Tina Sanddahl er forfatter til Mørkets søn trilogien, som hun har skrevet sammen med forfatter Jeanette Hedengran. Mørkets søn er udgivet på forlaget Ulven & Uglen, og første bind udkom i 2015.
Tina er født i 1984 i en lille østjysk by ved kysten lidt nord for Randers fjord, og er nu bosat i Østerild, Thy, sammen med hendes mand og deres søn. Hun er uddannet Social- og Sundhedshjælper, og er så inkarneret en fantasyelsker, at hun praktisk talt ikke læser og skriver andet. Hun tabte sit hjerte til fantasygenren kort efter hun lærte at læse, og har siden da øvet sig med at skrive mange små fantasyhistorier igennem barne- og teenageårene. Som hun blev ældre blev
hendes historier mere seriøse og da hun mødte Jeanette Hedengran i 2010, resulterede det i tilblivelsen af Mørkets søn trilogien.
Grundet sin opvækst på landet, finder hun stor inspiration i naturen, særligt skove har en stor indflydelse på hendes kreative evner, men hun holder også af gåture ved vesterhavet.
Tinas historier bærer præg af problematiker vi møder i vores egen verden, som foreksempel racisme, krig, kærlighed, og kampen for at gøre det rigtige. Hun elsker selv en god fantasyfortælling der kan relatere til vores verdens udfordringer.