slog armen om Massel og satte af fra vinduet.
Hun mærkede en hånd, der uden held prøvede at gribe fat i hendes hår. Og så faldt de.
Den varme luft hev og flåede i deres kroppe, mens de drønede ned.
De bragede igennem den første baldakin, som var den lavet af knastørt pergament, og styrtede videre uden at sænke farten.
Det så ud som om, at det næste stykke udspændte stof kom susende op imod dem, selvom det var omvendt. Denne gang sprak stoffet ikke. Jorime landede på brystkassen og fik slået luften ud. Hun prøvede febrilsk at gribe fat i et eller andet, men i stedet trillede hun direkte ud mod kanten. Et kort øjeblik så hun i et glimt langt over sig, at tre klippefolk kiggede ud af vinduet.
Hopper de også? Nåede hun at tænke, inden hun væltede ud over kanten og ned oven på Massel, der lå på baldakinen under. Han udstødte et hæst støn, da hendes albue bankede ind i hans brystkasse.
Jorime kravlede henover ham og kiggede ud over kanten. Der var kun nogle få meter ned til jorden.
Hun svang benene udover, holdt fast i kanten på baldakinen og hoppede det sidste stykke ned. Et øjeblik efter dumpede Massel ned ved siden af hende.
Der var ingen klippefolk i nærheden, men langt over dem kunne de høre sortekunstnerens stemme. Til Jorimes store tilfredshed lød han desperat.
”Vi skal finde Athma. Hun er løsningen,” sagde Jorime og hev Massel op på benene. Han humpede på det ene ben og støttede sig til en stolpe.
”Det bliver let,” svarede Massel og pegede på en spinkel skikkelse, der kom gående mod dem.
Illustration: Kent Overby Stück
Forfatter: Thomas Arnt
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller