Sortekunstneren – Kapitel 5

af Lene Krog

Nirish

Et øjeblik forestillede Nirish sig, at det var ham, som klippefolket var gået i knæ for. Den mægtigste sortekunstner, der nogensinde havde levet. Han strakte sine lange fingre, vippede dem mod sit bryst, så Jorime rigtig kunne se dem. Hun stirrede så indædt på dem, at ringstenene spejlede sig i hendes øjne.
  Han havde ikke turdet håbe på, at han nogensinde ville få hende at se igen, og nu sad hun der på knæ, bundet, mens hun stirrede op på ham. Nirish havde svært ved at beskrive, hvor umådeligt tilfreds han var over, at hun straks havde genkendt ham. Hans lyse hår var ellers blevet længere siden sidst, skrabet tilbage over hovedet og tæmmet i en bundet pisk i nakken. Og så havde han raget skægget af. Det var begyndt at gråne, hvilket han ikke brød sig om.
  ”Foder til mine børn?” lød det imidlertid fra høvdingen ved Nirish’ side, og hans grove, brovtende sprog ødelagde straks illusionen. Det eneste, klippefolkets leder syntes at gå op i, var hans reptilfugle og phorusser, og om de nu også fik nok at spise.
  ”Med forlov,” begyndte Nirish, og høvdingen gjorde omkring, så de lange skørter fløj om benene på ham og fik støvet på jorden til at hvirvle op.
  ”Gør hvad du vil med dem, så længe mine fugle får dem, når du er færdig med dine … eksperimenter.”
  ”Bror,” kaldte hærføreren efter høvdingen. ”Du mener da vel ikke også kultmageren?”
  Høvdingen stoppede og så sig spørgende over skulderen, og hærføreren gestikulerede mod Athma længere henne i rækken. Afpillet siden sidst Nirish havde set hende, men ansigtsmalingen og hjortetakkerne i håret hjalp på genkendelsen.
  ”Nej, ikke kultmageren.” Høvdingen fortsatte væk fra dem og tilføjede så lavt, at der næppe var andre end Nirish, der hørte det: ”Der er jo intet kød på kællingen.”
  Athma havde virket næsten fornøjet, da Nirish havde stået sammen med høvdingen oppe på balkonen og set dem ankomme, muligvis på grund af de røverhistorier, som den lille lort på ponyen tydeligvis havde fortalt hende på turen hertil. Men nu strammede hendes ansigtsudtryk til, og hun nikkede køligt til Nirish, der havde et forsvindende, lille smil til overs for hende. Det irriterede ham, at han ikke vidste, hvor han havde hende. Behagelysten og opportunistisk alt efter, hvad der passede hende bedst.
  Nirish trådte frem mod Jorime, der forsøgte at undvige, da han lod sine fingre glide ned over hendes solbrune, fregnede kind.
  ”Du skal ikke bryde dig om at røre mig, dit udyr,” hvæsede hun. Stemmen dryppede af lede, men lyttede man efter, fornemmede man usikkerheden i undertonen. Og Nirish lyttede altid efter.
  ”Hvad har du gjort af … hvad hedder hun nu? Nå ja, Marome,” sagde Nirish og nød Jorimes reaktion på hans længselsfulde udtale af søsterens navn. Det fik hende til at rejse sig, slide i rebet og kæmpe for at angribe, men et spark i knæhasen fik hende lynhurtigt tilbage i knæ. Nirish nåede lige at bevæge sig ud af rækkevidde, før Jorime spyttede på jorden. Hun skottede til den anden fange.
  ”Hvad kaldes du?” spurgte Nirish. Han trådte hen foran knægten og så direkte på ham. Han var ikke klædt som en fri mand, og ud fra den måde som han og Jorime skævede til hinanden på, fik Nirish opfattelsen af, at hun ejede ham. En ligæder, hvis han ikke tog meget fejl.
