Atter engang blev der afholdt fantasyfestival i Esbjerg på hovedbiblioteket. En weekend, der for alvor samler mennesker på tværs af aldre til en stor fejring af fantasygenren inden for bøger, spil, rollespil, TV-serier, film og musik.
Hvert år er der et tema for festivalen, og i år var det ‘skurke’, som programmet også bar præg af. Flere foredrag og workshops handlede om skurkens særlige rolle og vigtighed i en god historie.
For os hos Dansk Fantasy er højdepunktet naturligvis uddelingen af Årets Danske Fantasy-priser. Tidligere i år blev op mod 30 fantasybøger longlisted, og efterfølgende shortlistede en gruppe kompetente bogbloggere tre bøger inden for tre kategorier: Årets Debutant, Årets Forside og Årets Danske Fantasybog.
Vinderne blev fundet på baggrund af en omfattende læserafstemning og et dygtigt dommerpanel, der bestod af forfatter Teddy Vork, bibliotekar Anne Munk Skytt, bogblogger Christopher Schelde og bibliotekar Pia Bechmann. Sammen blev de enige om, hvilke vindere der skulle modtage Dansk Fantasys smukke statuette Saga.
Under selve prisuddelingen var det Dansk Fantasy-ambassadøren Silja Okking, der agerede vært. Dansk Fantasys grundlægger Simon Zander holdt en tale, hvor han fremhævede forfatter Malene Sølvstens store bidrag til dansk fantasy, og at statuetten i år var til minde om hende. I stedet for ét minuts stilhed for Malene valgte man at give en kæmpe klapsalve og jubel.
Årets Danske Fantasydebut
At være debutant i fantasygenren er at træde ind i en helt ny verden – ikke kun den, man selv har skabt på siderne, men også den litterære scene, hvor man for første gang møder læsere, anmeldere og kolleger. En fantasydebut er altid noget særligt, fordi den bærer på både drømmen om at fortælle og modet til at dele sin fortælling med verden.
I år var de tre nominerede til Årets Danske Fantasydebut ved første øjekast meget forskellige, men fælles for dem er modet til at bringe nye idéer, stemninger og universer ind i genren.
Marke A. Hansens bog “Drone” byder på emner om identitet og menneske versus maskine, mens “Maskespil” af Anna Toftdahl-Olesen & Kira Axelsen præsenterer læserne for en mørk verden af politiske intriger og overnaturlige racer. I “Thalliyalora” af Maria Gessner Roland udfoldes en magisk verden med hemmeligheder og eventyr.
Årets Danske Fantasydebut blev Maria Gessner Roland med “Thalliyalora”, udgivet på forlaget Dreamlitt.
Begrundelsen fra dommerpanelet var:
“Årets debut er en underholdende fortælling med mystik, plottwists, intriger, hemmeligheder og lidt kærlighed. Den har stærke personbeskrivelser, alt er på spil, og den minder læseren om, hvorfor mange af os forelskede os i genren til at starte med. Der er tale om en episk og klassisk fantasy-fortælling, der giver lyst til at læse videre i serien.”
Årets Danske Fantasyforside
Forsiderne i fantasybøger spiller en afgørende rolle – de er læserens første møde med historien og sætter tonen for den verden, der venter bag siderne. En stærk fantasyforside kan vække nysgerrighed, fremhæve bogens stemning og give et visuelt glimt af magien, mysteriet eller mørket, som gemmer sig i fortællingen.
De tre nominerede forsider rummer hver deres stemning og æstetik, men de har også tydelige fællestræk, som viser, hvordan fantasygenren ofte arbejder med symbolik, natur og det gådefulde.
Luise Ravica har skabt en dyster og organisk forside til “Sødt og råddent” med et hjerte overgroet af svampe. Den mørkeblå baggrund og svungne typografi giver en gotisk, mørk fantasy-stemning. Til “I den mørke skov” har Karin Hald designet en klassisk og eventyrlig forside med en ung kvinde, gyldne ornamenter og en ravn. Farverne blå, guld og sort gør forsiden elegant og magisk. “Nattens sanger: Besat” har en stramt komponeret forside med en rød fugl mod en sort-hvid, tåget baggrund. Den gyldne ramme tilfører elegance, mens fuglen giver dramatik i Danielle Finsters minimalistiske, stærke forside.
Årets Danske Fantasyforside blev vundet af Karin Hald for “I den mørke skov”. Bogen er skrevet af Gry Kappel Jensen og udgivet på forlaget Turbine.
Begrundelsen fra dommerpanelet var:
“Vinderen af denne pris er en bog, der med stolthed kan pryde fantasyhylden. Den spinder fortællinger ved første øjekast med sin smukke sammensætning af farver, dybde og detaljer. Dens udtryk er både dystert, eventyrligt og dragende på samme tid. Alt hænger flot sammen, og der er øje for de helt små detaljer.”



Årets Danske Fantasybog
Hovedprisen hylder det bedste inden for dansk fantasy og sætter fokus på de forfattere, der formår at skabe magiske universer, uforglemmelige karakterer og stærke læseoplevelser. Prisen gives til en bog, der ikke bare underholder, men også viser genrens bredde og dybde – fra det mørke og episke til det poetiske og eventyrlige. Her fejres fantasylitteraturens kraft til at åbne døre til nye verdener og lade læseren drømme stort.
De tre nominerede bøger har det til fælles, at de alle udforsker magiens kraft og dens betydning for mennesker og samfund. De stiller spørgsmål til, hvordan fortællinger, evner og symboler kan forme både den enkelte og verden omkring dem.
Boris Hansens “Den dag historierne ender” (Tavse verdener 4) leger med metanarrativet og sætter selve fortællingens natur i centrum. Nanna Foss’ “Lyriderne” (Spektrum 5) bygger videre på hendes episke univers med fokus på tid, skæbne og menneskelige relationer. Nicole Boyle Rødtness’ “Magiens alfabeter” dykker ned i et mystisk og symbolsk system, hvor tegn og sprog bliver kilder til magt og hemmeligheder.
Årets Danske Fantasybog blev vundet af Nanna Foss med “Lyriderne”, udgivet på forlaget Gyldendal.
Begrundelsen fra dommerpanelet var:
“At vinde en Saga-statuette for Årets Danske Fantasybog kræver, at man har genren fuldkommen under sin kontrol. At man har skrevet et fantastisk, hårrejsende og svimlende værk. Alt dette og meget mere kan siges om årets vinder, der både rummer højt tempo, spænding, et stærkt karaktergalleri og et delikat blik for hovedpersonens verden. En længe ventet bog, som overgår alle forventninger.”



Tillykke til alle vinderne!
Dansk Fantasy vil gerne takke alle, der lagde vejen forbi vores stand under Fantasyfestivalen og støttede op ved at købe muleposer, armbånd osv. Vi glæder os til at se jer allesammen igen næste år, hvor vi vender stærkt tilbage med masser af magi og smil.
I mellemtiden vil vi opfordre dig til jævnligt at gå ind og tjekke vores hjemmeside for at holde dig opdateret på nye udgivelser inden for dansk fantasy.


