af C. G. Valentin
Massel
Lyden af hove steg støt. Jorime så sig omkring ved foden af skråningen, de var rullet ned ad. Massel fulgte hendes blik. Han var ikke i tvivl om, at hun ledte efter en eller anden mulighed for at undslippe klippefolket. Det virkede dog omsonst. Alle vegne fra dukkede de lavstammede, jernbeklædte krigere op.
Athma stønnede nede fra jorden, mens hun forsøgte at sætte sig op. Hun så virkelig ikke godt ud. Blod fra flængen i hendes pande fandt vej gennem støvet på kinderne.
Massel strakte en hånd ned for at hjælpe hende, men Athma så på den med et blik, der fik ham til at trække den til sig med det samme igen.
”Fjern dig,” spyttede hun mod ham, mens hun langsomt og klynkende rejste sig. Jorime fnøs og himlede med øjnene.
Budbringeren betragtede den vrede kultmager med et undrende udtryk. Var det en slags nysgerrighed? En undren?
Ved bygningerne brølede den ene phorus med det halvt opløste hoved. Massel knyttede næverne. Dybstrejferen var væk. Kampen stod nu kun mellem dem selv og de store bæster.
Støvskyer stod op om hovene fra den hårde jord, som Klippefolket kom nærmere.
Begge reptilphoruser rettede hovederne op og lod blikket glide mod de gungrende dyr og deres ryttere. De stod helt stille og stirrede blot.
Koldsveden bredte sig over Massels pande, og han knugede våbnet hårdere til sig.
Snart var de omringede af et dusin lave, firskårne mænd. De havde løftede våben og var iklædt metal overalt. Deres ansigter var lige så firskårne som resten af deres krop. Kæben var bred og markant under deres viltre skæg.
Forude, hvor Klippefolkets hær kom nærmere, rejste en stor, uformelig skygge sig som en silhuet i en verden af støv og sten. Massel kneb øjnene sammen, forsøgte at få klargjort bare nogle af konturerne fra det, der måtte komme imod dem.
”Hvad gør vi?” spurgte Jorime højt bag dem.
Mest til hende selv højst sandsynligt, men det var ofte et dårligt tegn, når hun sagde det højt; når hun udviste så tydelig usikkerhed. En kuldegysning gik igennem Massel.
”Vi kan ikke flygte, det er for sent,” hvæsede Athma frem for sig, mens hun forsøgte at glatte sine klæder så godt, som det nu var muligt.
Jorime så sig igen febrilsk omkring, løb først til den ene side, så den anden. Klippefolkets krigere studerede hende roligt. Deres næser virkede næsten for store til deres ansigter og panderne for høje og fremstående. Under de buskede øjenbryn kiggede hårde, små øjne ud på dem.
Der var ingen tvivl om, at de ville standse hende, hvis hun forsøgte at mase sig forbi. Alligevel undrede det Massel, at de ikke rykkede nærmere.
Med et gigantisk brag landede den ene phorus foran Jorime og stak sit massive hoved ned til hende.
Jorime væltede bagover. Øglens hoved fulgte med, så de stadig var i øjenhøjde. Massel vendte sig og ville løbe frem til hende. Han ville forsøge at hjælpe, selvom han næppe kunne gøre den store skade på dyret. Men inden han nåede så langt, gyngede jorden under ham, og den næste reptilphorus stod nu ved hans side. Den lagde nysgerrigt sit halve, kødfulde hoved til den ene side. Afventende hans næste træk. I denne stilling mindede den Massel om nogle af de mindre fugle, han havde set her rundt omkring. Bare uden skæl og halvt kraniehoved, selvfølgelig.
Langsomt sænkede han våbnet. Jorime sendte ham et blik, der sagde det hele. Hun blev også siddende, forståeligt nok.
Brølet fra reptilphorusens strube blæste Jorimes hoved bagover i næste sekund. Spyt og slim stod ud fra dens mund og sjaskede hende til.
Massel sank og tog et forsigtigt skridt bagud, men det fik kun hans eget monstrum til at træde et miniatureskridt med ham. Han stod stille. Kun hans hjerte fik brystet til at vibrere. Det føltes i hvert fald sådan.
Den store skikkelse og resten af klippefolkets ryttere kom hastigt nærmere, og snart stod de på kanten af skråningen. Med ét blev det tydeligt for ham, hvad den uformelige skikkelse var.
”Nej,” hviskede han frem for sig.
Det kunne ikke passe.
Bag de gungrende heste, hvis hove havde hvirvlet skyen af støv op, var endnu en reptilphorus nu kommet til syne. Den var iført seletøj og en rustning gjort af kobber og et grønligt metal. En menneskelignende person red den frem, langsomt og alligevel med støt fart i takt med hestene. De enorme ben gjorde det utroligt nok muligt for dem at bevæge sig fremad i et både elegant og roligt tempo.
Da de var kun to børstebjørnes længde fra dem, standsede det forreste artilleri, men det enorme dyr fortsatte fremad. Roligt bevægede den sig ned ad skråningen uden problemer.
Reptilphorussen og rytteren standsede foran Massel, Jorime og Athme. Resten af artilleriet flankerede hver sin side af skråningen. Reptilphorussens rytter virkede højere og bredere end resten af Klippefolket. Som en forvokset skabning af sin art. Panden var også en anelse mindre fremstående, og lyseblå øjne skinnede tydeligt imod dem efterfulgt af et lille, skævt smil. Modsat de andre mænd fra klippefolket, havde denne skabning ingen skæg og virkede på en eller anden måde langt mere soigneret end resten af dem.
Hans hjelm var prydet af et påsat gevir, der kun fik ham til at synes højere.
De var omringet i stor stil. Ikke bare af enkelte krigere, man måske kunne gøre sig håb om at slå ned, men af et helt artilleri. Alle rytterne var ligeledes iført hjelme og klippefolkenes typiske rustning: en metaldækket overdel, hjelm i bronze og metalplader på benene, som kunne tage imod selv de skarpeste klinger uden at erhverve sig den mindste skade, end ikke et lille blåt mærke. Det var i hvert fald, hvad Jorime havde fortalt Massel.
De to andre reptilphorusser så afventende mod rytteren og deres markant større artsfælle.
I det samme de store øgler så væk, kiggede Jorime til begge sider. Massel opfattede hendes næste træk lige inden, hun snoede omkring og satte i løb. Væk fra kongsgården og direkte mod ringen af krigere.
Massel kastede et sidste blik på Athma, som blot stod med knejsende nakke og blodet kravlende ned ad pande og kind, mens hun betragtede hærføreren med sit nedladende blik.
Han satte i løb.
En mandsstemme brølede et eller andet bag Massels ryg.
Massel så sig ikke tilbage, men løb gennem lyng og den bakkede, mosbeklædte jord.
Det var hver mand – og kvinde – for sig selv lige nu, fornemmede han. Om ikke andet ville Jorime måske komme tilbage efter ham, hvis han blev fanget, og hun slap væk. Det måtte hun da. Hun skulle jo bruge ham, skulle hun ikke?
Jorime var et godt stykke foran ham, da hun nåede den første mur af krigere. Hun hævede sin økse.
”Jorime!” råbte han skrækslagent.
Hun fortsatte i samme tempo og så sig kun kort tilbage.
De gungrende hove lød højere. Mere støv steg op omkring ham, inden han mærkede den dumpe smerte i baghovedet, og alt blev mørkt.
En brændende smerte vækkede Massel fra mørket. Ikke så slem en smerte, som når gudemærket brændte, men tæt på.
Lugten af mos og stenet, varm jord hvirvlede sammen i hans mund og svælg, mens den rev hans hud åben, som han blev hevet liggende afsted.
Han hostede febrilsk, forsøgte at rejse sig, men snublede og faldt ned på knæene, hvor en sviende smerte gnavede sig ind ved hans knæskaller.
Et eller andet trak i hans hænder. De var bundet med reb. Massel hev hårdt i rebet, som åbenbart forbandt ham med en rytter på hesten foran ham. Rytteren vendte sig mod ham med et vredt blik og trak i rebet, så Massel røg fremover igen, stadig siddende på knæene, der skrabede hen over småsten.
Hurtigt kom han på fødderne og luntede så godt, han kunne efter hesten.
Hvor var de? Hvor var Jorime? Og Athma?
Massel lod blikket glide over den store kortege af heste og de kæmpe krybdyr. Han dukkede sig i det samme, han hørte skriget fra en reptilfugl.
Den fløj over mod en hest og dens rytter, men i stedet for at angribe, landede den roligt på skulderen af rytteren.
Massel måbede. Flere skrig hørtes i det fjerne, og han lagde hovedet bagover.
Flokke af reptilfugle kredsede over deres hoveder. Enkelte fløj hen og satte sig på en rytters skulder, mens flere og flere fløj omkring reptilphorusserne eller satte sig direkte på deres skællede skind. Kæmpeøglerne fandt sig rent faktisk i det, de virkede nærmest ikke til at ænse deres passagerer.
Det trak igen i rebet. Massel satte farten op.
Støv og sten hvirvlede op omkring hestenes hove, og på himlen kogte solen igen ned på dem.
Han var så tørstig. Gad vide, hvor længe han havde været bevidstløs?
Alting summede i hans hoved. Støjhestene … Den nu forsvundne budbringer … Og hvor var den Dybstrejfer kommet fra?
”Din lille, gudeløse gnom!” hørte han Jorime råbe fra et sted i nærheden.
Han forsøgte at samle tankerne, så sig omkring. Hans blik fandt hende med det samme.
Jorime blev, ligesom han selv, trukket afsted via et reb bag en hest længere oppe i rækken.
Rytteren foran hende trak hårdere og hårdere i rebet, mens han og en flok omkring dem lo højt og brovtede nogle gutturale lyde, som Massel ikke var sikker på, han ville vide, hvad betød.
Jorime var højst sandsynligt allerede ved at planlægge, hvilke horrible former for straf hun ville udsætte dem for, når de engang kom fri.
Indimellem heste og ryttere kunne Massel lige akkurat ane et glimt af Athma. Hun var meget længere oppe i rækken. Hun så ud til at sidde på en hest, der blev trukket afsted ved siden af den udrustede phorus. På hendes anden side kunne han skimte en lille, grå mand på en pony, hvis hoved rykkede let op og ned i takt med, at han slog ud med armene. Gad vide om Athma interesserede sig for det, han havde at sige, eller om hun også var lige så uhøflig over for ham, som hun havde været over for Massel og Jorime?
Næppe.
Massel behøvede ikke se hendes ansigt for at vide, hvordan Athma med garanti smilede og godtede sig over Massels og Jorimes rejseform.
Men hvorfor var hun så anderledes for Klippefolket?
Hvor længe de gik, anede Massel ikke. Solen stegte hans hovedbund, og der var ingen vind, der rørte sig. Gudemærket lyste og brændte nærmest hånende mod hans stakkels, forbrændte hud. Terrænet blev gradvist mere og mere bakket, og lyngen formerede sig i stor stil. Bjergene kunne efterhånden anes i horisonten.
Var det mon deres mål?
Jo tætterede de kom på bjergene, jo mere voksede lettelsen ved tanken om skygge. Selvom han ikke var sikker på, at resten var noget at se frem til.
Han havde hørt mange historier om Klippefolket fra Jorime, og ingen af dem var gode.
Da solen var nået ned bag bjergene, og en orange himmel iblandet lyngblomsternes farve prydede horisonten, stod de foran to gigantiske bakker af sten. De løb parallelt med hinanden som to klippepartnere side om side og efterlod en lang kløft imellem.
Det kunne måske fungere som en slags passage, men hvorfor stoppede de så?
Gudemærket begyndte at lyse stærkere. Smerten jog igennem ham og fik Massel i knæ. Rytteren foran ham vendte sig halvt i sadlen, men ignorerede derefter Massels stønnen.
Budbringerens hårløse hoved kom til syne. Den stod på alle fire foran ham og gjorde en grimasse, som måske med hans bedste vilje kunne minde om et smil.
Massel kom vaklende på benene. Imellem rytternes hoveder og de tre øgler, kunne han skimte støv og små sten, der hvirvlede rundt i luften. Athma sad helt roligt på sin hest ligesom hærføreren på sin gigantøgle, mens en lille, grå mand var reddet helt foran og nu sad med spredte arme på sin pony. Med en buldrende rumlen gav jorden sig til at ryste under dem. Budbringeren klynkede og kom helt tæt på ham. Massel forsøgte at få et glimt af, hvad der foregik længere oppe i rækken.
Støvskyer stod op fra undergrunden ved hver klippepartner, før de begge rykkede sig hver sin vej. Han måbede og tog et par skridt tættere på i håb om at kunne se bare en smule mere.
Det kunne kun være magi. Den lille mand måtte være en slags kultmager.
Snart satte hele følget i gang igen. Massel forsøgte fortsat at se, hvad der foregik længere fremme, men det var umuligt med alle de klippefolk, der flokkedes og skyndte sig fremad.
Som de kom længere frem, nærmede Jorime sig mere og mere, og Budbringeren kravlede ved siden af Massel, som de fortsatte fremad.
Massel forsøgte at gå langsommere uden, at rytteren hev for meget i rebet. Ikke blot en eller to, men tre gange hev han hårdt i det, så huden gik itu på håndleddene, men han var ligeglad. Snart var Jorime knap et par meter fra ham.
Han holdt blikket på hende. Hun fandt hans, og han fornemmede lettelsen på hendes ansigt.
Hvis bare de kunne finde en måde at komme fri på. Forhåbentlig havde hun allerede en plan.
Dog kunne Massel ikke lade være med at tænke på, hvad der skulle ske, hvis de endelig kom fri? Klippefolkets heste var langt hurtigere end Massel og Jorime, og det var reptilphorusserne også, for slet ikke at tale om reptilfuglene.
Da de passerede indgangen til passagen, stoppede Massel op. Det sved endnu mere i gudemærket nu. Duften af magi lå stadig i luften, som en tyk mur de måtte træde igennem.
Hans budbringer halvt kravlede, halvt hoppede fremad mod passagen. Den stoppede kort op, så sig tilbage mod Massel som for at forsikre sig, at han skulle følge efter, før den strakte sin arm igennem gardinet af trolddom. Da der ikke umiddelbart virkede til at være nogen fare, strakte den sin krop igennem og kravlede om på den anden side.
Massel ømmede sig højlydt, da rytteren trak ham videre, så han også passerede magimuren.
Rytteren mukkede et eller andet på klippefolkets sprog og gav et hårdt træk i rebet.
Mærket brændte, det jagede og sved, som var hele hans arm ved at brænde op.
Bag magimuren åbenbaredes flere udhæng af stofbaldakiner i alskens slags jordfarvede og orange nuancer. De var alle spændt ud fra åbninger inde i selve klippesiden, så de skabte skygge og værnede for et kvadratisk areal under udhænget. Enkelte steder var der endda en slags kighuller hugget ud af bjergsiden, så der var udsyn til passagen.
Snakken, mumlen og barnegråd bredte sig og nåede Massels ører.
Flere steder var der diverse former for frugter, skind og lignende under baldakinerne, mens kvindelige og mandlige klippefolk tilbød varer til kunderne.
Dog forstummede de fleste handler, som følget skred gennem det lille marked.
Børn med fremstående pander og spidse hager hev i deres mødres skørter og pegede på dem. Mange af kvinderne så overraskede på Massel, hvis gudemærke brændte flammende klart, efterhånden som de kom længere og længere ind på Klippefolkets territorie. Folket her var ikke iklædt metal, men lette kaftaner og lyse sjaler. Deres hud var mørknet af solen og lignede næsten læder på nogle af de ældre klippefolk.
Magimuren måtte have fungeret som en slags slør foran kløften, der skærmede og skjulte denne lille bys hemmelige lokation.
Ikke helt dumt, måtte han indrømme. Selvom Klippefolket var berygtet på disse fronter for deres brutalitet og kampiver, så havde de selvfølgelig også et svagt punkt; deres hjem og familier.
Enkelte kvinder betragtede Massel fra top til tå, som var også han en vare, de ville byde på.
Han slog blikket ned eller så til den anden side. Han hadede deres blikke. Indtil Jorime købte ham, havde det været hverdag. Som et stykke kød, blev han bedømt og vejet.
Jorime skulede mod alle, der fulgte følget med øjnene. Der blev peget og mumlet på deres hakkende, brovtende sprog, nogle gange ledsaget af latterbrøl.
Massel forsøgte at fokusere på selve kløftens indretning i stedet. Markedet stoppede efterhånden, som de kom længere ind i passagen. Til begge sider hang der stadig forskellige former for baldakiner ud fra døråbninger eller vinduer. Han forstod, hvorfor disse måtte være nødvendige. Når solen stod rigtigt, blev der varmt i kløften. Om der var køligere inde i bjergboligerne, tvivlede han dog på. Reptilfugle hang i bure med kæder fastgjort fra baldakiner ved nogle af boligernes udearealer, eller også sad de på skuldre af både voksne og børn.
Det tyndede ud i menneskemængden, jo længere igennem bjergkløften de kom. Massel kunne skimte Athma længere fremme. Hun virkede til endnu engang at være faldet i snak med den lille mandsling på ponyen, som Massel tænkte måtte være Klippefolkenes kultmager. Eller i hvert fald noget i den stil.
”Lige så snart de slipper os fri, så bør vi forsøge at løbe,” sagde Jorimes stemme nær ved.
Den robuste kvinde havde nærmet sig og gik nu lige foran ham. Hendes rytter var dybt optaget af at smile til de unge kvinder, der stadig holdt øje med følget, og rytteren rankede sig i sadlen. Garanteret i håb om at komme til at se en smule større ud.
Massel kastede et blik omkring sig på deres fangevogtere, men de virkede ikke til at have hørt hende.
”Jorime, det er ikke ligefrem den bedste plan, tror jeg,” hviskede han tilbage, mens han forsøgte at komme en smule tættere på hende.
”Men det er vores eneste chance lige nu,” brummede hun til svar.
”Hvad med Athma?”
Jorime himlede med øjnene, men svarede ikke. Hun måtte have overvejet det samme. Ikke at kultmageren virkede til at have nogen stor interesse i at flygte. Hende behandlede de selvfølgelig også med langt større respekt end Jorime og Massel, noget der helt sikkert passede hejren fint.
”Du har brug for hende. Det er jo hele årsagen til, at vi tog til kongsgården,” hviskede han til hende. Hele den her færd virkede nyttesløs, hvis de virkelig skulle lykkedes i at flygte fra klippefolket, men ikke fik Athma med.
Jorime havde ikke gjort andet end at beskrive for ham præcis hvor vigtigt, det var at få fat i hende. Massel ville dog ønske, kultmageren havde bedre manerer, end hvad tilfældet var. Men hendes type og han selv ville nok aldrig komme overens. Det var de for forskellige til. Shamanerne fra hans hjemegn ville med garanti også se skævt til hende, hvis de nogensinde skulle være så uheldige at støde på hinanden. Dog ville de aldrig behandle hende, som hun havde behandlet Massel.
”Jeg ved det ikke, jeg ved bare, vi må væk. Jeg har en dårlig fornemmelse af det her.” Hun så sig omkring. ”Vi må først og fremmest væk, derefter må vi finde på en ny plan.”
Massel rynkede brynene og rystede let på hovedet.
”Der må være en løsning inden da. Hvis nu vi bare…”
I det samme stoppede følget. Massel var nær gået lige ind i hestens bagdel. Ikke at han ønskede så tæt bekendtskab med de kraftige hove, han før havde set sparke kraftigt bagud, hvis man kom for tæt på.
Han rykkede til siden og strakte sig for bedre at kunne se. Jorime virkede ikke til at have nær så meget besvær med det. Hun så pludselig bleg ud.
Hærføreren hoppede af den store, panserklædte reptilphorus. Han landede adræt på jorden og råbte et eller andet ned mod det bagerste af følget. Det havde ikke kun været synsbedrag. Han var rent faktisk højere end resten af klippefolket, næsten på højde med Jorime.
Alle vendte sig. Rytterne, der havde holdt rebet for både Jorime og Massel, hoppede af deres heste og begyndte at gå over mod hærføreren.