  Knægten forsøgte desperat at dække et gudemærke på sin arm med et beskidt stykke klæde. Det lykkedes ikke specielt godt, og Nirish undrede sig over den måde, hvorpå mærket pulsede fra heftigt glødende til slukket og så tilbage til glødende, som kunne det ikke bestemme sig.
  Eller som om det trak vejret.
  ”Jeg er Massel,” lød det fra ligæderen. Han skævede mod noget eller nogen, som Nirish’ blik ikke opfangede. Nirish skar tænder, hadede, at han ikke kunne se det, som ligæderen så, og samtidig misundte han ham evnen. Det var ikke nok blot at fortære ofringerne til guderne i nord, havde Nirish fundet ud af. Måske havde han nu endelig en mulighed for at udforske de evner grundigt. Denne Massel havde et af de prægtigste gudemærker, Nirish nogensinde havde set, og alene tanken om hvordan de kunne forstærke hans egen magi, fik det til at gibbe frydefuldt i hans bryst.
  ”Før de her to ned til mine kamre.” Nirish gestikulerede mod Jorime og Massel. ”Placer pigen i mit arbejdskammer.” Han stoppede Jorime, inden hun blev ført væk. Massel var allerede snublende på vej mod grotterne. ”Jeg har ventet på dig,” hviskede Nirish til hende. ”Dig og din søster. Lige siden I brændte kongsgården ned.”
  Jorime trak øjenbrynene sammen og virrede umærkeligt med hovedet. Hun rynkede næsen, og hendes overlæbe vrængede opad, som lugtede hun til noget dårligt. ”Den her modbydelige flok dyr brændte kongsgården ned,” hvæsede hun tilbage. ”Eller måske var det dig?” Hun stillede et barskt udtryk til skue, men usikkerheden lyste fra hendes øjne.
  Det kom bag på Nirish, at hun rent faktisk lod til at være af den overbevisning, at hun intet havde haft med branden at gøre. Han rakte ned mod hendes hofte, tog øksen fra hende og viftede med den anden hånd. Jorime protesterede, da hun blev skubbet i retning af grotterne, og hun nedkaldte alskens ønsker om lemlæstelse og død over Nirish, indtil han ikke længere kunne høre hende.
  Artilleriet gik i opløsning, spredtes så småt rundt omkring i kløften, indtil Athma stod alene tilbage og stirrede på Nirish. ”Du vidste, at Jorime Harosdatter ville komme og lede efter mig, gjorde du ikke?” spurgte hun.
  Nirish smilede køligt og stoppede Jorimes økse ned i sit bælte. ”Massel har stadig sin styrke, kunne jeg se. Du kunne have taget den fra ham, brugt den.”
  Athma vrængede af væmmelse, men udeblivelsen af protester fortalte ham, at hun måtte have tænkt tanken. Det var i hvert fald i Nirish’ overvejelser, men sortekunstnere var heller ikke just kendt for at være kritiske. Magi var magi. Nirish holdt højre hånds fingre op for sig og beundrede flygtigt sine ringe. Tiden havde så sandelig forsynet ham med en imponerende samling, men der var altid plads til flere.
  ”Dybstrejferen?” spurgte Athma.
  ”Tror du virkelig, jeg er så ligeglad med min egen sjæl?”
  Athma nikkede omgående. ”Sortekunstnere kerer sig sjældent for egne eller andres sjæle,” svarede hun.
  Nirish lo kort og humorforladt. Hun havde dog ret i én ting. Nirish havde håbet på, at Jorime ville vende tilbage til Langedalen i sin søgen efter kultmageren, men han ville aldrig have udsat hende for dødens tåge. Dertil var hun for vigtig. Og nu kunne han endelig fortsætte, hvor de var sluppet.
  Athma knejsede med nakken. ”Jeg vil gerne tilbage til mit kulthus.”
  Nirish trak på skuldrene og slog ud med armene. ”Der er ingen, der holder på dig,” svarede han, velvidende om at hun ville få svært ved at klare sig tilbage på gåben. Han forlod kultmageren og fulgte de stædige slæbemærker, som Jorime havde efterladt i jorden, direkte til grotterne.
