Torben Lindskov er forfatter til fantasyserien Legenden om Banesværdene. Første bind, Ormsbane, er udkommet, og de efterfølgende bind af trilogien ligger klar til redigering, mens der allerede skrives på en selvstændig fortsættelse til serien.
Drømmen om forfatterskabet har altid været der, men vejen har været lang. Det første forsøg foregik på en rejseskrivemaskine i begyndelsen af 80’erne. Det sluttede dog brat – efter brug af en hel flaske rettelak – med en afgrundsdyb forundring over, hvordan nogen nogensinde havde formået at skrive en bog på mere end to sider.
I stedet fandt han sit kreative frirum i 80’ernes spirende rollespilsmiljø. Han kom vidt omkring i systemer som Dungeons & Dragons, DragonQuest, Warhammer, MERP og GURPS. Det er herfra, fundamentet til hans forfatterskab er støbt. Den High Fantasy-verden Legenden om Banesværdene foregår i, stammer fra dengang og blev fuldt udbygget gennem en omfattende DragonQuest-kampagne i slutningen af årtiet.
Om bøgerne Handlingen udspiller sig i et lukket, alternativt univers. Det er en tidlig-middelalderlig verden fyldt med magi, hvor læseren præsenteres for et stort persongalleri på en episk rejse. Heltene møder drager, dæmoner og brynjeklædte krigere, mens de navigerer i blodige kampe og moralske dilemmaer mellem godt og ondt.
Historien udspiller sig på to planer: I de dødeliges verden og i gudernes verden. Med årtusinders mellemrum finder en såkaldt “Samling” sted – en voldsom begivenhed, hvor nye guder indvies gennem kamp, hvorefter tiden nulstilles. Legenden om Banesværdene foregår i den ottende tidsalder, netop som skyggerne fra den kommende niende samling begynder at falde over verden.

