Indrømmet, drager er det ultimative fantastiske væsen – men der findes også mange danske fantasybøger om andre fantastiske væsner. Herunder følger fem af dem.
Ellefolk
De smukke og overnaturlige ellefolk lever isoleret inde i skove, bjerge og moser. De har en legende tilgang til livet, hvor de synger, danser og spiller musik – tit for at besnære mennesker. Ellefolk ligner udadtil mennesker, men lad dig ikke narre! De har nemlig et hul i ryggen, der advarer om den fare, der er ved at lade sig lokke.
Ellefolk er omgærdet af mystik og findes i flere danske fantasybøger bl.a. i Signe Fahls trilogi “Tågespind” og er udgivet hos Ulven og Uglen.
Fenrisulven
Den kæmpe stor og stærke ulv er kendt fra den nordiske mytologi, hvor den spiller en central rolle for verdens endeligt – Ragnarok. I starten er den dog bare en sød lille hvalp, der vokser op blandt guderne. I takt med at den vokser sig større, skræmmer den dog for meget og lænkes derfor fast. Men til Ragnarok vil den slippe fri…
Fenrisulven optræder i et væld af danske fantasybøger bl.a. i Jakob Leths trilogi “Når runesten revner”, som er udgivet af forlaget mellemgård.
Zombier
De levende døde er fantastiske på mange måder – det er jo vildt nok i sig selv, at man kan vække døde kroppe til live. Zombier skræmmer og fascinerer – og portrætteres på mange måder. Nogle gange vandrer de langsomt og humpende af sted, og andre gange er de mere hurtige. Uanset hvad får de hårene til at rejse sig!
Zombier er også godt repræsenteret i dansk fantasy fx i Ruben Greis “Udød”, som er udgivet ved forlaget Calibat.
Vampyr
De blodsugende væsner vil nok altid tiltrække sig læsere og med god grund! Vampyrer lever om natten og sover om dagen – nogle gange! For de har med tiden lært at tilpasse sig, så de ofte blot skal undgå direkte sollys. Men en ting er sikkert; de skal indtage blod i en eller anden form for at overleve.
Vampyrer kan du møde i flere danske fantasybøger fx i Mette Sejrbos serie “Ulfhedin-sagaen”, som er udgivet ved forlaget Falkenborg.
Lygtemanden
Den lille og mystiske lygtemand, der tit færdes i skove og moser, har uden tvivl sørget for at flere holder sig inde døre efter mørkets frembrud. Ifølge myterne går lygtemanden rundt med sin lygte for at lokke mennesker med sig ud i moser for at drukne dem. Men man kan også bruge hans lygte som en hjælp til at komme helskindet igennem mosen, hvis man blot har penge til at betale ham…
Mød lygtemanden i et par danske fantasybøger bl.a. i Rikke Havner Alrøs letlæsningsbog “Lygtemanden”, som er udgivet hos forlaget Krabat.