  Bjergene var fyldt med huler og et virvar af gange, som man hurtigt kunne fare vild i, hvis man ikke var stedkendt. Lange hylder af ild løb langs med stenvæggene i den første gang, men dybere inde var der længere mellem lysene. Det var derinde, Nirish havde taget midlertidigt ophold, der, hvor han udførte sine eksperimenter.
  Han så sig flygtigt tilbage over skulderen, idet han hørte en skrabende lyd et sted bag sig. Da han stoppede helt op og vendte sig om, blev der stille. Nirish lod blikket glide frem og tilbage i mørket. Så løftede han hånden og sendte et lyn af lys ned gennem gangen. Det afslørede ikke nogen forfølgere. I hvert fald ikke nogen han kunne se.
  Et sted i nærheden rungede en grov latter gennem gangene, og et par lavstammede klippemænd kom til syne. ”Fangerne er klar til dig, sortekunstner,” sagde den ene, idet de passerede ham.
  Nirish fortsatte, satte farten op og gled hjemmevant rundt i labyrinten af gange, til han nåede frem til sine kamre. Nirish passerede den svagt oplyste hule, hvor Massel var blevet bundet fast til en jernring i stenmuren. Der var mange jernringe i murene hernede. Det rykkede forskrækket i knægten, da Nirish gik forbi.
  ”Min far advarede kongen mod at hyre en sortekunstner,” sagde Jorime i samme øjeblik, Nirish trådte ind i det aflange kammer, hun var blevet bragt til. Hun sad på gulvet bagerst i rummet, armene løftet op over hovedet og fæstnet til en af de mange jernringe. Den brudte hud om håndleddene og blodet, der løb ned ad hendes arme, fortalte ham, at hun havde slidt voldsomt i rebene for at komme fri.
  Det generede ham, at hun var så forhippet på at undslippe. Han ville jo bare hjælpe hende til at forstå det, der lå gemt dybt i hende. Nå ja, og så stjæle det, men det var en anden snak. Sommetider var sandheden smertefuld. Yderst smertefuld. Nirish tog øksen op fra bæltet og lagde den på arbejdsbænken, det eneste møbel i kammeret. Bænken var stor nok til, at et fuldvoksent menneske kunne ligge på den. Over den brændte tællelys i lanterner, der hang i tykke kæder fra stenloftet.
   ”Sortekunstnere er bedrageriske og notoriske løgnere, men af en eller anden grund stolede kong Toron på dig,” fortsatte Jorime. Hun nærmest spyttede ordene ud. ”Han var vel under din magiske indflydelse, for ellers giver det overhovedet ikke mening. Du fik ham til at tage min fars titler fra ham, gjorde du ikke? Du gjorde hele byen sårbar over for de … de udyr. Det var dem, der angreb os, dem, der brændte kongsgården ned.”
  ”Det lyder, som om du prøver at overbevise dig selv om, at det intet havde med dig at gøre,” sagde Nirish.
  ”Det havde det ikke!” Hendes stemme rungede og kastede ekko rundt i grotterne.
  ”Til din information fik jeg ikke kong Toron til noget som helst,” svarede Nirish roligt, da ekkoet døde ud. ”Jeg tog blot imod ordrer.”
  Jorime fnøs. ”Ja, sikkert. Fra hvem?”
  ”Kong Toron selvfølgelig.”
  Hun så ud, som om han lige havde revet hjertet ud af brystkassen på hende. ”Du lyver,” sagde hun, for så at skyde hagen trodsigt frem, men stemmen rystede. ”Kongen ville aldrig …” Hun gik i stå, tænkte sig om et øjeblik, som legede hun med tanken om, at det rent faktisk var muligt. ”Hvad vil du overhovedet med mig, hvis det var kongens ordre? Kongen er død nu. Du er ikke forpligtet til at gennemføre noget som helst.”