Massel så rædselsslagent mod Jorime. Hun betragtede sammenbidt rytteren, der hårdhændet trak afsted med hende gennem følget til hærføreren og den metaldækkede øgle.
Det samme gjorde Massels fangevogter. Budbringeren fulgte med bag dem.
Der var ikke længere skumle smil eller frydefulde ansigtsudtryk på mændenes ansigter, som de passerede følget af heste og ryttere. Kun Athma så spændt afventende på dem, da de nærmede sig. Hun rynkede let på næsen, da Massel passerede hende, før hun demonstrativt vendte ansigtet bort fra dem.
Efterhånden som han nærmede sig hærføreren, begyndte gudemærket at lyse kraftigere og kraftigere. Hans kæber bed hårdt sammen, mens smerten hvinede i både hoved og krop, men han vaklede fortsat fremad.
Da fangevogterne nåede frem til hærføreren og den gigantiske øgle, stoppede de Massel og Jorime. Rytterne, der holdt deres reb, tvang dem i knæ. Foran dem havde klippesiderne fundet sammen igen og tårnede nu op foran dem. Massel skævede mod toppen.
En form for balkon buede ud flere meter over deres hoveder. Mesterligt udførte udskæringer på balkonens sider var prydet af skinnende metal, der sendte genskinnet af de stærke solstråler mod ham. Han forsøgte at lægge hovedet helt tilbage og fik et glimt af to sæt ben, inden rytteren slog ham over nakken. Massel dukkede sig endnu engang.
En hakkende sætning lød mod hærføreren foran dem.
Nervøsiteten sitrede i luften. Hestene trampede utålmodigt i jorden, og seletøj raslede klirrende.
Barneskikkelsen stod stadig foran ham. Han sneg sig til at se på den igen. Den studerede ham nøje med hovedet let på skrå. En lille klynken undslap dens læber.
Hærføreren brølede en slags ordre i det samme.
Reptilphorussen gjorde en doven brummen ved hans side. Skramlen fra både mænd og heste, der rettede ind på geled, blandede sig med det store dyrs lyde.
Der lød taktfaste skridt forude. Skørter og fornemme stoffer knitrede ved hver bevægelse. Massel ville se op, men rytteren ved hans side havde læst hans tanker, for endnu engang skubbede han mod hans nakke, så Massels hoved røg ned igen.
Skridtene stoppede. Foran sig så Massel hærføreren gå i knæ, det samme gjorde rytteren ved hans side og derefter resten af artilleriet.
Barneskikkelsen kravlede over til hærføreren, betragtede ham på samme vis, som den havde gjort med Massel, inden den bevægede sig hen til det sæt ben, Massel kunne ane foran dem, da han i smug skævede op.
De var iklædt skinnende, mørkt stof, som kun en person af højeste rang ville have råd til at gå med.
Ved siden af kom lange skørter i lige så fint stof til syne. De svang sig ned ad et sæt slanke ben til den støvede jord. Massel var næsten sikker på, at det måtte have været dem, der stod oppe på balkonen, som nu havde bevæget sig ned til dem. Hvem end de så var, havde de magt.
”Tak, det er fint,” sagde stemmen.
Det gav et sæt i Jorime ved hans side. Pludselig gik det op for Massel, at han rent faktisk havde kunne forstå, hvad stemmen sagde. Det var Jorimes sprog, stemmen havde talt.
Hærføreren rejste sig, og ligeledes gjorde rytterne.
Han fornemmede Jorimes uro ved sin side. Forsøgte at se hen mod hende, men var ikke sikker på at han turde.
”Rejs fangerne,” fortsatte stemmen, og Massel mærkede et brutalt træk i rebet.
Fortumlet forsøgte han at rejse sig, snublede næsten, men blev hevet det sidste stykke op.
Hans blik fandt i det samme Jorime, da han hørte hendes vantro stemme udbryde:
”DIG!”
Illustration: Mettemarie Riel Art
Forfatter: C. G. Valentin
Redaktør: Simon Zander Skovgaard
Ass. redaktør: Nikoline Kjærsgaard Møller