  Nirish lagde hovedet på skrå og sendte Jorime et undersøgende blik. ”Hvem siger, at kongen er død?”
  ”Alle!” råbte hun. ”Han gik til i klippefolkets angreb.”
  ”I branden?” spurgte Nirish. Han kunne mærke smilet trække i hans mundvige, og han nød den måde, Jorimes ansigt gled forvirret ind og ud mellem grimasser. Han gik hen til hende og satte sig på hug lige uden for hendes bens rækkevidde. Det forhindrede hende dog ikke i at forsøge at sparke ham. Hun holdt inde, da han løftede sin hånd op mod hendes ansigt og lod ringene hviske.
  ”Vi kan jo spørge din nordiske rejseven, hvad han kender til kong Torons skæbne,” foreslog Nirish.
  ”Massel?” hviskede Jorime, mens hun stirrede på ringene, hvis magi undertrykte instinktet om at forsvare sig selv.
  ”Eller du tror måske, det var et tilfælde, at han var til salg lige præcis den dag, du befandt dig på markedet?”
  Jorime blinkede, da Nirish rakte ind og lod sine fingre glide op langs hendes hals og videre ud mod hagen. Ringene tav, og han nåede lige at rejse sig og træde væk, inden hun kom til sig selv og begyndte at sparke igen.
  ”Du lyver! Du er en forbandet løgner,” skreg hun. ”Skide sortekunstnere. I er alle sammen intrigante, modbydelige bæster.”
  Nirish lo over usikkerheden i hendes undertone. Han lyttede altid, men måske havde han alligevel været for fokuseret på Jorime, for da han vendte sig mod udgangen, mærkede han en forandring i energien, og han spekulerede over, hvornår det var sket.
  Nirish gik hen til døråbningen og trådte et skridt udenfor, kiggede først til den ene side, så den anden. En mindre sværm af flagermus fløj hen over hovedet på ham, som flygtede de længere ind i mørket.
  ”Hvad laver du?” råbte Jorime. ”Slip mig fri, dit løgnagtige svin. Det stinker hernede. Ved Mastøj, hvor her stinker.”
  ”Så hold dog kæft,” snerrede Nirish, hvortil Jorime fnøs og trak vejret ind, som havde hun tænkt sig at fortsætte med at fyre modbydeligheder i nakken på ham. Men af en eller anden grund forblev hun tavs. Nirish så sig over skulderen. Hans blik nåede aldrig at fange Jorime i den anden ende af kammeret, før et stød i maven fik ham til at bukke sammen med et smertens udbrud. Overrumplet tumlede han tilbage i gangens mørke, mens han kæmpede for at fange pusten. Det nåede han ikke, før han igen blev angrebet. Denne gang var det som hænder, der greb fat i hans hoved og rev flænger i hans nakke.
  ”Jorime!” lød Massels stemme lige dele begejstret og forskrækket. ”Jeg fik den til at adlyde mig.”
  Nirish så ham ikke, for det usynlige væsen pressede noget mod hans øjeæbler, pressede så hårdt, at smerten fik ham til at brøle højt. Det lykkedes ham at samle hænderne, lykkedes ham at samle al magien i ringene og skubbe væsenet væk fra sig. Han håbede, det fløj langt ned gennem gangen, håbede det ramte stenmuren med sådan en kraft, at det brækkede både nakke og ryg, hvad end det var.
  Nirish kom på benene, stavrede rundt et øjeblik, før han genvandt balancen. Han mærkede noget vådt flyde fra øjnene, og da han tørrede det væk med håndryggen, fornemmede han noget rødt.
  ”Jorime,” hviskede han hæst, da han stillede sig midt i døråbningen. Han havde svært ved at se noget, men kunne lige akkurat skimte, at Jorime ikke var alene i kammeret længere.
  ”Skynd dig,” sagde Jorime åndeløst.
  Massel stod lænet ind over hende og fumlede med rebet om hendes håndled. Hvis ligæderen havde været mere opmærksom, ville han have set Jorimes økse på arbejdsbænken og brugt den i stedet for at spilde dyrebare sekunder på at bøvle med stramme knuder.
  Nirish blinkede gentagne gange med øjnene, og for hver gang kunne han se lidt tydeligere. Han løftede hænderne og lod straks ringene hviske. Det fik Jorime til at snappe efter vejret og Massel til at vende sig om mod døråbningen og Nirish. Knægten stivnede og spærrede øjnene op.
  Nirish smilede bredt, fornøjet over, at han havde den effekt på Massel. ”Åh nej,” sagde han spottende, da han spærrede for deres flugtvej. ”Hvad nu?” Men et stød i ryggen kom så meget bag på Nirish, at det fik hans knæ til at knække sammen. Sekundet efter blev han sparket i baghovedet og faldt forover.
  ”Hvad skete der?” udbrød Jorime. ”Er det gudedyret? Er det her?”
  ”Jeg fik den til at angribe,” svarede Massel forpustet. ”Kom, vi må væk herfra. Hurtigt!”
  Arrigskaben krøb rundt under huden på Nirish, og blodet kogte. Han rakte op efter arbejdsbænken og fik hurtigt trukket sig op at stå. Jorime fumlede stadig med sine reb, mens Massel var gået helt i stå, og paniske blikke flakkede undersøgende rundt. Mon hans lille hjælper var forduftet?
  Nirish blev stående, støttede sin højre hånd mod bænken og rettede alle sine kræfter mod den venstre, da Massel gjorde mine til at flygte. Han nåede ikke længere end til døråbningen, før Nirish fangede ham med sin magi.
  Det krævede ikke alverdens kræfter at få knægten til at lette fra jorden. Ringene hviskede og tiggede om at få lov til at trænge ind og snuse til ligæderens evner, hvilket var den eneste årsag til, at Massel ikke allerede lå for Nirish’ fødder med en brækket nakke.
  ”Praktisk med et gudedyr,” sagde Nirish. ”Eller hvad?” Jo mere han knyttede hånden, jo mere lukkede Massels hals til. Benene hang og dinglede midt i luften, mens Massel gispede efter vejret og langsomt blev mere og mere blå i hovedet. Nirish løsnede den knyttede næve en anelse, da en hurtig, skarp og knasende lyd brat fjernede hans opmærksomhed fra Jorimes slave.
  ”Praktisk med magiske fingre,” lød Jorimes stemme lige ved siden af ham. ”Eller hvad?”
  Nirish drejede hovedet og stirrede overrasket på hende, på øksen i hendes hånd, og på det blodige blad. Massel skreg kort, for så at ømme sig, da han ramte jorden. En ubehagelig, stikkende fornemmelse lagde sig om Nirish’ håndled. Armen gled ned fra arbejdsbænken, men hånden fulgte ikke med.
  Nirish vendte sig mod Jorime i et ryk. Blodet fra håndleddet stod i en stråle, der ramte hende lige i ansigtet. Øksen faldt ud af hendes greb, da hænderne fløj op for at beskytte sig mod blodet.
  ”Skynd dig!” råbte Massel. ”Der kommer nogen.”
  Det gik op for Nirish, at han skreg, og da han greb fat i Jorime med den hånd, han havde tilbage, begyndte hun også at skrige. Hun sled sig fri, bakkede og tørrede øjnene fri for blod med kanten af sin kappe. Nirish faldt på knæ. Han rev strimler af sine skinnende, sorte bukser og forsøgte desperat at vikle dem om håndleddet for at stoppe det voldsomme blodtab.
  ”Din usle kælling,” hvæsede han. ”Jeg finder dig. Jeg vil altid finde dig. Marome også.”
  ”Kom nu,” råbte Massel. ”Tag hånden med.”
  ”Hvad?” protesterede Jorime. ”Er du skingrende gal? Vi skal væk herfra!”
  ”Tag hånden! Vi kan bruge ringene.”